Fremgang og stabilitet: Regeringen Fogh gik til valg på et løfte om, at festen fortsætter. Økonomer har længe advaret mod overophedning, og prognoserne for 2008 og 2009 har længe indikeret, at væksten i den danske økonomi skulle falde til omkring en pct. Iagttagere af boligmarkedet har i løbet af 2007 konstateret prisfald på de ellers så attraktive ejerboliger. Og iagttagere af de internationale finansmarkeder har længe bekymret sig offentligt over konsekvenserne af den amerikanske lånekrise. Dertil kommer stigende oliepriser og den intense kamp om de knappe energiressourcer som en trussel mod den økonomiske stabilitet. Men disse symptomer på en international finanskrise, som også kunne påvirke den danske økonomi, blev ikke bare ignoreret under valgkampen i 2007. De blev afvist som naragtigt sortsyn og pladderpessimisme. Der blev i stedet fundet 'råderum' til en omgang skattelettelser.
Statsministerens løfte til befolkningen var, at Danmark er hævet over eksterne faktorer. Dette er også præmissen for den såkaldte 'kontraktpolitik'. Løftet om fremgang og stabilitet, skattestop og kontraktpolitik udsteder garantier til borgerne: Der kommer ingen ubehagelige overraskelser i næste valgperiode. Verden står stille, mens Danmark går fremad.
Fremgangen i den danske økonomi har især været funderet på to søjler: Danskerne er blevet dygtige småkapitalister, der investerer flittigt i værdipapirer og aktier. Og de er blevet belønnet: Den danske aktiebeholdning er steget med 400 pct. siden 2002. Med den internationale kreditkrise er den fest forbi - for nu.
Den anden søjle i den danske økonomi er prisstigninger på ejerboliger. Danskerne har også været flittige til den manøvre, der kaldes at 'realisere friværdien' i ejerboligen. Det har med andre ord omsat differencen mellem købsprisen og den aktuelle vurderingspris til forbrug. Bankerne og kreditinstitutterne er blevet ved med at tilbyde nye og stadigt mere fleksible former for lån. Og de har været så heldige, at deres egne økonomer og ejendomsmæglere er blevet brugt som uvildige eksperter i medierne, hvor de er blevet ved med at love fremgang og stabilitet. Den formodentligt kritiske journalistik har holdt mikrofonen frem mod 'finanseksperter', som lever af, at folk bliver ved med at optage nye lån, købe flere ejerboliger og realisere friværdi. To typer sælgere har domineret offentligheden: Politikere fra begge sider, som ville sælge sine løfter om evig fremgang, og bankøkonomer og ejendomsmæglere, som ville sælge lån og boliger. Nogle gange er det ikke marxismen, men fraværet af den, som er vulgær....
Nu viser det sig, at priserne ikke bare falder på boligmarkedet, de falder drastisk. Til Børsen i går forudser økonomer tvangsauktioner i 2009 og alle dem, der har realiseret friværdi ud fra ekstraordinært høje vurderinger af priserne på fast ejendom, kan se frem til ubehagelige efterregninger. Det gælder ikke mindst de mange, der er 'teknisk insolvente'; altså dem, der skylder mere i huset, end det er værd. Som en ejendomsmægler fra HOME siger til Jyllands-Posten: "For to år siden kunne vi sælge alt. Markedet var helt hysterisk". Nu er der "områder, hvor man næsten ikke kan komme frem for bare Til salg-skilte".
Det betyder ikke kun, at folk holder op med sælge boliger. Det betyder også, at dem, der bor godt, holder op med at tage lån i friværdien for at installere lækker kogeø, badekar på gyldne løvefødder, gigantiske panoramavinduer og måske endnu en fræk firehjulstrækker til storbyjunglen.
Festen er forbi. Og selv regeringen Fogh har erkendt, at økonomerne ikke bare er pladderpessimister, som skulle finde sig nogle nye og mere optimistiske lærebøger.
Man kunne mene, at det sådan set var på høje tid, at festen sluttede. Danskerne har allerede mere end nok: Formuen for den gennemsnitlige dansker er på trekvart million, og julehandlen slår sikkert igen alle rekorder med købene af ubrugelige og usmagelige rædselsgenstande. Men faldende vækst fører ikke til et opgør med 'vækst'-tanken. Forbrugerne tænker ikke automatisk i bæredygtighed, kollektiv transport og omstilling til nye energiformer, bare fordi de får færre ressourcer til forbrug.
De rigeste klarer sig som regel godt i lavkonjunkturer: De køber billigt, mens priserne er nede og venter med at sælge videre, til de er oppe igen, mens dem, der lige med nød og næppe og risikable lån er kommet med på boligvognen, bliver stavnsbundet til deres bolig og arbejdsplads. Det er i den kontekst ikke tilfældigt, at krisebevidstheden først formuleres politisk, når de offentligt ansatte skal til at forhandle løn. Regeringen vil naturligvis ikke røre skattefradraget på private sygeforsikringer, som begunstiger de ansatte i den private sektor eller fradragsretten på pensionsopsparingen, der begunstiger dem, som har råd til at lægge til side til alderdommen.
Nu er det tid til "rettidig omhu" og "økonomisk ansvarlighed", og den starter tilsyneladende hos pædagogerne, sygeplejerskerne og sosu-assistenterne. Hvis de ikke rigtig kan mærke fremgangen og stabiliteten, kan de trøste sig med skattekortet for 2008 - det sidste postkort fra højkonjunkturen.
