Leder

Valgets første offer

17. november 2007

"Det er slet ikke vores opgave at bøje os for Dansk Folkeparti."

Gitte Seeberg, Ny Alliance.

MON IKKE integrationsminister Rikke Hvilshøj havde læst den ubehagelige skrift på væggen, da hun torsdag aften meddelte, at hun ikke længere vil være minister. Den 37-årige Venstre-kvinde har lyst til at prøve noget andet og havde aldrig forestillet sig at skulle henslæbe hele livet i politik. Det var den begrundelse, hun gav. Mere sandsynligt er det, at Hvilshøj har indset - hjulpet eller uhjulpet - at hun kunne se frem til en ikke helt ublid fyring i ugen, der kommer. Og i stedet for et smertefuldt nederlag, valgte hun selv at forlade banen. I hvert fald er det ikke svært at analysere sig frem til, at Hvilshøj næppe vil være den rette person til at formidle det brede samarbejde og imødekomme de partier, der i tre år har bekæmpet hende og hendes politiske linje med alle midler.

HVIS POSTEN som integrationsminister hidtil har været øretævernes holdeplads og den mest besværlige taburet i regeringen, så er det for intet at regne mod, hvad den bliver med den nye sammensætning af Folketinget. Både Ny Alliance og Dansk Folkeparti, som i disse dage forhandler regeringsgrundlag med Venstre og Konservative, har kørt de store kanoner i stilling. Naser Khader og Pia Kjærsgaard har ført en hård og direkte valgkamp mod hinanden med asyl- og indvandrerspørgsmålet som omdrejningspunkt. Nu skal, i første omgang, Anders Fogh Rasmussen og senere en ny integrationsminister bilægge uenighederne og få enderne til at nå sammen.

På forhånd har statsministeren udtalt ønsket om et nationalt kompromis om udlændingepolitikken - intet mindre. Det mest sprængfarlige politiske tema i nyere dansk politik skal altså afløses af konsensus og brede løsninger. Man kan kun ønske den nye minister god arbejdslyst og pøj, pøj med det. Ny Alliances Gitte Seeberg mener i tråd med statsministerens ambitioner, at hele udlændingeområdet trænger til et serviceeftersyn. Hendes formand Naser Khader sagde efter forhandlinger i går i statsministeriet ligefrem, at det er ultimativt, at partiet får en asylaftale med regeringen, ellers vil alliancen fremover stå frit.

ET AF DE BESVÆRLIGE spørgsmål er naturligvis de afviste irakiske asylansøgeres skæbne. Skal de have lov at bo og arbejde uden for asylcentrene, eller skal de have en eller anden form for opholdstilladelse? Det bliver den første sag, der skal løses, og man kunne håbe på, at alle var interesseret i én gang for alle, at få sagen lukket - sammen med Danmarks involvering i Irak-krigen. Det kunne passende ske ved at tilbyde de 3-400 irakere permanent ophold i Danmark. Når det kompromis er nået, rejser den næste sag sig. Det er spørgsmålet om at løsne op for mulighederne for at importere udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Regeringen har fremlagt en jobplan, som Dansk Folkeparti på forhånd er yderst skeptisk over for, mens Ny Alliance ønsker at gå endnu videre. I de igangværende forhandlinger om et regeringsgrundlag, som forventes støttet af både Dansk Folkeparti og Ny Alliance, har statsministeren klogeligt valgt at tage fat på de nemmere emner først - så som kvalitetsreform, klima og energi.

RIKKE HVILSHØJ er ved sin afgang blevet hyldet af Dansk Folkeparti for sin hårde, konsekvente linje i konkrete sager om asyl -og familiesammenføringer. Hver gang hun har hun forsvaret de åbenlyst urimelige afgørelser om udvisning, er det sket med henvisning til, at sådan er loven, og sådan har Flygtningenævnet vurderet i sagen. Kun sjældent er hun blevet konfronteret med den kendsgerning, at det er regering og Folketing, der udarbejder de love, som ligger til grund for afgørelserne.

Paradoksalt nok indledte Rikke Hvilshøj sin politiske karriere i intern opposition til Venstre-ledelsen og Foghs midterprojekt. Som medlem af den liberale debatklub 'Espresso' var Hvilshøj med i gruppen af unge Venstre-folk, som ønskede at trække Anders Fogh Rasmussen i mere liberal retning. En stram indvandrerpolitik og lukkede grænser er alt andet end liberalisme. Så Rikke Hvilshøj har formentlig ikke ført den stramme og menneskeligt barske linje med hele sit hjerte. Rikke Hvilshøj har ført den linje, hun har fået besked på, og som hun har været nødt til - blot har hun ikke været i stand til at videreføre budskabet med samme charme som sin forgænger, Bertel Haarder.

FØRST I SLUTNINGEN af næste uge sætter Anders Fogh Rasmussen sit ministerhold, og forbliver posten hos Venstre, er et godt bud, at regeringens problemknuser Claus Hjort Frederiksen (V) bliver ny integrationsminister. Det vil ligge godt i forlængelse af hans arbejde i Beskæftigelsesministeriet, og så er det svært at få øje på andre i Venstre-gruppen, som nyder samme respekt og integritet, når nu Bertel Haarder hellere vil flække sin arm på langs end at vende tilbage til sin gamle stol. Hvis tiden virkelig er kommet til et nationalt kompromis på et område, som i den grad har delt befolkningen og partierne, så skal der muskler og viljekraft bag. bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu