Leder

(Selv)god jul

24. december 2007

"Sandru hedning, tyrk og jøde/ dem har Gud i grunden kær/ hader frem for alt de søde/ som på skrømt ham træder nær."

N.F.S. Grundtvig

Mens den brægende og kaglende transport af velmenende danskeres julegaver til Den Tredje Verden er på vej sydover, kan det konstateres, at de frivillige sociale organisationer i år mangler julepakker og julehjælp til uddeling til fattige danskere.

En ged til en nødlidende afrikaner kan være en glimrende gestus og en god tanke, som ikke her skal fordømmes. At sammenligne fattigdom i Afrika og fattigdom i Danmark, der for øvrigt ikke har en officiel fattigdomsgrænse, giver heller ikke mening.

Men det ændrer ikke ved, at selv om mange har meget, måske endda rigeligt, og få har mindre i dagens Danmark, så er både forbrugsfest, samtalekøkkener og friværdi gået mange forbi. Så mange, at der tales om en helt ny gruppe af ressourcefattige danskere, for hvem hverdagen er en kamp og julen en højtid, der hurtigst muligt skal overstås, fordi den i skæret fra det store flertals fest blot i endnu højere grad udstiller deres egen elendighed og ensomhed, og samtidig udstiller den hårfine samfundsmæssige balance mellem godhed og selvgodhed.

Julen er som bekendt hjerternes og fredens fest, men det er også et tilbagevendende budskab om, at alle i virkeligheden er stillet lige - lige godt og lige ringe i forholdet mellem magt og afmagt, succes og mangel på succes. Det budskab kommer ind i verden i skikkelse af det mest sårbare af alt, et nyfødt barn, som der endda ikke engang er plads til på herberget, men som i stedet forfølges af en kontrollerende og kold statsmagt.

Det kan der sikkert komme mange, parallelle tidsnære tolkninger ud af, og der vil utvivlsomt og helt i tråd med traditionen også i dag blive prædiket i de danske kirker om pligten til at værne om de svage og tage sig af dem, der heller ikke i dag er plads til på herberget.

Men det vedkommer i virkeligheden alle. For det fællesmenneskelige budskab i evangeliet for alle sandru og sandfærdige mennesker - hedning, tyrk eller jøde, som Grundtvig udtrykker det - er, at man ikke på skrømt kan omgås ansvarligheden for fællesskabet.

Det udstilles, når der er tale om en tidligere generalsekretær for en nødhjælpsorganisation, som afslører sin grådighed og lader sin selvgodhed udstille hulheden i den postulerede godhed.

Det udstilles også, når alverdens stormagter ikke er i stand til for alvor at tage ansvar og enes om en strategi, der kan rette op på årtiers rovdrift på naturen, selv om alle er enige om, at det er i 11. time. Det får højst sandsynligt store konsekvenser for fremtidige generationer

Og det udstilles, når et samfund, som det kan læses i dagens tema om fattigdom, udelukkende har økonomiske incitamenter som middel for at tvinge fattige og udstødte ud af deres elendighed. Fra et samfundsøkonomisk perspektiv kan det sikkert forsvares, men for et samfund, der gerne vil måles på, hvordan det behandler sine svageste, er det en fiasko, blottet for empati.

Men selv om det glade budskab om, at alt er til låns, og at mennesker i det forhold er stillet lige, vedkommer alle, kan man med god ret spørge, hvor gode vilkår, det har. Tidens svøbe, globaliseringen, hvor det hele handler om brugbart udkomme og omstillingsparathed for ikke at blive ædt i den globale konkurrence, har mærkbart ændret forholdet mellem stat og individ og individer imellem.

I konkurrencestaten har sportsmetaforikken for længst sejret og illustreret, at det i dag drejer sig om for såvel nationen som det enkelte individ at være verdensmester, at optimere sine kompetencer, sin handleplan, sin omstillingsparathed og sit cv. Langt ind på gangene i kultur- og undervisningsinstitutioner er der fokus på bench marking, faktura, nytteværdi og strategi. Alle er i dag aktører på markedet, og man er så godt som erklæret idiot, hvis man ikke erkender, at man er på markedet, også langt ind i den mest private sfære, hvor venner måske stadig er venner, hvis man er heldig, men i dag lige så ofte blot kaldes 'netværk'.

I denne alles kamp mod alle de andres kompetencer, ganske vist styret af en stærk stat med stærkt centralistiske tilbøjeligheder, har individualiseringen, rettighedstænkningen og den rationelle kalkule, der skal gøre den enkelte til en god og konkurrencedygtig 'vare' på markedet, gode kår. Det har til gengæld ikke de ikke-målbare og unyttige værdier som velvære, samvær og - man tør næsten ikke sige det - solidaritet.

Og det har heller ikke en fortælling, der går bag al markedsgørelse og al selvgod hovmod og i skikkelse af det svageste af alt fortæller, at man i sidste ende intet er i kraft af sig selv og sine egne meritter. Al magt er så at sige afmagt, fordi man i sidste ende kun er noget i kraft af hinanden. Det er det, julen også bør minde om midt i festen.

Glædelig jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Markussen

Vi har noget af et problem med ligestillingen mellem abonenterne når man sådan en mandag den 24 ikke får bragt post ud med postDK, så får man jo altså heller ikke dagens avis. BULLSHIT!

Jeg kan kun bekræfte Carsten Markussen. Også i dag har jeg ikke modtaget Information (24-12-2007). Indenfor de sidste par måneder mangler jeg desuden 2 udgaver. Bl.a. den med artiklen om hvor meget sendetid de forskellige partier havde fået op til valget.

Om jeg har klaget ? Næh - jeg har talt med min postudbringer, avisen har ikke været der - så har jeg læst lidt online. Hvilket dog for mit vedkommende er noget helt andet end at have papiret/avisen i hånden.

Information er stadig den mindst ringe. I Danmark. Efter min mening er i dog nød til at strenge jer lidt an. Der bliver mere og mere fyld/nonsens. Hvilket selvfølgelig intet har med manglende udbringning at gøre.

Jeg ofrede benzin på at køre hen til nærmeste kiosk - i Borup - der fører Information (6 km hver vej) - men næh, de havde skam ikke fået den.

Det enste "gode", der kom ud af det, var, at jeg fik bekræftet, hvorfor jeg ikke til dagligt vil nøjes med Politiken.

Men skytset skal selvfølgelig i virkeligheden rettes mod de politikere, der har tilladt et engang effektivt og velfungerende postvæsen at gro til i profit. Jeg tror faktisk, der ville være stemmer for socialdemokraterne i at forlange posten, den kollektive trafik og el- og teleforsyningen tilbage i folkets eje.