Leder

Udfordringen Kosovo

Debat
11. december 2007

"Jeg er sikker på, at en kædereaktion vil følge på Balkan og i andre regioner. De, som støtter sådanne planer, bør også tage ansvaret for konsekvenserne."

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov

SAMTLIGE EU-LANDE på nær et - Cypern - meldte i går ud, at man nu er enige om at sige ja til Kosovos uafhængighed fra den serbiske republik, også selv om det bliver uden en FN-resolution. Og det bliver det, for alene Ruslands tilstedeværelse i Sikkerhedsrådet vil bremse en sådan. Men da USA som den mest ivrige fortaler for uafhængighed og nu EU står bag Kosovos bestræbelser, vil der blive iværksat en proces præget af hektisk diplomatisk aktivitet, som i sidste ende skal og vil føre til en selvstændig nation.

Samtidig måtte FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, konstatere, at det næppe længere er muligt at finde en forhandlingsløsning og et kompromis mellem Kosovo og Serbien, og når Kosovo som ventet i løbet af januar vil erklære provinsen og dens 1,8 millioner indbyggere for uafhængige af Serbien, vil konflikten hurtigt kunne optrappes.

Det understreger endnu engang, som det også blev slået fast her i avisen i weekenden, EU's enorme ansvar for at modarbejde endnu en eskalering af konflikten i området ved at stille tropper til rådighed for at deltage i overvågningen af uafhængigheden og ved at arbejde for tættere integration af Serbien i Europa.

I Danmark har Dansk Folkeparti benyttet lejligheden til at markere, at partiet som på spørgsmålet om en afstemning om EU-traktaten også her er uenig med VK-regeringen. Partiet er til gengæld helt på linje med Serbien og Rusland.

DF's udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen, har trukket en gammel hest af stald, for allerede under bombardementet af Beograd i 1999 anklagede han NATO for at føre kamp mod "kristendommen" og bane vejen for islam og et muslimsk Storalbanien. Søren Espersen tager i sin skingre retorik dengang som nu ikke højde for de fordrivelser og massemord, som serberne har begået mod Kosovo. Nu er frygten for islam ganske vist i mellemtiden blevet erstattet af et argument om, at Kosovos uafhængighed vil være et brud på FN-chartret, der understreger medlemslandenes territoriale integritet, men hensigten og synspunktet er det samme.

Ligegyldigt hvad er synspunktet udtryk for en opfattelse af nationalstaten, der efterhånden ikke længere har gang på jord eller kan opretholdes med legitimitet. Det er de seneste 15 års Balkan-historie et levende eksempel på.

Det er ingen hemmelighed, at nogle af de største forbrydelser i menneskehedens historie er begået i nationalstatens navn. I den klassiske nationdannelses æra blev hele nationer og kulturer destrueret med henblik på at skabe stærke, sammenhængende nationer, der var præget af en vis orden og tro på stærke nationale institutioner. Strategien var indoptagelse af nationale mindretal gennem ofte brutal assimilation og udslettelse af sprog, vaner, lokale kulturer for at skabe en national orden baseret på stærke nationale institutioner.

Nationer som den franske, spanske eller italienske havde været utænkelige i dag, hvis det havde været nutidens tendens henimod separatisme og ikke mindst beskyttelse af nationale minoriteter, der havde været gældende.

Den anden side af postmodernitetens og globaliserings udslettelse af alle forskelle og sammensmeltning af markeder er tendensen til at søge den kulturelle og etniske ensartethed for at skabe nye øer af orden.

Balkans voldsomme og tragiske nyere historie er et eksempel på, at assimilationsstrategien ikke længere kan hævdes, ikke mindst fordi det er blevet umuligt for en kultur at erklære sig hævet over andre med den brutalitet og konsekvens, man så i den klassiske nationsdannelses tid.

Ikke mindst fordi internationale institutioner og stormagter ofte bakker op om løsrivelsesbestræbelserne, som det er tilfældet i Kosovo.

Det kan være opskriften på blodige konflikter, især hvis man glemmer, at dagens ofre uden problemer kan være morgendagens bødler. Det bringer historien mange vidnedsbyrd om.

Kosovo har indledt den sidste del af sin rejse mod uafhængighed med fuld opbakning fra USA og EU. Sidstnævnte har som det historiske eksperiment, det er, i sin overnationale struktur pudsigt nok en tendens til både at forstærke separationstanken, men samtidig også nationstanken.

Den mangfoldighed, forskellighed og forandring, som EU hermed er med til at skabe, stiller krav om en psykologisk, kulturel og politisk berethed, som man må håbe, institutionen er klædt på til. Der er ingen tvivl om, at Kosovo er i sin ret til at kræve uafhængighed fra Serbien, men der påhviler samtidig ikke mindst EU et stort ansvar for at bevise, at den russiske udenrigsminister ikke får ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Fotopoulos

"Den mest ringe" leder i dagens avis

Sjældent har jeg været mere uenig med Information, nemlig vedrørende udfordringen Kosovo. Det ligner ikke min avis, at tage så meget fejl, vedrørende så vigtigt et spørgsmål. Og nej, jeg stemmer ikke DF.

Jeg har lige læst de synspunkter der røre sig i Palle Weis.
Navnet Weis har måske rødder i de ultra venstreorienterede kredse - det er kun en mistanke.
Jeg kan dog ud af artiklen fornemme, at han måske hører til gruppen af "åndelige mindrebemidlede"

Jeg må henlede hr. Weis´ opmærksomhed på, at der foreligger et FN-charter
1244, som fastslår, at Kosovo er en Serbisk provins.
Flere kommentarer behøves ikke hr. Palle Weis.

Ole Fisker