"Det er med stort vemod, at jeg efter grundig overvejelse må konstatere, at ledelses-og debatforholdene i Det Konservative Folkeparti har udviklet sig til et punkt, hvor jeg ikke længere har den nødvendige respekt for og tillid til ledelsen."
Meddelelse fra Pia Christmas-Møller efter 20 år i Folketinget.
EFTER FOLKETINGSVALGET havde vi her i avisen en dødsannonce på forsiden. Det seks år gamle VKO-flertal blev dømt dødt og borte, en skelsættende epoke i dansk politik var slut med valget 13. november. Vores konklusion var, at Anders Fogh Rasmussen, som er en forsigtig politisk leder, næppe vil regere på et usikkert flertal på bare 90 mandater - fordi en kæde ikke er stærkere end det svageste led. Og blot en enkelt frafalden eller utilfreds i VKO-blokken ville få flertallet til at forsvinde. Det noterede statsministeren naturligvis hurtigt - de glade dage var forbi, også selv om statsministeren kunne fortsætte uden udtalt støtte fra Ny Alliance. Dansk Folkeparti forsøgte i dagene efter valget at udfordre statsministeren ved at sige, at han ikke havde forstået valgresultatet med al sin snak om brede samarbejder på alle områder - de 90 var jo i hus. Pia Kjærsgaard har siden valget prøvet med alt fra hjertemassage til kunstigt åndedræt for at få de bekvemme højreflertal tilbage - men uden held, og efter Pia Christmas-Møllers afsked med de konservative i går må det stå klart, at det er Anders Fogh Rasmussen, der klarest har forstået valgresultatets knusende realitet. Det brede samarbejde er ikke en from, ny erkendelse fra "en ny Anders Fogh," som hidtil ikke har holdt sig tilbage fra at føre Danmark i krig og lave store økonomiske aftaler med det snævre VKO-flertal. Det brede samarbejde har siden 13. november været en bydende og ubehagelig nødvendighed for VK, som ikke længere kommer uden om at orientere sig mod midten og venstre.
PIA CHRISTMAS-MØLLER er naturligt skuffet over, at den konservative ledelse ikke har kunnet bruge hende, hverken som minister eller som politisk ordfører - end ikke i gruppeledelsen har hun fået en plads efter valget. Pia Christmas-Møller har tjent partiet loyalt og hæderligt i 20 år i Folketinget og har været kendt som en slider og indbegrebet af moderne konservativ politik. Hun har været med gennem alle de nyere konservative kriser og trådte til som politisk leder af partiet på et tidspunkt, hvor det lå i ruiner efter først Hans Engells og senere Per Stig Møllers afgang. Efter at Bendt Bendtsen overtog lederskabet, har hun loyalt arbejdet videre og sat partiets ve og vel højere end egne ambitioner, men med den ultimative degradering efter valget blev det for meget. Umiddelbart før udskrivelsen af valget var Pia Christmas-Møller raget uklar med den konservative gruppeformand, Helge Adam Møller, som beskyldte hende for at være illoyal, fordi hun i en aviskronik personligt mente, at regeringen skulle overveje at tage en folkeafstemning om den ny EU-traktat.
MEN SELV OM de konservative internt diskuterer tiden efter Bendtsen, og selv om der er politiske forskelle på holdninger mellem en højre- og venstrefløj om asylpolitik og andet, så er der ikke noget, der tyder på, at Christmas-Møllers afgang har politiske undertoner. Men dermed ikke være sagt, at det ikke har politiske konsekvenser. Den tidligere politiske ordfører har slået fast, at hun ikke vil vælte regeringen, og at hendes politiske holdninger er de samme, men det betyder ikke, at Anders Fogh Rasmussen kan tage hendes støtte for givet. Især for Dansk Folkeparti ser Folketingets virkelighed pludselig anderledes ud. Med VKO's endeligt må partiet gøre sig overvejelser om, hvordan det skal håndtere den parlamentariske situation. Hvis partiet stiller for skrappe og ultimative krav i de mange forhandlinger, som står for døren, så risikerer Pia Kjærsgaard og hendes partifæller at kaste VK-regeringen i armene på Socialdemokraterne - den tendens kan allerede spores på nogle områder. Hvis Dansk Folkeparti på den anden side resignerer og accepterer sin svækkede rolle i det nye folketing, så vil det fremstå som en kastreret udgave af det gamle protestparti. En tredje mulighed er selv at samarbejde tættere med Socialdemokraterne, som der allerede har været ansatser til. Det alternative velfærdsflertal bestående af DF, S og SF har vist sit ansigt når det gælder kravet om højere løn til de offentligt ansatte, men det er givetvis ikke det sidste, vi har set til den konstellation.
HVIS IKKE VK-regeringen finder et fast samarbejdsmønster i det nye folketing, er risikoen, at den vil gå fra krise til krise. Det er ikke nogen nem opgave at gå fra et absolut flertal til et situation, hvor regeringen må manøvrere sig frem fra sag til sag. Men for oppositionen er udfordringen lige så stor. Socialdemokraterne står for første gang i mange år over for et reelt valg mellem en hård oppositionspolitik eller en pragmatisk linje. Hvis Helle Thorning-Schmidt vælger den sidste, er der ganske mange muligheder for at få en række vidtrækkende reformer igennem lige fra skat og velfærd til asyl- og klimapolitik.
bew
