SANGERINDEN Birthe Kjær har måttet lide den tort at blive taget af plakaten, når håndboldkvinderne fra Team Tvis/Holstebro spiller på hjemmebane. Man har valgt at fyre mere "aktuel og hårdtslående" musik ud over anlægget før, under og efter kampene. Som ekstra salt i såret skriver den lokale avis Dagbladet Holstebro-Struer, at dette er noget, man som "håndboldtilskuer kan glæde sig over".
Til gengæld kan sangerinden glæde sig over for første gang nogensinde at have fået en anmeldelse i Politiken. Bladets rockkritiker roser hende for at være "ægte, ærlig, stædig, professionel, kompetent, sej og sød".
En fornem juleplade skriver han også om Let it snow, som den hedder. Dansktoppens svar på Birthe Rønn Hornbech, lyder det endvidere. Altså noget meget gedigent.
Forklaringen kan være, at sangerinden denne gang bakkes op af noget så fint som Prags Symfoniorkester, men anmeldelsen utvivlsomt ses i en langt større sammenhæng. Efterfølgende var der da også et interview om, hvordan det mon var omsider at blive anmeldt og anmeldt positivt i avisen? Birthe Kjær var selvsagt lykkelig over det.
POLITIKEN har altid haft hang til finkultur og udvist hån mod det folkeyndede på kultursiderne. Hvilket avisen bestemt ikke er ene om, skulle vi hilse og sige. Sådan gør alle. Men avisen har haft førerstillingen som kulturradikalismens højborg, og til denne ismes skyggesider hører en næsten automatisk nedvurdering af det populære.
Vores egen anmelder Klaus Lynggaard sagde for et par år siden på et møde i Dansk Kunstnerråd, at hvor det at please publikum tidligere trak nedad, så han i dag nærmest omvendt på sagen.
Netop i denne julemåned hopper mange glade medarbejdere rundt på dansegulvene til "Den knaldrøde gummibåd" ved diverse firmafester - danse vil være for dyrt et ord at bruge. Det gælder også kulturredaktionernes folk.
Birthe Kjær har selv bemærket det: "Før var folk mere delt op, og det var sådan, at kunne man lide rock, var det udelukket, at man også kunne lide dansk pop. Nu skråler de unge med på "Den knaldrøde gummibåd"; der er ikke noget, der er flovt mere."
DETTE paradigmeskift, intet mindre, kommer på rette tidspunkt. Enhver ved, at kulturindustrien i dag er en politisk faktor af vældige dimensioner. Dens betydning i bredere forstand indså Anders Fogh Rasmussen, da han blæste til kulturkamp i børneinstitutioner, skoler og medier.
Senest er Pia Kjærsgaard blevet medlem af Folketingets kulturudvalg, hvorfra hun vil kæmpe kampen videre, og det er i denne sammenhæng rehabiliteringen er interessant. Først erobrede hun Richard Ragnvald. Ham kan hun beholde, men der er ingen grund til at lade hende løbe med Birthe Kjær & Co. også. Forresten har 'paradigmeskiftet' i Idrætscenter Vest i Jylland ikke hjulpet håndboldkvinderne fra Team Tvis/Holstebro synderligt. Holdet spiller p.t. helt ad helvede til.
ØV, sikke en dum bemærkning: "Netop i denne julemåned hopper mange glade medarbejdere rundt på dansegulvene til "Den knaldrøde gummibåd" ved diverse firmafester - danse vil være for dyrt et ord at bruge. Det gælder også kulturredaktionernes folk."
Dans er hvad man gør det til, der er faktisk meget vide grænser for hvad dans er.
Hvis folk har lyst til at hoppe rundt på stedet, så er det dans. Alle bør opmuntres til at danse, også dem, der forlegent siger "jeg kan ikke danse". Oplev glæden ved at røre sig spontant i godt selskab. Dans er livsglæde, dans giver livsglæde, luft i lungerne og god motion.
Og hvem har ikke brug for motion og livsglæde midt om vinteren?
I skal ikke høre på ham Bjørnkjær, han har slet ikke forstand på dans.