Leder

Hvorfor hætter?

17. december 2007

"Politiet gør det, der er nødvendigt. Hverken mere eller mindre."

Den konservative retsordfører Tom Behnkes kommentar til politiets brug af hætter ved anholdelser

ER DET I ORDEN, at dansk politi under en større aktion i Odense-forstaden Vollsmose i september sidste år valgte at trække hætter ned over hovedet på flere af de personer, der blev anholdt og sigtet for forsøg på terror?

For at kunne besvare det spørgsmål fyldestgørende er det selvsagt nødvendigt at vide, hvorfor politiet valgte at anvende hætterne. Men her kommer den videbegærlige hurtig til kort. Hos Rigsadvokaten ønsker man således ikke at kommentere spørgsmålet, men nøjes med at henvise til Politiets Efterretningstjeneste, som angiveligt var hjernen bag de dramatiske anholdelser for 15 måneder siden. Heller ikke hos Rigspolitiet opnår man andet end en tam henvisning til PET-kollegerne på Klausdalsbrovej.

Selv om man så spørger den person, som på befolkningens vegne er indsat som boss for det samlede politi, så er resultatet et ikke-svar, hvis eneste formål synes at være at få et eventuelt ansvar skubbet om på månens bagside. "Jeg kan forstå på PET..." indledes svaret fra ministeren, som sørme også har fået det "indtryk", at PET tilrettelægger deres større anholdelsesaktioner "til mindst mulig gene for de anholdte"...

PET's egen forklaring er om mulig endnu mere indholdstom: "Det er helt normalt ved anholdelser af denne karakter, at der træffes en række foranstaltninger af sikkerhedsmæsig karakter med henblik på bl.a. at beskytte den anholdte og sikre eventuelle tekniske beviser i sagen."

Helt normalt..?

JA, DER ER sikkert steder her på kloden, hvor hætter over hovedet på anholdte er helt normalt. Det må være nok i denne sammenhæng at erindre om det fotografi af en afklædt mand på en kasse, der gik verden rundt som en første illustration af krænkelserne af menneskerettigheder i Abu Graib-fængslet i Irak. Hvad havde manden på hovedet? Ja, rigtigt, en hætte... At berøve fanger brugen af deres sanser indgår som bekendt også som et velafprøvet grundelement i enhver torturhåndbog: Høj musik, blinkende stroboskoplys mv.

Skal hætter over hovedet være "helt normalt", når politiet anholder borgere mistænkt for at have deltaget i forsøg på terror, så må offentligheden have krav på at vide hvorfor. Hvad præcis er det, politiet opnår ved at trække en hætte ned over hovedet på en anholdt, som de ikke kan opnå uden?

Ud fra den grundantagelse, at dansk politi selvfølgelig kun anvender metoder, som der er såvel legitime som rationelle begrundelser for, må såvel PET som Lene Espersen derfor hurtigst muligt bryde med deres selvpålagte tavshed.

Ellers vil det være svært at forstå hætterne som andet end unødvendig grusom og nedværdigende behandling. Som bekendt er det noget, som Danmark i andre sammenhænge poserer som arg modstander af. uda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Unødvendig grusom og nedværdigende behandling, nej det er det så IKKE i mine øjne. Hætten over hovedet er IKKE anvendt som et "magt-middel" i denne sammenhæng, det er anvendt som et redskab til at sikre de betjente der har deltaget i aktionen OG deres familie. Det kan ikke være anderledes i mine øjne, at der sidder nogen hyklere derude der ikke mener det er på sin plads, mangler indsigt i den slags arbejde/aktioner! Er udemærket klar over det ikke nødvendigvis er pokkers behageligt at have hætter over øjnene og være "sanse-lammet" det er prøvet på egen krop.

Ulrik Høstblomst

Hvis det i dine øjne er "hykleri" at fastholde at i et demokrati gælder retsstats principper ??

Hvad er det så lige man kan sige om din position ?

Morten, brugen af sådanne hætter er slet og ret i strid med dansk lovgivning, nemlig retsplejelovens § 758, uanset hvad du personligt måtte mene.

Det er præcis derfor, politiet (og justitsministeren) nu står med et alvorligt problem. De ved jo ganske udmærket, at de har handlet lovstridigt, og at de risikerer både straf og erstatningssager, så derfor forsøger de at tie sagen ihjel, feje den ind under gulvtæppet, eller hvad man nu skal kalde det.

Brugen af hætter til anholdte er en skændsel i et moderne oplyst rets-stats demokrati som det danske. Desværre er der sket det, præcis som der skete under hekseprocesserne i 1600-tallet, at samfundet siger, at denne forbrydelse (heks eller terror) er så stor og farlig en forbrydelse for staten eller samfundet, at de normale rets-garantier ikke gælder i tilfælde, hvor folk på den blotte mistanke om at være heks eller have fortsæt til at begå terror (som jeg ikke på nogen måde støtter overhovedet), dvs. de er sat ud af kraft.
Og netop derfor kan man bruge hætter....

