Statsmandens misforståelse

Professor Ole Wæver bebrejdede i weekendens Information danskerne deres manglende selvransagelse over den brede opbakning til krigen i Irak. "En nation kan ikke bare gå i krig og så bare trække på skuldrene og vende ryggen til, hvad den har gjort," siger han. En anden relevant overvejelse er, hvorfor danskerne bakkede så fuldstændigt op om den nye krig i 2003.

En af grundene handler om Danmarks historiske udenrigspolitiske status. Anders Fogh har markedsført det standpunkt, at Danmark indtil hans tid prøvede at "leve stille og ubemærket." Men reelt var Danmark i 1990'erne en betydningsfuld politisk spiller - blot på områder, som ikke har været så moderne under regeringen Fogh, såsom miljøpolitikken, udviklingspolitikken og de humanitære indsatser. Husker De det? Hvor smigrende det altid var at være dansk turist i 90'erne? Overalt blev man rost for sin blotte nationalitet. Verden opfattede Danmark som de svages ven, og danskerne vænnede sig til verdens velvilje.

Denne ofte bekræftede selvforståelse grundlagde en intuitiv, bred dansk opbakning til og solidaritet med statens indsatser, som er blandt forklaringerne på, hvorfor danskerne stolede på, at også Fogh-regeringens krigeriske beslutninger var velfunderede og korrekte. Men da Fogh i Mandag Morgen i september 2006 advarede mod dem, der fik "ondt i maven" over hans krigsprojekter, advarede han reelt om, at han var i færd med et opgør med mange års brede fundering af Danmarks udenrigspolitik.

DET ER IKKE gået så for Anders Fogh Rasmussens indsats for en bedre verden. I Afghanistan er det, der først lignede et godartet genopbygningsprojekt efter sejren over Taleban, i dag en guerillakrig med lange udsigter og stadigt flere døde og sårede danske soldater. Hvad Irak angår, har Fogh et par gange nærmet sig en indrømmelse af fiasko - bl. a. ved at foreslå, at man ved fremtidige operationer mod undertrykkende regimer må "forberede sig meget nøje på, hvordan man bagefter genopbygger nationen." God idé.

Parallelt med de militære nederlag er resultaterne af regeringens indsats for politiske reformer i Mellemøsten gennem Det Arabiske Initiativ også til at overskue. Lars Erslev Andersen opsummerede sidste år projektets indbyggede modsætning: "Danmarks arabiske initiativ er en variant af det amerikanske 'Greater Middle East Project', som går ud på at bombe med den ene hånd og lave dialog med den anden. Dét er ikke ret idealistisk. Men herhjemme bliver det fremlagt med floromvundne ord om demokrati, reformer og partnerskaber. Og det skulle man lade være med. Det er en dialog, der er invaderet af magt." I mangel af denne erkendelse synes Arabisk Initiativ-projekterne i dag at henslæbe en diskret og ubetydelig tilværelse, glemt af Danmark og de lande, de skulle udvikle.

Regeringens øvrige internationale indsatser har båret præg af vægelsind. Udviklingsbistanden blev beskåret voldsomt ved regeringens tiltræden, og regeringen fastholder besparelsen (trods stadige signaler om bistandens vigtighed) - i uenighed med Folketingets øvrige partier, med regeringenspartiernes egne ungdomsorganisationer, og ifølge en Zapera-meningsmåling fra sidste uge også i uenighed med flertallet af den danske befolkning.

Og det gælder den danske klima- og miljøindsats, som under denne regering trods Connie Hedegaards gode vilje har tabt sin førerposition - ikke mindst fordi Fogh-regeringens korstog mod den foregående regerings miljøinitiativer har sat så varige spor, at der skal langt mere radikale reparationer til, end den hidtil har været rede til at igangsætte.

DER VAR ELLERS KLOGE TONER i Foghs udenrigspolitiske visioner anno 2006. "Når Danmark spiller en rolle globalt - og det gør vi - så skal vi også indrette vores lokale tænkning på det. Og hvad vi går og siger her, det bliver altså også hørt i de fjerne bjerge," erklærede statsministeren og påpegede dermed noget fuldstændig korrekt: At politisk magt og indflydelse på den globale scene ikke afgøres af geografisk størrelse, men i ligeså høj grad af f.eks. økonomisk magt og strategiske alliancer.

Problemet synes at være logikken i statsministerens følgeslutninger. Vi har i seks år haft en statsminister, for hvem det at lytte til modparten beskrives som "at få ondt i maven." For hvem storstatstænkning under karikaturkrisen var lig med at afvise at mødes med de muslimske landes ambassadører. For hvem enhver kritik af USA's mildest talt idiosynkratiske udenrigspolitik må afvises som en kritik af Danmark selv. Dermed har Danmark været med til at levere alibi til en amerikansk domineret geopolitik, der med den norske FN-repræsentant Jan Egelands ord util-ladeligt ofte har overset overgreb ét sted for at opnå strategisk fremgang et andet. Og dermed har Danmark stille og roligt undermineret sin egen position som et land, verden gerne ville lytte til.