Leder

Kritikere søges

Debat
24. november 2007

DA DEN NYE grænseoverskridende hybridkunst gjorde sit indtog sidst i 1960'erne, var det til akompagnement af en masse afstandtagen fra kunstanmelderne i det omfang, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og Poul Gernes, og hvad de ellers hed, overhovedet blev anmeldt, når de udførte deres mærkelige New York-inspirerede happenings. Kun få bakkede positivt op. I virkeligheden var der tale om et genindtog, for rødderne til at bryde rammer i billedkunsten, bogstaveligt talt, gik jo langt længere tilbage.

Siden dengang er der sket det, at nye generationer af kunsthistorikere, af hvis flok jo en hel del anmeldere udgår, har lært lektien. Fluxus, konceptkunst, installationer - hvert kært barn har mange navne - har indtaget sin plads i den kunsthistorie, der skrives for fremtiden, om det kan der ikke være nogen diskussion. Det vil sige der kan nok være debat om, hvorvidt det er kunst, det hører jo med, men ikke om, at enhver tyk bog, der udkommer med ordet kunsthistorie på omslaget, vil have et kapitel med om de nye arter eller ismer, vi her taler om.

DEN LEKTIE, man har lært, er, at alt det der, som man tidligere ikke ville røre ved - historien gentager sig - var noget værd. Det tages som en selvfølge. Man kan opleve kunstuddannede guider stå på museerne og entusiastisk forklare den lille gruppe interesserede, der følger med rundt, hvorfor det var interessant, at denne og hin kunstner sprøjtemalede sine lærreder, kørte rundt på dem med en motorcykel, udstillede lort og pissoirer, levende insekter, døde dyr, sig selv med ring i næsen osv.

Eller som den franske kunstner Orlan fik indopereret horn i panden som en anden hun-djævel.

Eller udvidede genrerne og bevægede sig ud i verden uden for institutionerne, som når Stockhausen laver strygerkvartet for helikoptre, som kunstner Hornsleth donerede grise til folk i i Afrika mod, at de fik hans efternavn. Eksemplerne er legio.

MAN HAR lært lektien for ikke at sige lært den udenad. Overskriften for det hele hos de fleste kunsthistorikere og nu-kritikere er: Accept, accept, accept! Det kan aflæses i diverse anmeldelser, som næsten altid er rent referende - med stor pil opad.

Derimod kniber det gevaldigt med en kunstkritik, som er i stand til at forholde sig til det nyeste, sådan som kritik bør: Hvad er godt, hvad er dårligt, hvad er skidt, hvad er kanel? Ikke mindst: Hvad er originalt, hvad er gentagelser?

Det chokerende nye er til overflod overladt til journalistikken (se artiklen om Marco Evaristti inde i bladet), der går til sagen ud fra netop en journalistisk nyhedsvinkel.

Med andre ord: En helt ny kunstkritik søges! En med personlig stillingtagen til det, som hidtil er beskrevet som blot og bar fænomener. Kunsten og kunsterne selv har brug for at blive skærpet i modspil og ikke blot samspil, så:

Kom ud af busken og afmagten, kære kunstkritikere. Det er det, I er til for, og ikke kun for at please.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I bogen Billedkunstens Metode, der kan downloades fra hjemmesiden http://www.hvaderkunst.dk, har jeg forsøgt at give et bud på en definition af kunstbegrebet og begrebet kunstnerisk kvalitet. Årsagen til, at jeg har lagt bogen ligger ud på nettet er, at jeg ikke har kunnet få den udgivet på normal vis. Dens synspunkter er tilsyneladende så provokerende, at de kunstkyndige forlagskonsulenter, der har fået manuskriptet forelagt, har advaret forlæggerne mod at udgive bogen.
Ulempen ved at lægge bogen på nettet er, at den ikke bliver omtalt og anmeldt i pressen og dermed ikke kommer ud til en større kreds. Alligevel kan jeg konstatere, at kunstinteresserede via mund til mund metoden finder frem til hjemmesiden. Jeg har kunnet glæde mig over en kommentar fra en læser, der anfører, at bogen er den bedste introduktion til emnet kunst han endnu har læst.
Den officielle kunstteori går ud på, at kunst er, hvad de kunstkyndige opfatter som kunst, og at de ikke behøver at begrunde deres synspunkter. Den aktuelle diskussion viser, at Kunstinstitutionen ikke kan leve op til sine forpligtelser og tilbyde en overbevisende forklaring på kunstens værdi.
Her udgør min bog et alternativ til den herskende opfattelse
Bogen bygger på omfattende læsning af æstetisk og filosofisk litteratur om emnet, som i øvrigt fremgår af litteraturlisten, samt mine egne erfaringer som billedkunstner og filminstruktør,
Bogen er et debatindlæg - og jeg håber spændt på at få en reaktion - hvad hjemmesiden giver mulighed for.