Leder

Pistolpolitik

Debat
20. november 2007

SÅ SKETE DET igen - en politiker var hurtig på aftrækkeren, da det kom til spørgsmål om kriminalitet. Denne gang var det den ellers så besindige Birthe Rønn Hornbech, retsordfører for Venstre, der allerede mandag var ude med det tunge politiske skyts rettet mod de bander med indvandrerbaggrund, der i weekenden lod pistolkuglerne pifte ved hele fire skudepisoder på det østlige Sjælland. Flere personer blev alvorligt såret, blandt dem et sagesløst avisbud, der blot passede sit natarbejde i det indre København.

Efter hændelser af denne stærkt forkastelige art er det sikkert som amen i kirken, at en politiker, gerne af borgerlig observans, kræver strengere straffe. Det var også tilfældet i går, da Birthe Rønn Hornbech ifølge DR skyndte sig at fastslå om skyderierne:

"Det er åbenbart eskalerende, og det må vi selvfølgelig i Folketinget tage meget alvorligt. Derfor må vi lave en bestemmelse, der hedder, at hvis man overhovedet trækker våben og affyrer skud, så giver det virkelig en væsentlig straf."

At sådanne udtalelser kan udstråle handlekraft, er der vist ingen tvivl om. Men hvad med dømmekraften?

Forholder det sig virkelig, som man nærmest forledes af citatet til at tro, at der findes et beklageligt hul midt i loven, hvorigennem de skydegale kan smutte og slippe med at blive mødt af en hævet pegefinger? Og holder overhovedet antagelsen, at flere og strengere straffe vil forebygge skyderi blandt indvandrerbander?

Det stadigt mere straffende tankesæt er der efterhånden sat spørgsmålstegn ved adskillige gange af forskellige kompetente kriminologer.

Ikke desto mindre fremturer VKO, for eksempel i det seneste nummer af tidsskriftet Udsat, der udgives af Socialministeriet.

Her lægger Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup et varmt ord ind for hårde straffe, fordi de er så velegnede til at forklare "alle danskere og mennesker der opholder sig i Danmark" meget tydeligt, at "vold ikke indgår som et acceptabelt løsningsmiddel".

Hårdt mod hårdt, så kan de lære det.

NU ER DET jo ikke sådan, at politikere, der gerne taler om lov og orden, har grebet deres skræmmende eksempler ud af luften. Det sårede avisbud skal tages alvorligt, ja. Den store bekymring, som mange borgere føler over kriminaliteten - bortset fra det interessante mord på Nanna Birk Larsen hver søndag - skal ligeledes tages alvorligt. For selv om kriminaliteten ikke truer flertallet på liv og førlighed, truer den tydeligvis trygheden og dermed livskvaliteten.

Problemet er, at vi har fået konstrueret os et samfund, som svælger i forbrydelser, og her sigtes ikke så meget til Forbrydelsen på DR som til frokostavisernes forsider og nyhederne på det hastige, knappe og nervøse net. Her ganges frygten op.

Vi så det senest i sidste uge, hvor medierne i endeløse detaljer udpenslede en teenagepiges lidelser, da hun i døgnvis blev holdt fanget i et skur af sin 'kæreste', der af flere medier bestemtes til at være dansker med palæstinensisk baggrund.

Den unge mand udsatte hende for en behandling, som må bringe nazisternes foretrukne afhøringsmetoder i erindring.

Var det ikke det, vi sagde. Jo, denne grove forbrydelse bidrog givet til den løbende bevisførelse i underbevidstheden: Alt kan nu ske, gaderne er usikre, mens galninge, narkobander og deslige har taget kontrol med det hele eller i det mindste med nætterne.

MAN KUNNE ØNSKE sig for alle skræmte borgere, at de fik mulighed for at slå op i det førnævnte nummer af Udsat. For der kan man i en anden artikel end Skaarups indlæg læse tallene bag de sensationelle overskrifter i medierne om vold, voldtægt og heroin.

Sidste år udgjorde voldsforbrydelser ud af samtlige anmeldte straffelovsovertrædelser 4,6 procent. Seksualforbrydelser lå på 0,6 procent, mens narkotikaforbrydelser sneg sig op 0,3 procent.

Disse tal hjælper ikke forbrydelsernes ofre. Men tallene burde vække til eftertanke hos ansvarlige politikere.

Almindeligt tyveri er såmænd den altdominerende forbrydelse i Danmark med 80 procent af overtrædelserne, og tyvene og de andre lovovertrædere er især mænd uden anden uddannelse end et afbrudt folkeskoleforløb. Forbrydelserne stinker af fattigdom, af ulighed og af etnisk mistro.

