Leder

Fortielser

Debat
12. december 2007

"Det handler om, hvilken fremgangsmåde vi sædvanligvis bruger i Danmark, og vi ser ingen grund til at fravige den fremgangsmåde."

Statsminister Anders Fogh Rasmussens begrundelse for at afvise en folkeafstemning om Lissabontraktaten.

DET VÆRSTE VED regeringens og Socialdemokraternes beslutning om ikke at sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning er den dunst af fortielser og skjulte dagsordener, den er kommet til verden i. Den ubehagelige lugt af uærlighed har omgærdet dansk Europa-politik siden industrien og dansk landbrug i en historisk skræmmekampagne fik Danmark meldt ind i EF i 1972. Sandheden har altid haft det svært i de tilspidsede beslutninger og de følelsesladede kampagner. Således også denne gang. Forløbet er som følger: Det store europæiske prestigeprojekt - forfatningen - stemmes ned i to af Europas mest integrationsivrige kernelande, Frankrig og Holland. Efter et par års tænkepause fortsætter arbejdet. Traktaten barberes til, mens substansen næsten er den samme. Væk er symbolerne, menneskerettigheder, og væk er efter tysk mellemkomst ni mindre anstødsstene, som hver for sig ville have udløst en dansk folkeafstemning om suverænitetsafgivelse.

EUROPAS STATS- OG regeringschefer har ønsket at undgå flere folkeafstemninger i medlemslandene fra det øjeblik forfatningen var faldet. Og det er lykkedes - kun Irland skal som det ser ud nu - stemme om den tilrettede forfatningstraktat. Juridisk går Lissabon-traktaten altså lige til grænsen af den danske grundlov, men ifølge juristerne i Justitsministeriet, så holder den sig inden for, og det er, hvad statsministeren og det store oppositionsparti henholder sig til. Det betyder, at vi aldrig får nogen debat om traktaten, og det betyder, at det formentligt bliver endnu sværere at få fjernet de danske undtagelser, som i løbet af de næste år skal sendes til afstemning. Det vil være et selvstændigt argument, at danskerne blev snydt for at stemme om Lissabon-traktaten.

INFORMATION HAR TIDLIGERE på denne plads argumenteret imod en folkeafstemning om Lissabon-trataten. Mellem 500 og 1.000 siders kompliceret juridisk EU-tekst egner sig ganske enkelt ikke til en folkeafstemning, og beslutningen bliver ikke mere demokratisk af, at beslutningen bliver sendt til en folkeafstemning med alt, hvad dertil hører af demagogi og skræmmekampagner. Men regeringen og Socialdemokraterne skal afvise ønsket om en folkeafstemning med redelige argumenter. Det nytter ikke noget at fifle rundt med nogle juridiske spørgsmål om grundloven og afgivelse af suverænitet. Langt mere ærligt ville det være at bakke op om det parlamentariske repræsentative demokrati og slå fast, at den type beslutninger bør ligge i Folketinget. Det er hvad vi har de folkevalgte til - at varetage Danmarks interesser internationalt ud fra forskellige politiske synspunkter. Folkeafstemningerne om EU-traktater er blevet en dårlig vane, hvor Folketinget alt for bekvemt har kunnet kaste ansvaret fra sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her