Leder

Mere end en afsked

29. november 2007

Den palæstinensiske Hamas-bevægelse har sagt, at denne uges fredskonference i Annapolis ikke var andet end en stor afskedsfest for præsident George W. Bush. Mange af de arabiske ledere, der i modsætning til Hamas var inviteret og deltog i konferencen, må også have undret sig i det stille over, hvad den dybere mening med det hele egentlig var. Flere iagttagere har bekræftet dette ved at påpege, at konferencen mere end noget drejede sig om at sikre Bush et værdigt eftermæle.

Bush er ikke nogen Clinton, og han har i sine snart syv år i Det Hvide Hus ikke vist synderlig interesse for den israelsk-palæstinensiske konflikt. Derfor synes erklæringen om, at en fredsaftale mellem de to parter skal være forhandlet på plads inden udgangen af 2008 at passe lidt for godt til, at det er den tid, hvor han selv er ved at forlade posten som amerikansk præsident.

At tænke sig de dybe israelsk-palestinensiske uoverensstemmelser forhandlet på plads på 13 korte måneder, er i sig selv illusorisk. Alene rømningen af 410.000 bosættere fra Vestbredden og Østjerusalem er en kæmpeopgave i forhold til de 8.500, som først efter en langvarig proces blev fjernet fra Gazastriben i august 2005. Hertil kommer tunge spørgsmål som Jerusalem, de palæstinensiske flygtninges fremtid, fordelingen af områdets knappe vandressourcer og meget mere.

Det er heller ikke realistisk at forestille sig en fredsaftale, uden at de stridende palæstinensiske parter, Fatah og Hamas, er kommet på talefod igen, hvilket også lægger op til en knudret proces.

Derimod kan man med god grund tillægge det stor betydning, at hele 18 arabiske stater, og blandt dem Syrien, valgte at deltage i konferencen. Dette afspejler ikke nogen tiltro til Bush og hans pludselige ambitioner i Mellemøsten, men derimod en forståelse af palæstinaspørgsmålets helt centrale betydning for hele regionen.

Mange arabiske ledere har gennem årene vist inderlig ligegyldighed over for palæstinensernes tarv, men indser nu, at Palæstina ofte bliver nævnt i sammenhæng med indre oppositionsgrupper og næsten altid er en del af regionale konflikter. Det libanesiske Hizbollah har Palæstina på sin dagsorden, det samme har Det Muslimske Broderskab i Egypten, og ikke mindst er Palæstina en dybt integreret del af den iranske retorik.

Det hænger naturligvis sammen med, at Jerusalem, som palæstinenserne ønsker som hovedstad, betragtes som islams tredje helligste by efter Mekka og Medina. Men i det ligger også, at den israelske tilstedeværelse repræsenterer den amerikanske indflydelse, der opleves som et fælles problem. Denne problematik har fået særligt skarpe kanter i og med, at den iransk-amerikanske konfrontation længe har været i jævn vækst, og efter manges opfattelse kan føre til endnu en væbnet konflikt i regionen. Af dette vil følge nye trusler mod stabiliteten for mange styrer, og idet mange af dem er realistiske nok til at indse, at Israel ikke forsvinder fra landkortet, således som den iranske leder Ahmadinejad taler om, har de givetvis besluttet at springe på denne proces. Den kan i sig selv mindske nogle alvorlige problemer, som en iransk-amerikansk konflikt ville føre med sig.

Alene af den grund kan den forhandlingsproces, som efter planen skal følge efter Annapolis og vil starte med et første møde den 12. december, gå hen og få stor regional betydning. Hvor længe den vil holde, og hvordan man skal kunne nå frem til de store løsninger, vil ingen kunne sige, men så længe den fungerer, og der gøres fremskridt her og der, vil processen kunne sikre en vis stabilitet. Amerikanerne vil afholde sig fra militær intervention mod Iran, fordi følgen vil blive et øjeblikkeligt sammenbrud af resultaterne fra Annapolis.

Et vigtigt mål må derfor være at sørge for at inddrage modstanderne af processen. Der må gøres en ekstraordinær indsats for at skabe dialog mellem Fatah og Hamas, og den israelske leder Ehud Olmert må sikres stor opbakning i sit eget modvillige israelske bagland.

Der skal med andre ord være nogle så åbenlyse fordele i en fredsaftale for begge parter, at de vil få vanskeligt ved at afslå. Som udgangspunkt skal israelerne have vidtgående sikkerhedsgarantier og palæstinenserne særdeles mærkbare forbedringer i deres lige nu usle livsvilkår. Og så skal der opsættes nogle ydre rammer, der går videre end den eksisterende køreplan for fred i Mellemøsten, for den er som fredsplan alt for traditionel.

Et sted at begynde kunne være det saudiske fredsinitiativ, der over en kam tilbyder Israel kollektiv anerkendelse fra hele den arabiske verden mod total tilbagetrækning fra samtlige besatte områder. Dette er heller ikke nogen enkel løsning, men den indeholder dog nogle åbenlyse gulerødder for begge parter og vil kunne få selv stærkt afvisende stater som Syrien til at bevare interessen for projektet.

Om det lykkes, kan ingen sige, men trods de store mangler, og overfladen, der skjuler en række andre hensigter, ligger der nogle ting på bordet, som med tilpas smidighed og utraditionel tænkning har mulighederne for at gøre Annapolis til andet og mere end en afskedsfest for George W. Bush.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu