Leder

Sorgerne på bagskud

23. november 2007

SOM TO NYSLÅEDE én-kroner strålede Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen i går, da de indledte det pressemøde, hvor de præsenterede deres nye regeringsgrundlag.

Foghs jublede i sine åbningsord:

"Ved valget gav befolkningen et klart mandat til, at VK-regeringen kan fortsætte."

Det fik de tilstedeværende mediefolk til at rynke bryn, for helt så klart var det mandat jo ikke.

Statsministeren fortsatte uanfægtet i sin kække stil: "Der foreligger nu et meget omfattende regeringsprogram med næsten 270 konkrete initiativer."

Efterhånden som den kritiske presse bladrede i det 73-sider lange dokument - der først omdeltes ét minut før mødestart - begyndte nærgående spørgsmål at få Foghs og Bendtsens smil til at ligne en anstrengelse snarere end et udtryk for regeringsglæde.

DET ORDRIGE regeringsprogram har fået sit omfang ved computerteknologiens klippe-klistring af tekster. En nærlæsning viser, at regeringen er gået død i krydspresset fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance. Dansk Folkeparti er en livsforsikring, derved at partiet kan sikre VK 89 mandater, men det er samtidig en dødsforsikring, fordi borgerlige vælgere i flovhed vil sive, hvis ikke VK i et eller andet omfang frigør sig fra O. Det er her, Ny Alliance kommer ind i billedet som en supplerende livsforsikring. Den vil tilmed give bonus, hvis Pia Kjærsgaards parti - sin tradition tro - afskaller mandater i den kommende valgperiode.

Men hvad, når Pia Kjærsgaard siger, at hun har vetoret, fordi hun er regeringens "forligspartner" på ømtålelige områder som afviste irakiske asylsøgere og skattepolitik? Det spurgte journalisterne Fogh om, og han og Bendtsen så ubegejstrede ud.

Fogh søgte at glide udenom ved at sige om Pia Kjærsgaards tilkendegivelser under forhandlingerne forud for programmet:

"Dansk Folkeparti har sagt, at hvis regeringen ønsker at drøfte de afviste irakiske asylsansøgere, ja, så drøfter vi det."

JAMEN, HAR Dansk Folkeparti vetoret? Det ville de spørgelystne vide.

Fogh svarede pirreligt: "Foreløbigt har Dansk Folkeparti vist sig fremkommeligt." Hvorpå Fogh over sine læber lod slippe en afslørende tilføjelse:

"Så vi vil ikke ødelægge vores tilværelse ved at tage sorgerne på forskud."

Ho, ho! Her røbede statsministeren den hemmelige opskrift på sit nye regeringsprogram: Ikke at tage sorgerne på forskud. Nemlig ved at udskyde alt. Foghs fortrøstning er den samme, som næres af Mr. Micawber i Charles Dickens' David Copperfield: "Noget vil vise sig."

Kun seks år efter, at Fogh slog sig til ridder på at udrense kommissioner og eksperter, lader han nu sin regerings eksistens afhænge af kommissioner og eksperter i et omsfang, som må få enhver socialdemokrat til at blegne af misundelse.

Alle balladesager lader Fogh & Bendtsen fortåge sig i kommissionering og ekspertificering.

SKATTEKLEMMEN mellem Khader og Kjærsgaard vil Fogh bringe sig ud af ved en skattekommission til udredning af lempelser i marginalskatten. Samtidig har VK-regeringen gjort sit skattestop til en trosbekendelse, der også bliver så håndfast indskrevet i kommissionens kommissorium, at kommissionen formentlig må bruge en væsentlig del af sin mødetid til at finde ud af, hvad den overhovedet har frihed til at foreslå.

Oveni giver regeringsprogrammet Pia Kjærsgaard den særlige vetoret, at hvis hun ikke er enig i det, som et folketingsflertal finder ud af efter kommissionens arbejde, kan en ny reform først træde i kraft efter et nyt valg. - Hvem sagde handlekraftig regering?

HVORDAN HÆNGER skattelettelser sammen med, at regeringsprogrammet også indeholder løfter om store nye offentlige udgifter? Det nærmeste, som præsentationen i går kom på et svar, var Bendt Bendstsens besværgelse: "Det gælder om af skaffe flere hænder."

Hvormed han formentlig mener, at lavere topskat vil drive mange flere i meget mere arbejde. Den virkning er internationalt omstridt og i hvert fald ikke noget, som dansk økonomis sundhed kan bygges på. - Hvem sagde ansvarlig regering?

Blandt VK's overudbud af syltekrukker er:
- En "forebyggelseskommission" til at forlænge befolkningens-levetid. - Et "ekspertudvalg" til at kortlægge andre landes asylregler.
- "En bredt sammensat klimakommission."
- "En kortlægning, der skal munde ud i en samlet cykelstiplan for statsvejene."

Og færingen! Ham med det dyrebare 90. mandat - han får også sin honningkrukke - med ordvalget:

"Regeringen vil tage initiativ til et program for klimaforskning i havstrømme omkring Færøerne med inddragelse af forskningsmiljøer med tilknytning til Nordatlanten."

Hvem sagde klemt regering?

dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu