Leder

Tyrkerne giver los

Debat
23. oktober 2007

HAD, VREDE OG HÆVNTØRST præger Tyrkiet. Rasende demonstranter har været fremme i mange tyrkiske byer med krav om øjeblikkelige angreb på PKK i Nordirak. Søndagens tab af 17 soldater i kampe mellem den tyrkiske hær og PKK, der står på EU og USA's terrorlister, er for mange den dråbe, der har fået bægeret til at løbe over.

Tyrkiske tv-stationernes paneler af eksperter og kommentatorer bidrager kun til at forstærke den dårlige stemning med en lind strøm af analyser, der ser konflikten som et militært problem, der kræver en militær løsning. Der gives ingen baggrund eller sammenhæng, så mange tyrkere farer ud på gaden og protesterer mod det, der fremstår som en global konspiration mod Tyrkiet.

Væk er tidligere forsøg på at sætte konflikten i sammenhæng med situationen for de tyrkiske kurdere og deres særdeles vanskelige levevilkår i det østlige og sydøstlige Tyrkiet. I de tyrkiske medier er det blevet til en konflikt mellem Tyrkiet og Nordirak i stedet for en konflikt mellem den tyrkiske stat og dens kurdiske mindretal.

Ude i øst er der stadig landsbyer uden rent, rindende vand, uden mulighed for skolegang og uden myndigheder. Store landområder og tusinder af mennesker lever under stammelederes kontrol og luner, mens den tyrkiske stat er helt uden evne og vilje til at beskytte og hjælpe borgerne.

SELV OM DEN TYRKISKE regering har taget skridt til give kurderne nogle af deres selvfølgelige rettigheder til sprog, medier og undervisning på kurdisk, så er det overhovedet ikke tilstrækkeligt og frem for alt virker tiltagene ikke oprigtige. Områderne har været meget urolige tidligere, men de senere år har der været en relativ ro, der har givet mulighed for økonomisk fremgang til gavn for lokalbefolkningen.

Det er også et fremskridt, at landsbyafbrændinger og tvangsflytninger hører fortiden til, men det ændrer stadig ikke på, at forholdet mellem stat og kurdisk befolkning stadig er betændt, og det er det den grundlæggende konflikt handler om. Det er den konflikt PKK vinder på, når organisationen henter penge og rekrutter blandt kurderne, og det er PKK's løfter om selvbestemmelseog mere fremgang, der får endnu flere til at støtte organisationen.

Den grundlæggende konflikt mellem stat og borger er naturligvis også den konflikt Tyrkiet i virkeligheden er nødt til at løse - frem for at sende hæren på eventyr ind i Nordirak i jagt på symbolske sejre over PKK.

Erkendelsen af at løsningen ikke ligger i Irak, synes regeringen at have nået i og med, at den tøver med at slippe hæren løs. Parlamentet har ellers givet grønt lys og befolkningen tydeligvis er mere end klar til det. Nu mangler regering og militær så bare i fællesskab at formidle den erkendelse videre til befolkningen (og tv-eksperterne).

Den nuværende stemning af had og hævntørst gør, at alle partnere i en civil dialog skubbes til side til fordel for de militante og ekstreme på begge sider. I øjeblikket er det kun dem, der taler. Det er ikke bare en forhindring for ethvert forsøg på at finde den nødvendige løsning på Tyrkiets kurder-problem, men også et problem for Tyrkiet i et endnu større perspektiv. For som det går nu, er Tyrkiet i gang med at isolere sig selv og blive mere indadvendt.

I forrige uge vedtog udenrigsudvalget i Kongressen i Washington en anerkendelse af folkedrabet på armenierne. Det lagde nye alen til en allerede galopperende anti-amerikanisme, der let bliver til en generel modvilje mod Vesten. Den danske sag om stationen Roj-tv er et andet eksempel på sager, der nærer mistroen, og mange EU-borgeres afstand til for tyrkisk unionsmedlemskab er et tredje.

Det øger alt sammen den allerede stærke nationalisme, og som i alle andre lande kan løssluppen nationalisme være farlig. Det har Tyrkiet oplevet i form af mord begået i anfald af misforstået patriotisme.

På det politiske niveau betyder den begyndende isolering, at Tyrkiet er mere tilbøjelig til at gå sine egne veje i udenrigspolitikken. I et eksempel fra sidste uge var paria-staten Syriens præsident, Bashar al-Assad, på et flere dage langt officielt besøg i Ankara, hvor han gav fuld opbakning til Tyrkiets trusler om angreb på PKK.

Besøget var bemærkelsesværdigt, fordi Syrien og Tyrkiet var på randen af krig, dengang PKK-lederen opholdt sig i Damaskus med regimets fulde accept. Nu er gamle fjender blevet venner, og Tyrkiet fik lejlighed til at demonstrere over for Washington, at det gerne er vært selv for USA's værste fjender. Tidligere i år indgik Tyrkiet en aftale om enorme gas-leverancer med Iran. Aftalen betyder nye indtægter til styret i Teheran, og dermed en undergravning af amerikanske sanktioner mod landet. AMERIKANERNE VAR RASENDE, men tyrkerne var ligeglade, og aftalen var perfekt timet, så regeringen kunne høste USA-kritiske stemmer ved parlamentsvalget en uge senere. Det er altså på ingen måde i omverdenens interesse, at Tyrkiet synker sammen i hadsk nationalisme, men det er samtidig i høj grad det tyrkiske samfunds eget ansvar at undgå, at det sker. Den tyrkiske regering har udvist ansvarlighed ved at bede medierne dæmpe sig, og ved ikke at lade sig rive med af folkestemningen.

Men én ting er at holde igen med hadet, noget andet er at give los, når det kommer til forsoningen med det kurdiske mindretal. mss

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her