Leder

Kæmpens ansvar

Debat
19. december 2007

HUN ER BARE én af flere socialdemokrater fra et lille alpeland. Østrigeren Karin Scheeles kontor har ikke megen plads, et arbejdsbord, et skab, en sovesofa - standard for meninge parlamentarikere. Da hun for nogle år siden arbejdede med en EU-lov om mærkning af genmanipuleret mad, fik hun en dag besøg af ti amerikanske mænd i sit lille kontor. Kontoret er så lille, at hun måtte låne stole. Gæsterne var ganske givet bedre vant, men klemte sig alligevel ind. Det var højtstående amerikanske lobbyister fra den amerikanske regerings handelsministerium, fra handelskammeret, fra gen-industriens kæmper som Monsanto, DuPont, Syngenta og Dow. De ville have Scheele til at vedtage gen-venlig lovgivning. Men hun afviste dem: "Dem, der kommer fra det amerikanske handelskammer, er betalt af den amerikanske industri. Det er jeg ikke. Jeg er her for at repræsentere de europæiske borgeres interesser," fortæller Scheele i en ny bog, Exposed.

I BOGEN beretter den amerikanske journalist Mark Schapiro om, hvordan EU-lovgivning påvirker amerikanske og internationale virksomheder. Fordi EU med sine over 450 millioner indbyggere i et fælles marked er så stort, skal de store internationale firmaer rette sig efter EU-krav, og lande så langt væk som Kina, Japan eller Mexico kopierer EU's lovgivning eller lader sig inspirere af den og gør den til deres egen.

Karin Scheele sendte i sin tid amerikanerne væk med uforettet sag - men det var kun et af mange tilfælde, hvor det gik op for politikere og forvaltning i Bruxelles, hvor vidtrækkende europæisk lovgivning er ved at blive.

Der er i disse år en kraftigt stigende indsats fra lobbyister i Bruxelles - det er dokumenteret fra forskellige sider. De boltrer sig i EU, denne arena i en politisk konstruktion, der nok roligt kan betegnes som et statsmæssigt eksperiment. Lobbyister koster penge, ellers ville de ikke være der. Gode lobbyister koster rigtig mange penge - og de kommer klassisk fra industrien; hverken forbrugerne eller miljøet kan mønstre de beløb.

Ifølge Schapiros bog har mange europæiske politikere det stadig sådan, at de er i Bruxelles for de europæiske borgeres skyld. Og det er bydende nødvendigt, at de bliver ved med at huske det. For de modstridende interesser, som de vil komme til at møde, vil vokse eksplosivt i den kommende tid.

AMERIKANERNE må ikke være de eneste, der indser, at Bruxelles laver love om allergifremkaldende stoffer i vores hårshampoo, om gift i vores børns legetøj, om manipulerede gener i vores mad. Den politiske debat på mange af disse hverdagsspørgsmål er flyttet væk fra vore hovedstader og til Bruxelles for længst. Debatten må følge med, oppositionen, der minder politikerne om, hvem de repræsenterer, må blive stærk.

Når kæmpen EU lovgiver, så er det et endnu større ansvar, der følger med. Ikke kun for de 450 millioner europæere, men nu også for de globale konsekvenser, europæisk lovgivning er ved at få.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her