Leder

Valgkamp i drømmeland

9. november 2007

Der var engang en oliekrise. I gamle dage, for 34 år siden, besluttede organisationen af olieproducerende lande, OPEC, at reagere på Vestens støtte til Israel i den såkaldte Yom Kippur-krig mod Egypten og Syrien. OPEC indledte i oktober 1973 en olieembargo mod USA og Europa kombineret med sænkning af olieproduktionen og hævning af prisen. På få uger steg olieprisen fra godt tre dollar pr. tønde olie til næsten 12 dollar.

Vesten gik øjeblikkeligt i knæ. Mens OPEC skovlede milliarder ind, fik de europæiske lande underskud på betalingsbalancerne og forbrugerne færre penge mellem hænderne. Væksten faldt, inflationen steg, produktionen gik ned, og arbejdsløshed satte ind.

Samtidig måtte der gribes drastisk ind over for olieforbruget. I Danmark fik bilisterne kørselsforbud om søndagen. Hver anden gadelygte blev slukket. I offentlige bygninger blev temperaturen sat ned. Borgerne blev opfordret til at tage en ekstra sweater på og tage brusebade frem for karbade.

I marts 1974 afblæste OPEC embargoen, men de kriseramte vestlige lande led under eftervirkningerne i adskillige år.

I dag banker krisen på igen. Med et globalt olieforbrug, der er vokset med næsten 30 pct. siden dengang, er det internationale samfund så sårbart som nogensinde. Inden for de seneste knap 10 år er råolieprisen næsten 10-doblet, og alene de sidste 10 måneder har bragt noget nær en fordobling. I onsdags udsendte Det Internationale Energiangentur, IEA, sin hidtil mest alarmistiske advarsel om problemer forude. "Vi er på vej mod virkelig slemme tider," sagde IEA's cheføkonom Fatih Birol. Inden for de kommende syv år skal verden tilvejebringe en ny olieproduktionskapacitet på 37,5 mio. tønder pr. dag - svarende til 45 pct. af dagens produktion - for at opveje faldende produktion fra eksisterende felter plus øget efterspørgsel. "Hvis det gab ikke kan lukkes, kan vi ende med et forsyningschok ledsaget af eskalerende priser," siger Birol til Financial Times. Hvis dagens høje vækst i Kina fortsætter, kan der ventes gennemsnitlige globale oliepriser omkring 87 dollar pr. tønde med udsving til over 110 dollar det kommende tiår, advarer Birol og taler om en "definitiv risiko" for global økonomisk recession. Og det i givet fald i en situation, hvor de mellemøstlige OPEC-lande sidder på en stadig større andel af produktionen og - i kraft af deres stigende olieindtægter - en stadig større økonomisk magt.

Alligevel råder sorgløsheden. I de seneste døgn illustreret i smørhullet Danmark, hvor bilparken og transportsektorens forbrug af olieprodukter vokser støt og ubekymret. Helt absurd blev det under valgkampen i går, hvor både Dansk Folkeparti og Venstre reagerede på benzinprisstigningerne. "Dansk Folkeparti beder regeringen sørge for, at borgernes privatøkonomi ikke lammes af de hastigt stigende olie- og benzinpriser," sagde partiets skatteordfører, Mikkel Dencker, og forlangte en reduktion af momsen på benzin og diesel i takt med prisstigningen. Venstres finansordfører, Peter Christensen, vil på et snarligt møde i Skatterådet tilsvarende forlange kørselsfradraget hævet, fordi det er steget mindre end benzinprisen. I stedet for at lade prismekanismen virke og hjælpe danskerne til en mindre olieforbrugende og klimabelastende transportadfærd vil de to politikere altså regulere markedet, så den uholdbare biltrafik kan opretholdes og danskerne rulle videre, upåvirket af virkeligheden. Meget mere alvorligt tages situationen ikke af transport- og energiminister Jacob Axel Nielsen (K). Han afviste i gårsdagens avis at skærpe sit partis og regeringens langsigtede energisparemål i lyset af olieprisstigningerne og advarslerne fra IEA. De gældende sparemål bygger på forældede, alt for lave oliepriser og høster derfor ikke de samfundsøkonomiske gevinster, der ligger i at reducere det fossile energiforbrug. Ministeren er imidlertid i følge eget udsagn en forsigtig mand, der ikke vil risikere at gå for langt: Tænk, hvis olieprisen ikke stiger så voldsomt, og man dermed kom til at spare for meget og for dyrt ...

Situationens alvor er simpelthen ikke gået op for politikerne. Forholdene er anderledes end i 1973-74, fordi der ikke er tale om, at oliesheikerne skruer ned for hanerne fra den ene dag til den anden. Derfor tager politikerne afslappet på tingene, men i virkeligheden er situationen i dag meget mere ildevarslende: Dengang kunne oliesheikerne jo skrue op for hanerne igen og gjorde det også, hvorimod problemet nu ligger på efterspørgselssiden - det støt voksende globale forbrug, som det er meget vanskeligt at påvirke på kort sigt.

Dagens oliekrise er nok langsommere i sin eskalering, men til gengæld kronisk og dermed langt mere ondartet.

"Vi vil have mere handling i stedet for flere målsætninger, flere møder og mere snak. Men der sker ingenting," siger en frustreret Fatih Birol. Og røber sin allerdybeste bekymring: Verdensøkonomien skal såmænd nok på sigt indrette sig og folk finde en måde at tilpasse sig tårnhøje oliepriser. Hvorimod de klimaændringer, der følger med et fortsat højt fossilt brændslesforbrug, er "irreversible".

"Det er meget, meget foruroligende," siger Fatih Birol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu