Leder

Torturhæler

10. oktober 2007

"Italien kan tillade sig at miste Aldo Moro, men ikke at udføre tortur."

Den italienske antiterrorchef general de la Quiesa da han i 1978 blev mødt af et forslag fra en underordnet om at tortere et anholdt medlem af de Røde Brigader for at få den kidnappede tidligere premierminister Aldo Moros gemmested afsløret.

ANDERS FOGH RASMUSSEN havde det der umiskendelige drag om munden, der vidnede om, at han ikke rigtigt troede på de ord, han selv sagde. Måske er det forkert - en overfortolkning - men det var, som om noget i baghovedet advarede ham om, at sætningen og perspektiverne i den var helt forkert og i strid med alt, hvad han ellers tror på. Det var, som om han tænkte: Med de her ord åbner jeg for en afgrund, en skæbnesvanger sliske, som fører direkte mod civilisationens endeligt - hverken mere eller mindre. Eller hvad. Måske tænkte han på noget helt andet, og måske var den momentvise usikkerhed blot udtryk for ærgrelse over endnu en ubelejlig møgsag - et besværligt politisk emne, som kun kunne give anledning til ballade.

ORDENE FALDT, da statsministeren på sit ugentlige pressemøde fortalte de fremmødte journalister, at han støttede sin justitsministers holdning: Danmark kan uhindret modtage og udnytte oplysninger fra fremmede politimyndigheder, der er fremkommet under brug af tortur.

"Jeg ser ikke noget til hinder for, at dansk politi kan bruge oplysninger, hvis de kan tjene til at forhindre terrorhandlinger i Danmark," sagde statsministeren og tilføjede, at han har tillid til, at politiet formår at manøvrere uden at kompromittere den generelle danske modstand mod brug af tortur.

Regeringen - det vil sige Lene Espersen (K) bakket op af Anders Fogh Rasmussen - forestiller sig den situation, at der pludseligt dumper en oplysning ind af døren til Politiets Efterretningsvæsen om, at en terrorhandling er under opsejling i Danmark. Skal PET-chefen så blot trække på skuldrene med henvisning til, at oplysningen ikke kan bruges, fordi den er fremkommet under tortur. Scenariet er absurd, og ingen vil i sådan en situation, der må betegnes som nødværge, mene, at efterretningstjenesten blot skal se til, mens eksempelvis Københavns Lufthavn bliver sprængt i luften. Problemet ligger et helt andet sted - det ligger i den forråelse og den principløshed, som Lene Espersens udtalelse er et udtryk for. På trods af Geneve-konventioner og internationale aftaler er modstanden mod tortur helt åbenbart ikke længere et absolut - den er relativ, afhængig af omstændighederne, som da den nytiltrådte israelske ambassadør i København, Carmi Gillon, sagde, at "moderat fysisk pres" over for palæstinensiske fanger var i orden. Det absolutte standpunkt er forvandlet til et: "Vi er modstander af tortur men... " Terrorangrebene den 11. september 2001, billederne fra Abu Ghraib og Guantánamo og terrortruslen mod Europa har forandret vores virkelighedsopfattelse og vore idealer. I det godes kamp mod det onde er civilisationens grundlæggende principper sat under pres i en sort-hvid verden, hvor sikkerheden for os selv og vore nærmeste står på spil, er der en åbenlys tendens til at lade de idealistiske principper vige. Forråelsen er ikke blot trængt ind i vore hjerter og legitimerer stadig flere brud på alment menneskelige principper. Den er også blevet platform for nye politiske strømninger, som udnytter angsten, bekymringen og afviser troen på, at verden kan blive bedre. Ambitionen er alene at holde det onde nede og ikke længere at insistere på fremskridtet og en forædlet civilisation.

VILDFARELSEN ER kommet i ubemærkethed og er på sin vis en naturlig bevidsthedsmæssig konsekvens af at være i krig - både på det konkrete plan og i mental og ideologisk krig, i krig mellem samfundssystemer, kulturer og levevis. Lene Espersen og resten af regeringen repræsenterer det gode; de er sat til at bekæmpe ondskaben, hvor den end viser sig. Om det er i Helmand, Basra, Vollsmose eller i det københavnske Nordvestkvarter, så skal paratheden til at bekæmpe ondskaben ikke være til at misforstå. Selv Socialdemokraterne, som går omkring i en konstant angst for at blive beskyldt for at være 'soft on crime' og 'soft on muslims'. som det hedder i den verden, bakkede i går Lene Espersen op. Partiet er såmænd parat til et mere formaliseret samarbejde med torturlandene, hvis det er det, der skal til for at fjerne billedet af Socialdemokraterne som 'soft'.

UDTALELSER som Lene Espersens fører til mere tortur - ingen tvivl om det. De er med til at legitimere og svække den modstand mod brutale forhørsmetoder, som desværre kun er etisk og løst konventionsmæssigt funderet. Statsministeren fremhævede i går Danmarks indsats mod tortur i hele verden. Men hvordan skal man med den ene hånd befri verden for den slags metoder og med den anden acceptere resultatet af dem - det er udslag af en vulgær relativisme, som Anders Fogh Rasmussen ellers, når det gælder frihedsrettigheder som ytringsfrihed og meget andet, bekæmper med alle midler. Måske var det derfor, han i går havde de umiskendelige ansigtstræk af fortrydelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Ammentorp

For at anvende demagogi brugt af bl.a. George Bush:

Enten er man mod tortur - ellers er man for.

Jeg er mod - altid!! Også hvis mine kære skulle sidde på et tog med en bombe, og vi har fanget en af bombemændene.

Lyt til gæve Inge Genefke, stifteren af RCT - hun véd, hvad hun taler om, og er kompromisløs på dette punkt. Der må ikke være nogen elastik på dette punkt.

Bare min ydmyge mening.