Når de hurtigt trækkende pistolpolitikere ikke som det første siger, at de vil sætte hårdt, ja rigtig knaldhårdt og nådesløst ind mod uligheden i uddannelsessystemet, i boligkvartererne og på arbejdsmarkedet, kan man have dem mistænkt for, at de frygter at ramme sig selv i nakken.

Afskaffelse af så megen ulighed kunne jo gå hen at blive en bekostelig affære. Så er det nok bedre og billigere at bure nogle flere inde. Mens vi gysende læser videre om skyderi, tortur og sortsmudsket massevoldtægt. lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Bravo....

Jeg er fuldstændig enig i analysen. Og især de sidste linier, rammer plet.

Mediernes afhængighed forvrænger virkeligheden til fordel for salgstal.

Effekten bilver en generel paranoia i befolkning, der trives med de forskellige vrangforestillnger, og vi har ligefrem en fascination for mega-rexiske voldpsykopater, korrupte politikere, narkobaroner, og gangsta-lifestyle a la 50 cent, osv. Dette er imens vi frygter for, at selv samme gangsta-typer, (med anden hudfare end lyserød), skulle vælge at, gruppevoldtage vores døtre, og skyde vores sønner, en fra familien, venner, eller bekendte, - i forbindelse med al deres kriminelle adfærd.

Det er sgu et sygdomtegn for vores kultur

Når man diskuterer kriminalitet og retssystem er det vigtigt at skelne mellem forskellige typer af kriminalitet, som Asger Liebst da også forsøger på.

Han mister dog hurtigt overblikket og vælger at skyde skylden på det uretfærdige og ulige danske samfund(er manden mon ikke klar over, at det danske samfund er det mest lige i verden eller overses det bare til lejligheden?)

Som sagt er det vigtigt at skelne både mellem typer af kriminalitet, eks. berigelse vs personskadelig og typer af kriminelle førstegangsforbrydere vs de mere hærdede typer.

Det er tydeligt at hverken samfundet eller lovovertræderen har gavn af hårde fængselsstraffe hvis det er mindre alvorlig kriminalitet, idet personen blot vil komme ud som en mere hærdet kriminel i den anden ende.
Men samtidig er det lige så tydeligt at man er nødt til at slå så hårdt som overhovedet muligt ned på de personer, der er så afstumpede at de skyder vildt omkring sig og sårer tilfældigt forbipasserende.

Det samme gælder i de tilfælde hvor man har med deciderede psykopater at gøre.
Et par nylige eksempler er den omtalte episode fra kbh med den mishandlede kvinde og episoden fra Aalborg, hvor en fyr tæver en mand ihjel, slæber ham hen til en bedre belysning og til sidst tager billeder af liget som han kan prale med over for vennerne.

I sådanne tilfælde bør der ikke være tale om "behandling" af forbryderen, da dette som oftest ikke vil være muligt.
Disse mennesker må ganske enkelt spærres inde resten af deres liv for at beskytte uskyldige mennesker!

Kenneth Trans, Socialrådgiver og medlem af Enhedslisten

” Forbrydelserne stinker af fattigdom, af ulighed og af etnisk mistro.”

Jamen, det er jo det klassiske dilemma. Skal vi bruge pengene på sanktioner i form af hårde straffe, mere politi ( hvor de så skal anskaffes fra) og fortsætte med at bygge fængsler i stigende tempo, mens de bestående fyldes op.

Eller

Skal penge i stedet prioriteres på mere velfærd i form af bedre ydelser og flere muligheder, dvs. bekæmpe en del af fattigdommen, skabe mindre ulighed og integrerer de marginaliserede og ekskluderede både etniske minoriteter, arbejdsløse, stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse, tidligere straffede fysisk eller psykisk handicappede osv.
I stedet for overvejende at fylde fængslet med ekskluderede og marginaliserede grupper.

Og

Fraprioriterer unødvendig menneskelig lidelse både i form af de som ender/ vælger kriminalitet, pga. nogle andre bagvedliggende belastningsfaktor, og på den anden side ofrene for et andet menneskes desperation.

Det eneste valget handler om er prioritering: straf vs. et præventivperspektiv. Skal vi handle EFTER en forbrydelse er sket, eller skal vi handle FØR forbrydelsen sker.

Personlig mener jeg, at der skal handles før forbrydelsen sker, men det er det, som er diskussionen med højreorienterede, som har haft mere sympati for den statsautoriserede vold, fx militær, politi og fængsel ( minimalstaten) modsat velfærdstatens inklusion, tryghed og sikkerhedsne