Leder

Salafismens opsving

14. december 2007

Tilsyneladende er to af ugens markante bombeangreb - tirsdag i Algeriet og onsdag i Libanon - to meget forskellige sager, som ikke har ret meget med hinanden at gøre. I Algeriet fandt angrebet, som kostede 31 mennesker livet, sted uden for FN-hovedkvarteret i hovedstaden, og i Libanon, hvor ofrene var en højtstående general og hans livvagt, eksploderede bomben lige i nærheden af præsidentpaladset, og skal derfor blandt andet læses som en blodig kommentar til landets akutte ledelseskrise.

En hel del indenrigspolitik tilsat nogle storpolitiske elementer i relation hertil, kunne man konkludere. Men så melder fællestrækkene sig. I begge tilfælde lægges ansvaret for angrebene på al-Qaeda-lignende grupper. Der er tale om islamiske grupper, som muligvis har visse forbindelser til 'det rigtige' al- Qaeda, ligesom der er ideologiske ligheder, men det er ikke al-Qaeda. I begge tilfælde udspringer grupperne af salafismen, som er en særligt puritansk islamisk strømning, der søger tilbage til religionens enkleste elementer og vender sig særligt skarpt mod blandt andet vestlig dekadence.

Det er en gammel strømning, der gennem de senere år har fået et gevaldigt opsving. Der er tale om en tendens, og ikke en overordnet regional bevægelse. Og hvor den vinder frem, overhaler den de bedre kendte, islamiske grupper - Hamas, Hizbollah, Det Muslimske Broderskab - med flere hestehoveder i religiøs inderlighed. Ingen af disse grupper har noget imod at flirte med navnet al-Qaeda, fordi det har den rette effekt hos lokale myndigheder og i den opskræmte vestlige offentlighed.

Præsident George W. Bush har også taget dette til sig i den forventede ånd. Al-Qaeda klinger rigtigt i hans bestræbelser på at fremme krigen mod terror, og navnet vil med stor sandsynlighed også svirre i luften, når Kongressen i Washington om kort tid vil tage hul på debatten om præsidentens forslag om at yde våbenhjælp for 20 mia. dollar til den arabiske verden.

Saudi-Arabien vil være den primære modtager af alle disse våben, men de olierige golfstater som juniorpartnere, og den formelle grund er opbyggelsen af bolværket mod den iranske trussel. Ikke mange tager dog længere denne særlig alvorligt, hvorfor mange nu påpeger, at våbnene egentlig skal bruges mod de al-Qaeda-lignende salafister, som også Saudi-Arabien har i sit bagland. Lignende våbenhjælp til Libanon er også på tapetet.

Her er noget ved at gå helt galt, for med gigantiske våbentransporter vil det aldrig lykkes at imødegå denne fundamentalistiske udfordring. Grupperne lever godt, fordi den arabiske verden har store, forarmede grupper, der er modtagelige for kontante religiøse budskaber.

Man vil derfor nå længere ved at investere på disses egen hjemmebane. 20 mia. dollar rækker langt til undervisning, jobskabelse og et socialt løft i den arabiske verdens slumbyer, og derved mindske de radikale religiøse løsningers tiltrækningskraft i befolkningerne.

Det vil ikke være nogen garanti mod flere bomber i Algier og Beirut, men det vil med garanti være en bedre løsning end at sende endnu flere våben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu