Bisværmens forbandelse

Skal man give SF's leder Villy Søvndal et godt råd efter tirsdagens imponerende valgsejr, så er det, at han skal forsøge at undgå, at den stiger ham til hovedet - sejren og de mange rare nye mandater. Hvis han formår at forvalte den nye styrke, bliver der nemlig rig lejlighed til at sætte politiske fingeraftryk i den kommende periode. Selv om det på valgaftenen blev slået fast, at VKO kan fortsætte som hidtil, så er VKO-flertallet de facto brudt - ingen regeringsleder og slet ikke Anders Fogh Rasmussen vil bygges sit flertal på kun 90 mandater, hvor nummer 90 endda er en færing, der helst ikke vil udgøre den afgørende stemme i dansk indenrigspolitik. Og skulle Edmund Joensen blive overtalt til at stemme sammen med VKO i en konkret sag, så skal der kun én MF'er fra et af de tre partier, som måtte ønske at gøre sig interessant, til for at flertallet er væk. Det er for risikabelt. Derfor er VKO med 2007-valget politisk historie og derfor de hyppigste ord, der kommer ud af munden på den genvalgte statsminister i disse dage: "Bredt samarbejde" og "midterpolitik." Han kan ikke andet til stor fortrydelse for Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. De sidste seks års mønster i dansk politik er brudt, selv om Fogh Rasmussen fortsat i nødstilfælde vil kunne sikre sin overlevelse ved at kræve opbakning fra de 90, som bragte ham til magten.

Så der bliver masser af mulighed for at samarbejde om at føre intelligent oppositionspolitik i de kommende år. Hvis SF, Socialdemokraterne og radikale kan fortsætte samarbejdslinjen fra valgkampen, er chancen der nu for at trække regeringen i en anden retning ved at udfordre Ny Alliance til at holde fast i nogle af de gode mærkesager, som partiet står for. Med VKO-flertallet de facto brudt er maskerne i sikkerhedsnettet under Anders Fogh Rasmussen blevet betydeligt større. Eksempelvis har Dansk Folkeparti stået last og brast med regeringen, når det gjaldt om at afvise krav om uvildige undersøgelser af Irak-krigen, CIA-flyvninger, jernbanespor og meget andet. Den sikkerhed har statsministeren ikke længere, da man må forvente, at Ny Alliance er mere modtagelige over for saglig argumentation og almindelig anstændighed.

Måske er det grundløst, det vil den kommende tid vise. Men når man kan være bekymret for Villy Søvndals nye selvbevidsthed, så er det fordi fortiden skræmmer. Et af de karakteristiske fænomener ved de senere års vælgervandringer i dansk politik er det, som man kan kalde 'bisværmens forbandelse'. En ikke ubetydelig sværm af troløse vælgere på jagt efter det hippe og den nye politiske trendsetter kredser ubønhørligt over især oppositionspartierne. Og sværmen, som har sit udspring i Dansk Folkeparti-kritiske cafémiljø, slår mere eller mindre tilfældigt ned, hvorefter den fylder det sagesløse parti og dets leder med honning, lykke og direkte kultstatus, så realitetssansen aldeles fordufter. Det skete først for de radikale og Marianne Jelved, som ved valget i 2005 fik 16 mandater valgt ind i Folketinget. Den nye styrke brugte hun på at stille ultimative krav til både højre og Venstre og til at foreslå sig selv som statsminister. Det endte som bekendt galt og med nedtur i meningsmålingerne og til sidst Jelveds egen afgang.

Naser Khader oplevede noget lignende i kølvandet på Muhammed-krisen. Nu var det ham, der var kult og tiltrak bisværmen og alverdens opmærksomhed. Ny Alliance blev en politisk magtfaktor alene på grund af sin popularitet og strømlinede selvbevidsthed. Succesen brugte Naser Khader og hans medstiftere på at kræve statsministerens afgang og til at kokettere med, at alliancen kunne ende med at støtte en helt anden statsminister. Der blev opstillet barske krav til Fogh Rasmussen, og slagsmålet med Dansk Folkeparti blev intensiveret, selv om alle kunne læse af valgmatematikken, at de to partier nødvendigvis måtte samarbejde efter valget.

Populariteten steg Khader, Seeberg og Samuelsen til hovedet og nemesis ramte Ny Alliance på valgdagen - fem mandater og med spærregrænsen truende nær.

Kendetegnende for denne vælgersværm er, at den søger vindere, og når Jelved og Khader ikke længere er kult, så flyver den videre - tirsdag landede den så hos Villy Søvndal.

Endnu ved vi ikke, hvor beruset han er af al den gode honning, men beslutter SF sig til at køre sololøb og stille ægte røde, ultimative krav til samarbejdspartnerne i oppositionsblokken, så vil det gå ham, som bisværmens tidligere ofre. For oppositionen er vejen åben for en oppositionslinje, der kan presse regeringen langt mere end det tidligere har været muligt, og den mulighed skal udnyttes. Bemærkelsesværdigt ved valgresultatet er det, at blokkene er uforandret med næsten matematisk nøjagtighed.

Den korte version af, hvad der skete ved valget, er, at Socialdemokraterne har afleveret to, radikale otte og Enhedslisten to mandater til SF. Og på den anden fløj har Venstre udlånt fem mandater til Ny Alliance og et enkelt til Dansk Folkeparti. Men inden for blokkende har vælgerne sværmet, men de er aldrig for alvor fløjet over hækken.