De anholdte har desuden fortalt, at de blev bagbundet med strips, fik hætter over hovedet, måske fik de endda også strips mellem deres ben ved anklerne, de har også fortalt, at de ikke troede på, at det kunne være dansk politi, der gjorde dette. Det kan de meget vel have ret i, da PET og dansk politi jo har fået hjælp af CIA og andre amerikanske efterretnings-tjenester i de her terror-sager. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er tilfældet her, men såfremt det er er det i direkte modstrid med gældende dansk lov, hvor ingen udenlandsk efter-retnings-tjeneste må operere, endsige hjælpes af danske stats-borgere, på dansk national-statslig grund.

Med hensyn til anholderse sidste år i sept (sept. 2006) ja så kunne vi lige så godt have været vidne til en meget dårlig amerikansk c-film om det her. Jeg tror næppe, de anholdte dengang følte, at det var beskyttende for deres identitet at politiet valgte at hive dem ud af deres senge kl. 2 eller 3 om natten, storme ind i lejlighederne, smadre alting ind, ja selv dørkarme mv. blev smadret. Alle vidste jo hvem det var der blev anholdt, siden politiet, dansk eller udenlandsk, eller en kombination?, lavede så meget larm, så hele boligblokke vågnede ved anholdelserne.

Angående de tekniske beviser går jeg ud fra, at politiet og PET ville sikre sig tekniske beviser fra de anholdtes hår, f.eks. i form af DNA-beviser. Nu ved jeg tilfældigvis, takket være en amerikanske serie, som hedder Brother& Sisters, at DNA fra hår kun er noget værd, hvis man får hele hårsækken med, altså ganske enkelt hiver håret ud ved rødderne. Og det behøver man altså ikke at putte folks hoveder ind i hætter for, man kan bare hive hårene ud, efter de er anholdt. Hvis man som jeg har set de utallige CSI-serier der kører ved man også, at normalt tager man en DNA-prøve fra mundhulen med en vatpind, når man skal bruge folks DNA.

Argumentet med at brugen af hætterne blot var for at beskytte den anholdte kan ligge på et meget lille sted. Hvis man ville det, kunne man lige så godt have lagt en dyne eller jakke om deres hoved, så man ikke kunne se deres ansigter. Jeg forstår heller ikke argumentet med, at hætterne skulle sikre betjentene mod at blive genkendt. Der er tusindvis af andre måder at genkende folk på, f.eks. tale, lugt, den måde de går på mv. end lige synet.

Og så er den selvfølgelig også lige den der rets-stats-garanti med at, at i en moderne rets-stat har myndighederne pligt til at oplyse hvem der anholder en, så de anholde kan se, hvem der anklager en for forbrydelser, hvadenten det drejer sig om terror i 2006 eller 2007 eller om mistanke for at være heks i år 1607. Vi må ikke give køb på vore demokratiske rettigheder, ej heller må vi udhule de borger-rettigheder, vi møjsommeligt har kæmpet os frem til i løbet af de sidste ca. 200-250 år eller så. Først da vil terroristerne nemlig have vundet. Så er det lykkedes dem at gøre os så bange og frygtsomme, at vi vil gøre hvad som helst for at underkaste os statens overvågnings åg - og vi ved jo alle, hvordan det gik i f.eks. Sovjetunionen.

Karsten skriver:

Jeg forstår heller ikke argumentet med, at hætterne skulle sikre betjentene mod at blive genkendt.

Det gør jeg heller ikke. I øvrigt er det hensyn slet ikke en lovlig begrundelse for at foretage indgreb over for en person, der anholdes. I retsplejelovens § 758 kan man se, hvad politiet må og ikke må.

For det første slås fast, at anholdelsen skal foretages så skånsomt som muligt. At disse anholdelser ikke foregik skånsomt, er vist ganske tydeligt.

Eksplicit anføres, at politiet må fratage folk farlige genstande, rimeligt nok, naturligvis.

Og stykke 1 slutter således:

Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.

Det vil sige, at der overhovedet ikke er nogen hjemmel i loven til foretage indgreb over for en person af hensyn til at skjule politifolkenes identitet. Det ville også i det hele taget være betænkeligt, for hvordan skulle en anholdt så kunne klage over f.eks. mishandling fra politiets side - det ville jo være umuligt for ham/hende at udpege den person, der udøvede mishandlingen.

Jeg tror der tidspunkter i vores alles liv hvor vi gerne vil bevare vores anonymitet, og de fortaget anholdelserne har jo ikke valgt det, men er opgave som er dem pålagt for borgernes sikkerhed.

Som regeringen har medvirket til at forvære ved at deltage i en invasion, af Irak på et ret tvivlsomt grundlag.

Mvh