Leder

Domstol på dybt vand

14. december 2007

Det er hverken specielt mærkeligt eller specielt uventet, at den københavnske byret i går med én dommers dissens afviste at dømme T-shirt-aktivisterne Fighters+Lovers for støtte til terrorvirksomhed. Men dommen åbner op for flere politiske sager i det danske retssystem.

Selv om bevægelserne FARC og PLFP, hvis radiostation og grafiske værksted aktivisterne ville støtte, er på EU's terrorliste, er dét ikke i sig selv et gyldigt juridisk bevis for, at de faktisk er terrororganisationer. Derfor havnede den københavnske byrets dommere i den noget bizarre situation at skulle afsige dom om fjerne, globalt omdiskuterede emner, som der ikke er hverken juridisk eller politisk konsensus om. Anklageren skulle ikke blot bevise, at de syv Fighters+Lovers-aktivister havde tænkt sig at støtte FARC og PFLP med henvisning til paragraf 114b, der forbyder støtte til terror (de syv har aldrig nægtet, at pengene skulle gå til FARC og PLFP). Anklageren skulle desuden løfte en selvstændig bevisbyrde for, at FARC og PLFP begår terror i den danske straffelovs forstand. Da sagen er den første af sin art i Danmark, var der ingen retspraksis at støtte sig til.

Om disse to omdiskuterede bevægelser, som nogle betragter som terrorister, andre som legitime oprørere mod en rettighedskrænkende overmagt, reelt ER terrorister, skulle Københavns byret vurdere på basis af syv såkaldte ekspertvidner: fra anklageren en tidligere israelsk efterretningsagent, en dansk PET-analytiker samt en forsker ved den amerikanske tænketank RAND Corporation. Og fra forsvaret to journalister fra Danmarks Radio med speciale i hhv. Colombia og Israel-Palæstina, et medlem af det latinamerikanske parlament samt en israelsk historiker.

MED AL RESPEKT for de indkaldte vidner er det betænkeligt, at en byret skal afsige dom om så afgørende og politisk kontroversielt et spørgsmål som forskellen på legitimt oprør og illegitim terror ud fra et par dages vidneudsagn. Og med gårsdagens dom og dens konsekvenser for fremtidens håndhævelser af den danske terrorlovgivning har domstolen reelt accepteret denne præmis.

Dommen erklærer således, at retten fandt det bevist, at organisationerne FARC og PFLP udfører handlinger, der er omfattet af straffelovens terrorparagraf. Samtidig understreges det, at retten "ikke har kunnet tage nærmere stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang."

En noget kryptisk formulering, der ikke bliver mere indlysende af, at frikendelsen erklærer, at det ikke findes tilstrækkeligt bevist, at FARC og PFLP har til formål 'uretmæssigt' at vælte landenes styrer, og kravene til dom efter terrorparagraffen derfor ikke er opfyldt.

Hermed har det danske retssystem accepteret myndighed til og skabt præcedens for at tage stilling til komplicerede, politiske spørgsmål, uden dog at tage stilling i den aktuelle sag, fordi bevisførelsen ikke har været tilstrækkelig. Så det står stadig åbent, om en dansk byret kan tage stilling til spørgsmål som: Er væbnet kamp mod den israelske henholdsvis colombianske stat og myndigheder terror eller legitim modstand? Spiller det nogen rolle, om civile drab og overgreb er 'fejl' eller del af en bevidst strategi? Opnår en organisation legitimitet, hvis den ændrer strategi fra angreb mod civile til angreb på militære og politiske mål? Og endelig: Lever Israel og Colombia op til basale demokratiske og retsstatslige principper? I disse spørgsmål har forsvarer og anklager været uenige om tolkningen af antiterrorloven og dens forarbejder.

DEN STØRSTE UENIGHED inden for lovgivningens præmisser fødes af spørgsmålet om kontekstens betydning for, hvorvidt væbnet kamp er legitim eller ej. Her har Folketinget nemlig åbnet op for politiske domme ved at beskrive terrorspørgsmålet relativt og samtidig overlade det til juraen.

En betænkning til antiterrorloven, vedtaget i Folketingets Retsudvalg, præciserer således:

"Begrebet terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Den legitime stat bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincippet."

Denne betænkning skal beskrive "dilemmaet mellem at beskytte de grundlæggende frihedsrettigheder i et demokratisk og åbent samfund samtidig med, at bestemmelsen ikke må kunne misbruges til at underminere selv samme rettigheder og samfundsform."

Og det er da i sandhed et dilemma, der går igen i de politiske kampe verden over i disse år. Det kan endog være lidt svært at komme i tanker om frie, lige, respektfulde stater, der uden undtagelser, med rene hænder, lever op til det samfundsideal, som betænkningen beskriver. Med gårsdagens dom er porten åbnet for fremtidige politiske retssager om, hvem der er den gode stat samt hvordan, hvorfor og mod hvem, man har ret til at øve modstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu