Leder

Håndsky præster

Debat
13. december 2007

Den danske Folkekirke har en særstatus i det danske samfund. Grundloven slår fast, at kirken understøttes af staten. Den evangelisk-lutherske folkekirkekristendom er den officielle religion her i landet, og præsterne i den danske folkekirke er ansat af staten.

Men her hører enhver sammenligning med socialkontorer, skoler og universiteter også op. For selv om der er indgået et nogenlunde velfungerende fornuftsægteskab mellem kirke og stat, og skatteyderne betaler cirka halvdelen af præsternes løn og pension, er det ikke i overensstemmelse med sandheden at sige, at Danmark har en statskirke.

Netop for at sikre utidig og politisk indblanding i kirken og omvendt religiøs indblanding i politik er det lutherske bonmot om at "give Gud, hvad Guds er, og give kejseren, hvad kejserens er" håndhævet. Kirkens indre anliggender er kirkens, siger man, og præsterne skal koncentrere sig om at forkynde evangeliet, naturligvis i evig dialog med den tid, det foregår i. Og kirken er folkets, kunne det tilføjes. Menigheden vælger sin egen præst, og hvis der skulle opstå knas i det forhold, har man provst og siden biskop til at forsøge at mægle.

Denne særlige ordning er en styrke ved folkekirken, som sikrer, at brugerne har stor indflydelse på, hvad der foregår, og også betyder, at der inden for ganske få kilometers afstand kan være oceaner til forskel på, hvordan evangeliet forkyndes og tolkes.

Det sikrer den flade, folkelige struktur og rummelighed indenfor kirken. Denne rummelighed bliver af og til udfordret, som det for tiden er tilfældet i Viborg Stift. Her skal biskop Karsten Nissen fredag tage stilling til, om han fortsat vil opretholde en praksis, hvor en række mandlige præster nægter at give kvindelige kolleger hånd ved ordinationsgudstjenester. Med udgangspunkt i salig Paulus mener de, at præster skal være mænd, og det står ifølge de bogstavtro, fundamentalistiske præster ikke til diskussion. Det menes, at omkring 100 af landets 2.200 præster er enige i denne teologiske tolkning, selv om sagen i Viborg kun vedrører 15-20 præster.

Selv om der inden for kirkens rummelighed skal være plads til disse mørkemænd, også selv om de ikke selv praktiserer rummelighed, men dets modsætning, så virker det udefra ikke kun tåbeligt og forkasteligt, at man i 60-året for de første kvindelige præster og på et tidspunkt, hvor halvdelen af alle præster er kvinder, accepterer en så ekskluderende adfærd.

Men lige som kirken kan rumme aktivistiske kirker med rockgudstjenester og mediepræster, der vil gøre hvad som helst for at trække folk til huse, skal kirkens rummelighed netop stå sin prøve i forhold til sager som denne.

I sidste ende kan man sige, at det er et spørgsmål mellem de sorte præster og de menigheder, der har ansat dem. Men gavnligt er det næppe for folkekirkens i forvejen støvede image i den brede befolkning og sikkert heller ikke for det skrøbelige fornuftsægteskab mellem kirke og stat. weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Weis understreger sin kompetence ved at betegne citatet: "give Gud, hvad Guds er, og give kejseren, hvad kejserens er", som en "luthersk bonmot". Ifølge Matthæusevangeliet 22,21 er dette dog en af de mange "bonmots", man tilskriver Jesus.
Og lige så forkert er det, at påstår, at den Danske Folkekirke ikke er en statskirke, fordi den har en vis autonomi. Det har mange andre statslige institutioner også, som universiteterne, domstolene etc. Faktum er, at de omtalte præster er statsansætte. Og faktum er også, at deres holdninger står i klar modsætning til fundamentale retsprincipper, som den danske stat ellers er bygget på.
Hvis den her sag kan bruges som et argument, så er det vel nok, at i tiderne, hvor "privatiseringer" står højt på politikernes dagsorden, en privatisering af den evangelisk-lutheriske kirke - dvs. en klar adskillelse af stat og kirke - er nødvendigt.

Ole E. Mikkelsen

Det er Luther der giver citatet 'giv gud hvad guds er og og kejseren hvad kejserens er' værdi ved at tolke det derhen at det netop understreger at der skal(!) være adskillelse mellem stat og kirke.

Det enkelte menneske har en dobbelt forpligtelse, nemlig hhv til staten og til det som den enkelte tror på, formuleret som hhv. kejseren og gud.

Den enkeltes samvittighed kan ikke underlægges staten, men på den anden side er den enkelte nødt til at underordne sig den gældende 'verdslige' orden.

Hvis den verdslige orden modsætter sig den enkeltes ret til at have sin egen holdning, sin egen samvittighed eller tro, så følger der heraf at der er mulighed for 'civil ulydighed', - altså oprør. Det tør siges at Luther gav anledning til det sidste. På godt og ondt.

Det var Luthers tankegang (idet hans tankegang også var på godt og ondt).

Det bygger den danske stat på, - derfor står det i grundloven. Hvis man er uenig i det, - ja så skal grundloven ændres, - hvis ikke så skal grundloven ikke ændres.

Debatten om adskillelse mellem stat og kirke er forårsaget af begrebsforvirring. Folkekirke, religion, tro, værdier, filosofi osv. blandes i en pærevælling.

Når man f.eks. taler om ovenstående grundlæggende værdier, - at den enkelte har sit eget forhold til gud, - så er det jo en sikring af religionsfriheden. For Luther baseret på citatet fra bibelen, og derfor er det anvendt i grundloven som reference til 'den evangelisk lutherske kirke'.

Jeg antager at ingen kan være uenige i disse værdier. På den måde har alle i hovedparten af den vestlige verden samme tro.

Når man derimod taler om 'kirke', så associerer man til den religiøst praktiserende organisation, der hedder folkekirken. Som har samme tro om den enkeltes forhold til gud og dermed religionsfrihed som formuleret i grundloven, men som ud over dette aligevel er en verdslig 'forening', der anvender kirkelige 'serviceydelser' og praktiserer religionsudøvelse, f.eks. kirkegang, nadver osv.

Det er denne forening af folkekirkelige serviceydelsesbrugere man evt. kunne formulere adskillelsen fra i grundloven. De kunne jo reelt set godt betale selv, og det er måske ikke mere imeligt at alle skal betale hertil end at pedigrørsfletteren også skal betale sit AOF-kursus selv. Som betalingsmæssigt modsvar skal dog anføres at de fleste andre praktiserende religiøse organisationer jo får skattefradrag for bidrag. Det skal så også reformeres.

Jeg ser ingen grund til at fjerne grundlaget for religionsfriheden fra grundloven. Den er direkte baseret på de evangelisk lutherske værdier. Hvis man fjerner den vil fundamentalismen og totalitarismen få alt for gode kår. Og den lange tolkningshistorie, som europæisk statsdannelse og sameksistens mellem pave og diverse kejsere har forårsaget, vil gå tabt.

Det var vel det man så i Sovjet? Og det man ser hver gang man glemmer historien og tror man har opfundet tusindårsriget? Eller når en diktator tager magten og halshugger enhver som ikke udtrykker sin tro på ham? Eller når islamisk fundamentalisme kræver enhed mellem stat og kirke? Eller kristen ditto? Den franske revolution?

Under alle omstændigheder må historien og grundlaget tages realistisk med, hvis ikke katastrofen skal opstå.