Leder

Bushs tragiske fiasko i Iran

5. december 2007

Offentliggørelsen mandag af det amerikanske efterretningsvæsens rapport om Irans atomprogram er en historisk skelsættende begivenhed, som vil få vidtrækkende konsekvenser på mange leder og kanter.

Rapportens hovedkonklusion er, at Iran stoppede sit atomvåbenprogram i 2003 på grund af internationalt pres, og at landet sidenhen har fastholdt denne politik. Det står i greel kontrast til et iransk regime, som ifølge den amerikanske regering og dets europæiske allierede siden januar 2006 har beriget uran i sit civile atomprogram for at anskaffe nok fissile brændstoffer til at bygge en atombombe så hurtigt som teknisk muligt. Koblet sammen med udviklingen af ballistiske raketter skulle der ifølge præsident George W. Bush, Tony Blair, Gordon Brown, Nicholas Sarkozy og Bernard Kouchner ikke være et gran af tvivl: Under præsident Mahmoud Ahmedinejad har Iran tilsidesat alle politiske, økonomiske og militære konsekvenser og blindt forfulgt sine atomare ambitioner, hvis formål skulle være at genopbygge det persiske riges storhed og shiiters magt i Mellemøsten og - for ikke at glemme kernen i denne historie - udfordre USA's overhøjhed i regionen og oppiske de arabiske massers fjendtlighed mod Israel.

Hvis de 16 amerikanske efterretningsagenturers National Intelligence Estimate (NIE) står til troende - og det er der indtil videre ingen grund til at betvivle - så er det lykkedes for Ahmedinejad og ayatollaherne at bluffe USA og EU, ja, selv Rusland og Kina. Det minder meget om Saddam Husseins bluffnummer i 2002-03. Saddam benyttede i al sit storhedsvanvid USA's og nabostaternes frygt for Iraks masseødelæggelsesvåben til at foregive en indflydelse, som han ikke var i besiddelse af. Det kostede ham og regimet livet. Ahmedinejad har spillet det samme kort.

Hvis det er korrekt - som NIE-rapporten siger, og det Internationale Atomenergiagentur, trods protester fra USA, har hævdet i lang tid - at der ikke findes beviser for et atomvåbenprograms eksistens i Iran, kunne Teheran med den største lethed have åbnet portene for IAEA's våbeninspektører. Gennem inspektion kunne det internationale samfund sikre sig, at berigelsen af uran udelukkende var til civile formål, altså til udvinding af atomenergi. Som modydelse ville USA og FN have ophævet politiske og økonomiske sanktioner til gavn for Irans erhvervsliv og den civile befolkning. Men øjensynligt har Ahmedinejad og ayatollaherne været mere interesseret i at styrke Irans politiske indflydelse vis-à-vis USA og dets arabiske allierede, herunder Irak. Det bliver fascinerende at iagttage, om Ahmedinejads modstandere vil bruge dette bekostelige bluffnummer til at genvinde deres indflydelse og måske besejre ham i præsidentvalget næste forår. Konsekvenser må komme af en så halsløs og kynisk magtpolitik.

NIE-rapportens politiske følger for USA bliver mindst lige så afgørende. Den første og mest selvindlysende konsekvens er, at et militært angreb på Iran inden Bushs afsked i 2009 ikke længere står på tapetet. Præsidenten ville aldrig kunne få sin regering og Kongressen til at godkende en krig mod et Iran, som ikke prøver at fremstille en atombombe. Hele verden kan med andre ord ånde lettet op. Vi får ikke en krig til. Men der er også et urovækkende aspekt ved denne historie. Endnu engang synes Bush-regeringen at have ført sin politik på et spinkelt efterretningsgrundlag. Den famøse NIE-rapport i 2002 om Irak viste sig at være falsk og vildledende. Nu får vi at vide i gårsdagens rapport, at det samme gjaldt for NIE's evaluering af Irans atomprogram i 2005 - altså de efterretninger, som USA har bygget sin aggressive Iran-politik og -retorik på. Det var med andere ord ikke sandt, som der stod i NIE-rapporten i 2005, at Iran havde et aktivt atomvåbenprogram.

Det er intet mindre end katastrofalt for USA's internationale troværdighed. Under præsident Bush er supermagtens omdømme faldet til et historisk lavpunkt. Nu ser vil det ende dybt nede i en sort kælder. På en pressekonference i går insisterede Bush (helt fantastisk) på, at alt står ved det gamle, og at USA's partnere fortsat bør slutte op om en strengere sanktionspolitik mod Iran.

"Jeg forbeholder mig stadig alle muligheder," sagde han (altså også krig). Hvis det ikke var så dybt tragisk, kunne man føle sig fristet til at le ad denne nar af en præsident. Han kan ikke engang få sig selv til at tage følgerne af sin fallerede Iran-politik og fremlægge et nyt udspil, som f.eks. tilbyder Iran sikkerhedsgarantier, diplomatiske forbindelser og ophævelse af sanktionerne mod indstilling af uranberigelse og tilsynsføring fra IAEA.

Hvorfor skal USA's allierede fortsætte med at være gidsler af en præsidents rabiate udenrigspolitik, som udelukkende tjener USA's national-egoistiske interesser? Bush kan godt skyde en hvid pind efter nye FN-sanktioner mod Iran.

Nu må USA's partnere vente indtil magtskiftet i Washington på at få en Iran- og Mellemøstpolitik med et minimum af fornuft og logik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu