Leder

Vindkraft, kulkraft, markedskraft

22. december 2007

Det ser ikke så godt ud. Den danske regering har under tidligere energiminister Flemming Hansen og tidligere finansminister Thor Pedersen grundlagt en energipolitik, der satte markedet i centrum i sikker forvisning om, at alt ad den vej ville ordne sig til det bedste. Energiselskabernes muntre konkurrence på det europæiske elmarked ville sikre en optimal ressource-allokering, så man fik de rigtige løsninger til de lavest mulige omkostninger.

Nu afslører det sig på ubehagelig vis, hvordan den manglende styring af markedet direkte modarbejder statens energipolitiske mål og truer med at vælte de visioner for dansk klimapolitik, som regeringen har udformet. Torsdag vendte det store tyske elselskab E.ON's svenske filial ryggen til det planlagte havmølleprojekt Rødsand 2 ved Lolland, som selskabet havde fået grønt lys til, og som fra 2010 skulle have omfattet 92 store vindmøller med en elproduktion svarende til 200.000 danske husstandes behov. Tidligere i år trak DONG Energy sig fra deltagelse i samme projekt, og begrundelsen fra de to selskaber er enslydende: Det kan ikke betale sig at sætte sine penge i danske havvindmøller. Med de ringe støtteniveauer for vindkraftstrøm, som gælder i Danmark, tilsiger markedsvilkårene, at man investerer andetsteds. Som direktøren for E.ON Vind Sverige, Lennart Fagerberg, siger: "Hvor fokus lægges i fremtiden afhænger af, hvordan markedsforudsætningerne udvikles som konsekvens af EU's initiativer inden for klimaområdet."

Situationen er ligefrem så grotesk, at DONG Energy - den danske stats eget energiselskab - ud fra rene markedsbetragtninger har fravalgt dette store og vigtige projekt med vedvarende energi i Danmark, samtidig med at man har tilvalgt opførelsen af et stort kulkraftværk ved Greifswald på den tyske østersøkyst. I Danmark gælder et mangeårigt 'kulstop', et miljøpolitisk betinget forbud mod nye kulfyrede værker, men det afskærer altså ikke statens energiselskab fra at lave forretning på kulkraft i nabolandet, oven i købet i form af et såkaldt kondensværk, hvor spildvarmen ikke udnyttes, som det sker i de hjemlige kraftvarmeværker, men hældes lige ud i Østersøen.

Klimaminister Connie Hedegaard har med et politisk flertal bag sig argumenteret for, at DONG Energy skal drives professionelt som et privat selskab uden statens utidige indblanding. Man giver altså afkald på det enestående redskab til realisering af den danske energipolitik, som statsejerskabet af DONG udgør - i en situation hvor de rene markedsvilkår i sig selv modarbejder energipolitikken som illustreret ved energiselskabernes faneflugt fra havmølleprojektet ved Lolland.

Hvis det virkelig skal være situationen, kan man spørge, hvad staten overhovedet vil med aktier i DONG Energy? Og man kan spørge, hvad danske elforbrugere vil hos et selskab, der ikke er bedre til at fremme den officielle energipolitiks mål om, at vi skal ud af den fossile æra. Måske var det som forbruger værd at se sig om efter et elselskab med en grønnere profil på det frie elmarked?

Nu er det næppe sådan, at DONG Energy - eller E.ON - ikke kan lide vindkraft. DONG har således flere vindkraftprojekter i gang eller under planlægning i England, ligesom E.ON er engageret i havmølleprojekter andetsteds. Sagen er, at den danske stats incitament til selskaberne i form af tilskud til vindmøllestrøm - udtrykt via afregningsprisen for møllestrøm solgt til nettet - er så ringe, at det set fra selskabernes side er uforsvarligt at foretage sine investeringer her. I England og Tyskland er havmøllestrømmens afregningspris således omkring det dobbelte af i Danmark, og derfor søger projekterne til disse lande. Det danske støtteniveau er en afspejling af filosofien under den tidligere energiminister og finansminister om, at vindkraften i vid udstrækning skulle konkurrere med andre energiformer på markedsvilkår.

Regeringen har altså hverken villet sige til sit statsejede energiselskab, at det skal opføre de havmølleparker, som samfundet har brug for, eller villet sikre nogle rammebetingelser på markedet, der gør det lønsomt for selskabet at opføre havmøllerne. Derfor har man bragt sig i en situation, hvor mølleprojekterne stormer frem i vore nabolande og går i stå her - og hvor det kan blive svært overhovedet at købe møller af producenterne Vestas og Siemens Wind, der har ordrebøgerne mere end fulde som resultat af den stærke internationale vækst i mølleprojekter.

Efter juleferien har den ny klima- og energiminister og Folketingets partier en stor og hastende opgave foran sig: Hvis ikke Danmark skal hægtes af og fremstå som en skygge af sit tidligere grønne jeg under klimamødet i København i 2009, så skal der snarest ske nye udbud af havmølleprojekter - og gerne forpligtende udbud, så selskaberne ikke kan stikke af - og samtidig skal der ske en mærkbar forbedring af støtten til havmøllestrømmen. I en europæisk sammenhæng skal der arbejdes for harmoniserede, forbedrede støtteordninger og rammevilkår, så selskaberne ikke bare shopper rundt efter det p.t. højeste støtteniveau og dermed umuliggør enhver national energiplanlægning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det er en udbredt demokratisk antagelse at alt lader sig bestemme demokratisk.

Når visse udemokratiske elementer så hævder at sandheden, om demokratiets og den globale økonomis indflydelse på sine egne forudsætninger (omverden, miljø), er videnskabelig og hverken kan fjernes med en afstemning eller kalkuleres bort i et budget, så skriger demokrater op om, at dommedagsprofeter og utidssvarende udemokratiske og uøkonomiske påstande ingen steder har hjemme.

Sådan er det. Demokratisk økonomisk magt bestemmer at demokratisk økonomi er ret.

At den pessimistiske videnskabelige beskrivelse af samfundet er rigtig og velbegrundet, og at det er udtryk for en overordentlig sandsynlig og sammenhængende videnskabelig beskrivelse, der blotlægger, at det mest relevante at forholde sig til, hvis man skal tale om hvilke trusler og farer det moderne samfund står over for, netop er det moderne samfund, ja det er udtryk for en i økonomisk forstand ekstern problemstilling og det bekymrer kun mindretallet af demokrater. De fleste undskylder da også deres fatale praksis med, at de alligevel ikke kan bestemme over de andre, det ville jo være udemokratisk!

Den politiske og demokratiske selvbeskrivelse står for sig selv, lige som den videnskabelige beskrivelse af den moderne form for selvbeskrivelse står for sig selv. Virkeligheden er kun tilgængelig på de respektive forudsætninger for dens iagttagelse. Sandheden om det moderne samfund i dens videnskabelige form er ikke repræsenteret uden for den videnskabelige sammenhæng.

Det kan godt være der findes et sted, hvor den mere rationelle selvbeskrivelse af det moderne samfund findes. Og det er yderst sandsynligt at denne beskrivelse findes i det videnskabelige system. Men det tilhører denne beskrivelse, at den i sin samfundsbeskrivelse gør rede for, at den ingen effekt vil have på det selvnegerende i den adfærd, den påviser i det moderne samfund. Det er underligt sandsynligt at den form for kynisk videnskabelig selverkendelse, man finder bl.a. hos systemteoretikeren Luhmann, er det nærmeste man kommer sandheden om det moderne samfund.

Og heldigt for den enkelte kan intet menneske tage menneskehedens skæbne på sin samvittighed. Det gode ved situationen er, at vi sandsynligvis alle hver især kan leve det gode liv ind til vi kollektivt har smadret dets forudsætninger. Og hvis vi hver især skulle få det dårligt, med at vi ikke ligefrem bidrager til nogen fremtid for vore efterkommere, så kan vi undskylde os med, at det ville have været udemokratisk at ophæve demokratiet, at gå imod strømmen bare for at rede jorden. Det ville have været meget udemokratisk ikke at have været demokratisk.

Vor liberale regering arbejder i forlængelse af den performativt selvnegerende forfølgelse af økonomiske og demokratiske mål for succes. Den smerte man føler mellem ørerne ved indsigten i paradoksien, som ligger i de latterlige hurraråb omkring vælgerskarernes tilslutning om de gode økonomiske nøgletal, er ikke en del af den herskende succes. JSN og vi andre er få, meget få! Men demokrater, det er vi!

Hurra for det, god jul, og godt nytår!