Leder

Mulighedernes land

Debat
28. november 2007

"Danmark er mulighedernes land. Og alle danskere skal have mulighed for at bruge deres evner. Uanset om familien har rødder i Damaskus eller Dybbøl"

Statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale i Folketinget i går

Hvad skal der blive af de hjemløse, de psykisk syge på herbergerne, narkomanerne og de udstødte, når der ikke længere eksisterer noget socialministerium i Danmark? Det spørgsmål bekymrer med rette en række sociale hjælpeorganisationer, som med regeringsdannelsen sidste fredag kan notere, at det ministerium, som hidtil har været deres med- og modspiller, nu er udvidet og omdannet til et velfærdsministerium. Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, sagde således til Information mandag, at han er stærkt bekymret for, om det nye superministerium vil prioritere de socialt udsatte: "Selve navnet Velfærdsministerium signalerer middelklasse. Den store magtfulde og mangfoldige middelklasse, som er velformuleret og virkelig har nogle pressionsmidler." Chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen supplerede ved at påpege, at hjemløse, misbrugere og de psykisk syge slet ikke har været en del af den netop overståede valgkamp: "Velfærd har været lig med de stærkes velfærd, og hvis man tager valgkampen som pejlemærke, kan man frygte, at det også bliver sådan reelt set."

Selv slår velfærdsminister Karen Jespersen (V) fast, at hendes hjerte fortsat banker for de svageste i samfundet, og at frygten er grundløs. Dog kan det konstateres, at ministeren i den kommende lange tid får nok at se til med hensyn til at skaffe flertal og senere at implementere den kvalitetsreform, som regeringen nu skal forhandle med Folketingets partier. Uanset om hun kan lide det eller ej, så er fokus rettet mod den veletablerede middelklasses velfærd og privilegier i forhold til børnepasning, skoler, uddannelse og ældreomsorg. Det store forventningspres på den offentlige sektor og den rekordlave ledighed har fjernet opmærksomheden fra de grupper, som velfærdssamfundet oprindeligt var sat i verden for at tage hånd om - nemlig dem, som ikke kan klare sig selv af den ene eller den anden årsag. Når valgkampen især hos de to store regeringsbærende midterpartier, Venstre og Socialdemokraterne, i den grad er fokuseret på den universelle og brede velfærd, så er det et udtryk for, at middelklassens ve og vel og middelklassens afgørende stemmer til folketingsvalgene helt har fået overtaget i den politiske tænkning.

Både Venstre og Socialdemokraterne vil bekæmpe den stigende ulighed i samfundet og den negative sociale arv, siger de. Der skal være lige muligheder for alle - jævnfør ovenstående citat fra statsministerens åbningstale i går. Men samtidig betyder en række af de foregående års tiltag på de sociale område at flere presses ud i fattigdom. Det gælder starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og den særlige 300 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere risikerer at ryge ud af systemet. Det er dem, som i de kommende uger vil stå i kø hos de sociale organisationer for at modtage gratis julehjælp.

Der er for de store midterpartier tilsyneladende ikke længere særligt mange stemmer i at appellere til den sociale samvittighed. Og det er der flere årsager til. For det første har den ellers succesfulde beskæftigelsespolitik, som blev introduceret under SR-regeringen og skærpet under VK, haft som en ikke ubetydelig sideeffekt, at vores opfattelse af svage grupper har ændret sig. Midt i 90'erne hed det - rettigheder og pligter, aktiv socialpolitik og senere under VK-regeringen "noget for noget", og halvdelen af Socialministeriet blev underlagt Beskæftigelsesministeriets rationale. Ledige og udstødte fra arbejdsmarkedet skal ikke passiviseres, men yde noget og gøre, hvad de kan for at komme ind på arbejdsmarkedet, ellers trues de med sanktioner. Filosofien har været og er, at der skal være plads til alle. Ingen må opgives, har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen slået fast gang på gang - alle kan yde en indsats. Bagsiden af den - basalt set sympatiske grundholdning - er, at de, der er tilbage under en højkonjunktur med meget lav ledighed, i den offentlige bevidsthed må være dem, der ikke vil yde noget - de er altså selv skyld i den sociale situation, de er havnet i. En anden nærliggende grund er, at en meget stor gruppe af de fattigste i dag udgøres af indvandrere, som tilsyneladende ikke nyder samme samvittighedsfulde omsorg som fattige 20. generations danskere.

Risikoen for de socialt udstødte er, at det går med Socialministeriet, som det gik med Boligministeriet, da det blev lagt ind under Bendt Bendtsens super erhvervsministerium. Det har betydet, at der ikke længere føres aktiv social boligpolitik, og at boligpolitik er blevet et spørgsmål om mere eller mindre markedsregulering. Den store udfordring for Karen Jespersen og hendes nye ministerium bliver at bevise, at der fortsat føres socialpolitik i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her