Leder

Regeringsprosa

Debat
29. november 2007

DER ER FOR NYLIG udkommet en vigtig publikation med titlen Mulighedernes samfund. Titlen lyder som en stor roman af den østrigske forfatter Robert Musil, men er sådan cirka det længste, man kan komme fra den store tænker og stilist. Publikationen er nemlig det nye regeringsgrundlag for VK-regeringen, det tredje af slagsen siden 2001. Der er tale om et stykke praktisk prosa, der beskriver, hvad regeringen vil fokusere på i den kommende regeringsperiode. Publikationen er på 45 sider og svarer i omfang til en af tidens tynde debatbøger. Minus debat, for det hele er lidt ensformigt udtrykt i "regeringen vil ...", "regeringen foreslår ..." og "vi vil ..."

De enkelte områder har fået hver deres afsnit i regeringsgrundlaget. Kulturen klares således på én af de 45 sider. Det er meget sigende og svarer godt til det fuldstændige fravær af kultur i den just overståede valgkamp. Som så igen på passende vis modsvares af kulturlivets eget fravær og manglende evne til at formulere en modstand mod, at alt kom til at handle om andet end forkælet velfærdspolitik for en velstillet middelklasse. Således er man sikker på, at vi i stille konsensus har besluttet, at intet sker.

MEN HVAD ER DET SÅ, regeringen vil med kulturpolitikken? Det er en cocktail af velkendte temaer og sproglige vendinger: Regeringen vil "fortsat arbejde for at styrke og udvikle det frie danske kulturliv" og udvikle "kunstens internationalisering og kunstens rolle som formidler af danske demokratiske værdier". Og så er der ikke mindst kæphesten om kultur-arven og "den værdi, som ligger i at virke på et stærkt kulturelt fundament". Alt sammen ud fra en præmis om, at "kulturarven har væsentlig betydning for danskernes identitetsfølelse i en globaliseret verden".

Man bemærker en interessant sammenvævning af det nære (den danske kulturarv, der skal ruste os) og det fjerne (internationalisering og globaliseringens udfordringer). Og ikke mindst bemærker man, at kulturpolitik handler om "danske demokratiske værdier" og dermed spændes for en ideologisk vogn. Regeringen markerer her tydeligt, at vi befinder os i en post-Muhammedkrise, hvor kulturelle værdier først og fremmest står i demokratiets tjeneste. Det er værdipolitik forklædt som kulturpolitik. Af samme grund er kulturministeren også en af de vigtigste forkæmpere for dopingfri idræt.

Ret beset er det ikke kulturens rolle at formidle danske demokratiske værdier, ligesom kunsten gerne må være fræk og uren. Kultur skal ikke propagandere for en bestemt samfundsorden, men afspejle og udfordre vores måde at tænke og indrette os på. Den skal sikre de folk og de institutioner, der kan være med til at udfordre os i vores selvbestaltede veltilfredshed.

Regeringen har med andre ord fundet en kulturel dagsorden i kampen for demokratiske værdier. Men hvad med de basale institutioner, der skal sikre den kritiske oplysning? Der er ikke et ord i regeringsgrundlaget om DR, som visner hen i den rene ligegyldighed. Det burde da være en hjertesag for en konservativ kulturminister. /pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis det handlede om at favorisere kunst, der propaganderer for demokrati ville det rigtignok være et paradoksalt overgreb på den kunstneriske frihed og uafhængighed.
Det er jo en misforståelse, at kunsternes bidrag til demokratiet er afhængig af det enkelte værk. Kunstens indsats i demokratiet er den mangfoldige eksponering af borgernes udtryksfrihed og mulighed for at udfordre nye og gamle konventioner.
Det sjuskede i regeringsgrundlaget (og i Inf. læsning af det) er det svigtende blik for misforholdet mellem de kønne overskrifter om kunst og demokrati og så de konkrete handlinger.
Der hænger f. eks en sort tråd fra nedtrapningen af ressourserne til DRs publik-service funktioner og de særlige radiokunstarter til afskaffelsen af kunstnerstyret og reduktion i aktivitet i den statslige Charlottenborg Udstillingsbygning - som ikke tyder på stor lyst til demokrati og pluralisme.

Ole Sporring
Billedkunstner

Hvis det handlede om at favorisere kunst, der propaganderer for demokrati ville det rigtignok være et paradoksalt overgreb på den kunstneriske frihed og uafhængighed.
Det er jo en misforståelse, at kunsternes bidrag til demokratiet er afhængig af det enkelte værk. Kunstens indsats i demokratiet er den mangfoldige eksponering af borgernes udtryksfrihed og mulighed for at udfordre nye og gamle konventioner.
Det sjuskede i regeringsgrundlaget (og i Inf. læsning af det) er det svigtende blik for misforholdet mellem de kønne overskrifter om kunst og demokrati og så de konkrete handlinger.
Der hænger f. eks en sort tråd fra nedtrapningen af ressourserne til DRs publik-service funktioner og de særlige radiokunstarter til afskaffelsen af kunstnerstyret og reduktion i aktivitet i den statslige Charlottenborg Udstillingsbygning - som ikke tyder på stor lyst til demokrati og pluralisme.

Ole Sporring
Billedkunstner

Peter Nielsen begræder "kulturlivets" "manglende evne til at formulere en modstand mod, at alt kom til at handle om andet end forkælet velfærdspolitik for en velstillet middelklasse", men du mener vist noget i retning af det modsatte. Den slags fejl vil jeg nødigt ha mig frabedt ikke at blive skånet for at undgå at støde på i fremtiden. Nils E