Leder

EU til eksamen

8. december 2007

Ingen andre steder er så mange fredsbevarende styrker samlet pr. kvadratkilometer. Få andre steder har en arbejdsløshed så håbløs: helt op mod 70 procent. Den sorte økonomi er ude af kontrol, og det langvarige FN-styre er trægt og korrupt. Det har ikke bragt lykke til Kosovo at være under det internationale samfunds vinge.

Provinsen når på mandag en skæbnetime - for sig selv, og for hele Europa og EU. Mens de 300 danske tropper ved nøglefloden Ibar, 15.000 andre NATO-tropper og tyske, engelske, franske og italienske styrker i ekstraordinært beredskab holder vejret, varmer diplomaterne op til en storpolitisk konfrontation på europæisk jord med de gamle koldkrigsmagter som stort satsende aktører.

Der er perioder, hvor debatten om EU's rolle i verden synes at handle om bureaukrati, ævl, kævl og apati. Den kommende uge bliver ikke én af dem. Det står allerede klart, at der ikke er nogen enighed i vente, når repræsentanterne fra EU, Rusland og USA mandag officielt fremlægger resultatet af måneders forhandlinger med serbiske og kosovo-albanske ledere.

Forsøget på en ny forhandlingschance, efter at det mislykkedes for den finske ekspræsident Mahti Ahtisaari at opnå enighed om sin plan for en "overvåget uafhængighed" for Kosovo, er slået fejl. Og nu melder vestlige diplomatiske kilder, at der ikke skal være flere chancer.

Fra mandag er der kun én vej: Tilbage til Ahtisaari-planens overvågede uafhængighed; de første skridt på en 'koordineret' vej mod Kosovos selvstændighed. USA og Storbritannien fører an, og de fleste af EU-landene bakker op.

Imens vil serbiske ledere ikke erklære sig tilfredse - og dermed heller ikke Rusland. De vil hævde, at der aldrig har været tale om reelle forhandlinger, forsåvidt som USA for længst har erklæret, at de kun kan have ét mål: uafhængighed.

I det hele taget har det ikke skortet på buldren om Kosovos fremtid. Torsdag erklærede en af Serbiens regeringsrådgivere, at hans land vil forsvare dets suverænitet "med ethvert middel". Ophavsmanden til den plan, det internationale samfund nu vil sætte sin lid til, Mahti Ahtisaari, har erklæret, at det slet ikke var værd at forsøge at tale med Serbien. EU's forhandler Wolfgang Ischinger har til sin undren måttet konstatere, at Ahtisaari kun bragte forhandlingsparterne til samme bord én gang under sit mandat og aldrig tvang dem til så meget som at forestille sig et realistisk scenarie for provinsens fremtid.

DET ER IKKE PINDEHUGGERI at hænge sig i, hvordan Kosovo har klaret sig under FN's styring, eller hvordan man har håndteret mæglingsforsøgene, for Kosovo kan udvikle sig til en storpolitisk konflikt med mindelser om koldkrigstidens stålsatte fronter i et omfang, som få havde troet muligt så kort tid efter jerntæppets fald.

Dén situation har ikke meget at gøre med hverken kosovo-albanerne, hvis iver efter selvstændighed ikke mindst skyldes desperationen over deres vanskelige kår, eller med serberne, hvoraf flertallet, ifølge den britiske Balkan-kender Timothy Garton Ash, i hjertet forlængst har indset, at Kosovo er tabt.

Den storpolitiske hårdknude, der er ifærd med at stramme sig til, har at gøre med alt muligt andet end den plagede regions indbyggere og deres interesser - fordi det internationale samfund har tilladt den at udvikle sig derhen; væk fra det reelle spørgsmål og ud i de geopolitiske magtspil.

Hårdknuden har at gøre med en amerikansk præsident, der insisterer på "hård magt" som missilskjolde og militærbaser i et Østeuropa, hvor USA ellers ikke synes under beskydning.

Den har at gøre med en russisk præsident midt i en valgkamp, hvis altovervejende argument er mistænksomhed mod udlandet og især USA. Og den har at gøre med et EU, der kæmper for at vokse sig stærk nok til at sikre fred på det europæiske kontinent.

Kun to dage efter forhandlingstrojkaens fremlæggelse følger næste test: På onsdag træder Rusland efter alt at dømme endeligt ud af den såkaldte CFE-traktat, der har reguleret troppetilstedeværelse, våbenarsenaler og gensidige militære inspektioner i Europa indtil nu.

Også her ser forhandlingsforsøgene ud til at slå fejl. Og også den europæiske demokrati- og menneskeretsvagthund OSCE er ved at udvikle sig til en kampplads for en russisk/amerikansk magtkamp, der nåede et nulpunkt, da OSCE opgav at overvåge det nys afholdte russiske parlamentsvalg.

Som under Den Kolde Krig virker mange af brydekampene absurde: Hvorfor opruste missilskjolde og magtdemonstrationer i en region, hvor ingen rigtigt er hinandens fjender?

Men som under den kolde krig vil opskruningerne følge deres egen eskalerende logik, hvis staterne ikke handler køligt, roligt og kompromisorienteret.

Hvert nye ultimatum er en gave til eskaleringen og den magtbefæstelse, der baserer sig på angst og frygt. EU har chancen for at vise, at der findes et alternativ.

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Brug for ægte ledere

    22. marts 2008
    SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu