Leder

EU's skud i foden?

21. december 2007

SÅ skete det. Nej-bevægelserne fik kød på en anklage mod det europæiske samarbejde, de altid har fremført: at samarbejdet i EF og nu EU i det lange løb ville underminere både den nordiske fagbevægelse og den nordiske velfærdsmodel.

Den 18. december afsagde EF-domstolen dom i den såkaldte Vaxholm-sag. Sagen handler om, hvorvidt et lettisk firma har ret til at arbejde i Sverige på lettiske overenskomster og ikke på svenske.

Det har de, afgjorde EF-domstolen tirsdag, og det er "en chokerende dom imod nordiske lønmodtageres rettigheder", lød det fra den danske JuniBevægelses formand, Hanne Dahl. Hun kritiserede også , at EF-domstolen "mener, den har lov til at agere arbejdsret i de enkelte lande, og at den ikke regner de nordiske kollektive overenskomster for det papir værd, de er skrevet på."

MODSAT, og ikke overraskende, mente det danske medlem af Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen fra Venstre, at dommen var "fuldstændig rigtig". Hun fremfører, at det i modsætning til i Danmark ikke er tilladt i Sverige "at konflikte mod en virksomhed, der har en overenskomst - undtagen hvis det er en udenlandsk overenskomst". Det er diskrimination, sagde hun med henvisning til, at det lettiske firma havde en hjemlig overenskomst, men blev udsat for kollektive svenske blokader. "Dommen angriber en svensk urimelighed, men altså ikke den danske model. Dommen anerkender fortsat den grundlæggende konfliktret," sagde hun.

Det kan Anne E. Jensen have ret i, men på den anden side er det utvivlsomt sandt, som en "dybt frustreret" formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, efter dommen sagde til Politiken, nemlig at konsekvensen af dommen naturligvis kan blive løndumping, som det hedder på socialdemokratisk - eller konkurrence på lønninger, som det hedder på nyliberalt.

DET er ikke til at vide, hvor vide konsekvenser, afgørelsen vil få. I Danmark afventer beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen en redegørelse fra sine jurister. Der ér grund til bekymring set med danske arbejdsmarkedspolitiske briller, men Europas socialdemokratiske politikere kan dårligt lade, som om de ikke kender konsekvenserne af servicedirektivet, som har til hensigt at skabe mobilitet og af EU's indre marked. Og som uden tvivl skaber arbejdspladser i Unionen, inklusive i de nye østlande, der kan gå ud over de rettigheder, som fagbevægelsen har skabt for 'gammeleuropæerne'.

Den udvikling er genstand for en politisk meget ømfindtlig diskussion i hele EU. Samtidig er det en uenighed, der viser, at EU er en politisk kampplads, hvor liberale, sociale og konservative politiske kræfter slås om at skabe morgendagens Europa.

Men inden temperamenterne løber af med en, er det værd at huske, at 'EU' ikke tager beslutninger, uden at de folkevalgte politikere står bag.

Det er dem, eventuelle klager skal rettes til, og ikke et ubestemmeligt liberalt monster i Bruxelles eller Luxembourg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

For at få en fod inden for det som i følge Anne Grethe Rasmussen ikke er et liberalt monster i Bruxelles, er man dog nød til at antage monstrøs størrelse. Det kræver kolossale ressourcer at påvirke beslutningsprocessen, hvis den overhovedet lader sig påvirke demokratisk.

Nogle af de store kræfter som måske kan påvirke udviklingen er vores egen tidligere statsminister, en af elefanterne på kirkegården, en rigtig socialkammerat, Poul. Under kampvalget til lederrollen i S lod Frank Jensen vide, at han aldrig havde tvivlet på, at den gode Poul var socialdemokrat. Det burde han havde gjort alene ved erindringen om den kniv Poul satte behændigt i ryggen på Svend et årti tidligere. Han fik nemlig en i ryggen umiddelbart efter af selv samme kammerat Poul! Jeg tror denne elefant har et og andet at sige dernede.

Alt hvad der foregår inden for statsdannelse EU er uendeligt langt væk fra, hvad der har med ”ægte” demokrati at gøre. Det er de gamle komplimenterende modsætninger inden for det økonomiske system, centreret om lønarbejdsinstitutionen og den mere eller mindre globale kapital der kører klatten. Dertil har man så føjet lidt fernis i form af uforpligtende snak om indre og ydre miljø.

Men monsteret er ikke demokratisk, det må man ikke tro. Om demokratiet så nogen sinde har været udtryk for en form for sand myndighed, det er noget man burde begynde at overveje. Det er meget sandsynligt at demokrati er den mest effektive form for ansvarsforflygtigelse der endnu er set.(en helt anden problemstilling)

Alene det, at ethvert initiativ i retning af et nyt direktiv skal komme fra en lille kommission en enkelt kommissær, burde få en demokrats alarmklokker til ringe, for så vidt som man er demokrat.

Den økonomiske politik er institutionaliseret fastkurspolitik, skabt med det formål at lade Euroen overtage en del af dollarens historiske funktion som verdens reservevaluta. Geopolitisk sigter man også mod at udvikle en større militær. Alt inden for institutionen går ud på at sikre kapitalens værdi, gøre dens allokeringer internt på markedet så smertefri som muligt, så lukrativt som muligt, og øge dens værdi i forhold til omverdenens valutaer (fastkursmomentet).

Formålet er vækst, økonomisk vækst. At forestille sig at denne kolos skulle være i stand til at nytænke, inddrage indsigten i at selve den økonomiske vækstfilosofi er udtryk for en selvnegerende intentionalitet, det er simpelt hen for langhåret, for fremmed i dette autistiske univers af institutionsbørn.

Men hvad, her står jeg, og hvad svarer min beskrivelse til. Gid vi kunne se lortet rigtigt ude fra!