Leder

Bilen - en menneskeret

Debat
4. januar 2008

"Langt de fleste har brug for at køre i bil til teatret."

- Kulturminister Brian Mikkelsen (K).

SKAL DER BYGGES en parkeringskælder med plads til 500 biler lige ved Kongens Nytorv og Københavns gamle middelalderby, fordi gæster til Operaen og det nye skuespilhus ikke mener sig i stand til at benytte den ellers meget veludbyggede offentlige transport i området? Svaret giver sig selv. Det skal der selvfølgelig ikke. En stor parkeringskælder i den trafikalt mest sårbare del af hovedstaden vil være et tilbageskridt og i strid med al moderne byudvikling, som netop går ud på at holde bilerne væk fra byen og at udbygge de kollektive muligheder. Se blot på andre storbyer. London, Stockholm, Berlin. Kan man der køre med sin bil lige ind til teatret eller operaen? Nej, og det kan man heller ikke i New York og Paris. Man tager gerne den kollektive trafik og spadserer det sidste stykke. Men i Danmark er det som om, det er blevet en menneskeret at kunne svinge den firehjulede helt op til hovedindgangen. Offentlige bygherrer og andre bliver nærmest til grin, hvis de har "glemt" at tænke på bilerne og sætte god plads af i plantegningerne til i hundredvis af parkeringspladser. Derfor har debatten om en parkeringskælder ved det nye skuespilhus i København antaget helt hysteriske former, og mange har tilsyneladende glemt, at København er en storby, hvor man ikke bare kan køre rundt og parkere efter forgodtbefindende. Selv dagbladet Politiken slog i sidste måned fast i en leder, at "selvfølgelig skal der være parkeringsanlæg i Kvæsthusbroen." Parkering betegnes som nødvendig, ja nærmest en forudsætning for, at nogen overhovedet vil besøge nationalscenen.

MEN DER ER andre muligheder for transport, masser endda. Derfor følger her en miniguide til, hvordan man fra næste måned kan komme til og fra Sankt Annæ Plads, hvor Skuespilhuset ligger. Hvis man kommer med tog til Hovedbanegården, er der bus nummer 15 og 26, som kører hele tiden og næsten lige til døren. Man kan også vælge at køre videre til Nørreport Station og skifte til metroen, som kører lige til Kgs. Nytorv. Bus 29 og 65E går helt ud til Kvæsthusbroen. Tager man S-tog til Østerport Station, er der busserne 15, 19, 26, 1A og 20E. Hurtigbusserne 20E, 350S og de almindelige 15, 19 og 26 går lige til Kgs. Nytorv. Metroen kører hvert andet eller tredje minut til Kongens Nytorv, og så er der havnebusserne 901, 902 og 903 derudover - direkte til Operaen eller i modsat retning til Nyhavn. Taxaer kan hyres foran Hovedbanegården og mange andre steder i byen, og hvis man vil bestille en taxa, kan det ske på en række telefonnumre, som det fører for vidt at gengive her. Fra lufthavnen kan man enten tage regionaltog til Hovedbanen eller endnu nemmere, metroen direkte til Kgs. Nytorv. Hvis man kommer langvejs fra, kan man parkere sin bil på store parkeringspladser ved S- eller Metro-stationer. Det er nemt og billigt. For alle kan der til den kollektive trafik købes dagsbilletter, så en forestilling i det nye skuespilhus kan kombineres med et besøg på enten kunstmuseet Arken i Ishøj eller Louisiana i Humlebæk. Der er god grund til at køre i bil, hvis man bor på landet eller andre steder, hvor den kollektive trafik ikke er udbygget. Det kan man ikke sige om Sankt Annæ Plads.

ALT ER JO ET spørgsmål om vane. Ingen havde troet, at rygere kunne vænne sig fra at ryge på restauranten, og bilister fra at køre med spiritus i blodet, vænnes til at bruge kondom og solcreme om sommeren og at sortere sit affald - glas for sig og aviser for sig. Selvfølgelig kan man også vænne sig til at tage offentlig transport og ikke nødvendigvis køre i bil lige til døreni byen. Det bestræber man sig på alle mulige andre steder, og det er den vej, udviklingen går i verdens metropoler. Men for den konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, er moderne byplanlægning ikke det, der står øverst på lektielæsningen. Bilen skal kunne parkeres ved indgangen for det er det, de unge - eller måske især de ældre nordsjællændere - vil have. Så derfor vil ministeren indgive en indsigelse mod den nye lokalplan, som er på vej fra Københavns Kommune. Lokalplanen skal umuliggøre parkeringsbyggeriet ved Kvæsthusbroen. I sidste ende agter regeringen at gennemtvinge byggeriet med et såkaldt landsplandirektiv. Så den radikale teknik- og miljøminister, Klaus Bondam, står til at tabe til central- og overmagten i sin kamp mod flere biler og flere parkeringspladser i det indre København.

I GÅR BRAGTE Information et interview med Bondam om hans syn på hovedstadskommunens udvikling. Den radikale borgmester mener blandt andet, at hovedgaderne i de fire store københavnske brokvarterer, Nørrebrogade, Vesterbrogade, Amagerbrogade og Østerbrogade skal spærres af for almindelig biltrafik i større og mindre omfang. Et forslag med masser af visioner og muligheder for København. Men også et forslag, som får det svært. Når en indlysende afvisning af en stor gammeldags parkeringskælder midt i byen møder så stor og ophidset modstand, så er en omdannelse af indfaldsgaderne jo næsten en revolutionær tanke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Samfundsstrukturen i middelalderens Europa var hierarkisk og langt mere statisk end i nu. Relationerne mellem mennesker var bestemt af position i forhold til fast standsmæssigt tilhørsforhold i langt højere grad end i dag, hvor man godt nok kan finde masser af grader af lagdeling i mellem mennesker, men alligevel ikke som i middelalderen, hvor mennesket opfattede sig væsensbestemt i sit tilhørsforhold til en familie, som igen var veldefineret i samfundets hierarkiske struktur. Man var medlem af samfundet i kraft af forestillingen om en naturgiven rang og orden, eller også var man ude. Livsgrundlaget var betinget i tilhørsforhold til et bestemt segment i den hierarkiske struktur. Ens værdier, dem man tilskrev sig selv og vurderede sine medmennesker under, var bestemt af tilhørsforhold og status. Man anså ikke den herskende orden som betinget eller mulig at ændre, men slet og ret essentiel eller væsensbestemt. Den var naturgiven eller betinget af det skabende princip, Gud den almægtige. På samme måde blev samfundsordenen betragtet som værende i overensstemmelse med religionen som forklaringsmodel, for så vidt man overhovedet oppebar en religiøs forståelse, lige som moralen, magtfordelingen, fordelingen af goder, rettigheder var givet den enkelte ud fra dennes tilhørsforhold til samfundet på et bestemt niveau.

Semifeudale fænomener, organisationer og royale tilbøjeligheder i det moderne samfund.

Organisation kan sidestilles med en semifeudal konstitution på nogle områder. En organisation har medlemmer. Der er betingelser og kriterier for både optagelse og eksklusion, så i den forstand er tilhørsforholdet og indplaceringen i en organisation ikke opfattet som essentiel egenskab for den enkelte, lige som i det feudale samfund, hvor funktion og væsen var identificeret som gensidigt konstituerende. Organisationens magtstruktur er funderet i mulighederne for at skabe motiver hos medlemmer fx ved at give og fratage privilegier i form af løn, frynsegoder og position (identitet i form af anseelse, funktion). Der er vedtagne bestemmelser om ansvar og privilegier internt i organisationen, og repressalier kan indføres alt efter konstitueringens interne love og ansvarsfordeling. Der er tale om intern ret, og magtfordeling som knytter sig til position, funktion og funktionel udmærkelse.
I det feudale samfund er der også tale om medlemskab og positionsbestemte funktioner. Men i en organisation eller et firma er disse funktioner ikke naturgivne på samme måde, som den feudale selvforståelse indpladserede sine medlemmer på. Et medlem, ansat eller ejer i et firma, har en pladsering og funktion, som tilskrives en blanding af personlige egenskaber, evner og historik, jura m. m. Forudsætningerne for at kunne udfylde en rolle som defineres i organisationens mere eller mindre hierarkiske struktur, er både formel, men også uformel i den forstand, at medmenneskers forventninger knytter sig til personen og rollen på en måde, som er konstituerende for kvalificeringen af muligheden for udfyldelse af funktion. Personlige rollemodeller og de forventninger, som knytter sig til person og personlighed, er fundamentale for det moderne menneskes mulighed for at orientere sig og fungere i det moderne samfund. Den personlige identitet er vital for det moderne menneske i dets selvbeskrivelse og dets fremmedbeskrivelse. Sådanne semantiske forudsætninger fungerer parallelt og betinger og komplicerer det moderne samfund.
De uformelle strukturer går på tværs af de formelle og er funderende for det moderne samfunds funktion.
En organisation er situeret i samfundet og er primært optaget af de sociale hovedfunktioner, dvs. af en af de uddifferentierede funktionsområder.

Eksempel på en organisation kan være et almindeligt A/S med en hovedaktivitet inden for fx skibstransport. Der er ansatte, aktionærer, direktion, kunder, landegrænser lovgivning, osv. osv. Hele organisationen er primært fokuseret på økonomi, lige som selskabet juridisk har status som økonomisk subjekt, dvs. der er et regnskab i forhold til det land, det har hjemme i, og evt. datter selskaber rundt om i verden, muligheder for at flytte aktiver rundt alt efter skatteregler og aktionærinteresser.
De ansatte belønnes af organisationen ud fra primært økonomiske prioriteter, dvs. ud fra deres evne til at se selskabets interesser på de gældende vilkår og deres evne til at fremme disse. Selskabet har magt over den enkelte ansatte i kraft af ansættelsesvilkår. Medlemskabet, positionen i selskabet som ansat, er betinget af regler og privilegier ud over lønnen. Selskabet skal i sin helhed være i stand til at orientere sig og agere som økonomisk subjekt i juridisk forstand, og forudsætningen for succes er for ethvert selskab betinget af dets evne til som organisation og identificeret socialt fænomen at manifestere sig i sin omverdens erfaringshorisont på baggrund af iagttagelsesbetingelser, der hersker i det morderne samfund. Organisationen er udtryk for en fast struktur af semifeudal natur i det horisontalt differentierede moderne samfund, i dette tilfælde en kommandostruktur midt på havet.

Den interne magtfordeling kan nærmest beskrives som spørgsmål om intern politik. Der er måske tale om et selskab med a og b-aktier, dvs. aktionærer med og uden indflydelse på selskabets ledelse. Selskabet har som i tilfældet Mærsk så stor økonomisk betydning for sit værtsland, så det har afgørende indflydelse ikke bare på koncessionslovgivning når det drejer sig om betingelserne for udvinding af råvarer, men også fx på skattelovgivning.
Selskabet er klar over denne politiske indflydelse og afsætter derfor også midler til at fremme sin position i landet som kulturbærende og dermed legitimeret semifeudalt fænomen i det ellers nogenlunde moderne samfund. (gaver til staten, i form af parker og et operahus. Lige som selskabet lader sig repræsentere i dronningens selskab)
Organisationer foretrækker organisationer, stat og andre former for kommunikationskapable adressater i sin kontakt med omverdenen. Man foretrækker at tænke på omverdenen som noget, der har adresse. På den måde orienterer man sig, som om der var nogen, der kunne repræsentere omverdenen. Man er på den måde i stand til at oppebære en hvis form for ansvarlighedsillusion, en ide om kontraktforhold og deri begrundet legitimering af sig selv og sit virke som fri agent blandt andre.
En virksomhed, en organisation af en hvilken som helst karakter er da også fuldstændigt afhængig af sin evne til at forstå sig selv på baggrund af det samfund, det fungerer i. Et selskab må være sig bevidst, at dets virke er betinget i omverdenens opfattelse af det. Det kan se fordelen i at fremstå som et økonomisk subjekt, der udmærker sig ved sine bedrifter og det kan se, at det ikke er smart af fremstå som et fænomen, der bøjer samfundsstrukturen til egen fordel fx i forlængelse af det politiske systems mangel på autonomi(korruption).
Kontraktrelationen med det omgivende samfund og relationerne til det politiske system må hele tiden trimmes og tilpasses den moderne erfaring, som er betingende for selskabets virke. Man kan således ikke tillade sig at forlange for meget, uden at bringe sine fæller i det politiske system i forlegenhed, men kan på den anden side heller ikke få for lidt af den kredit, der ligger i at fremstå som samfundsbærende både hvad finkultur angår, men især i forhold til succeskriterierne inden for delrationaliteten økonomi. Men grænsen mellem risikoen for at afsløre en alt for hierarkisk middelalderlig samfundsstruktur og det bare at miste status i sine medlemmers, aktionærers og i omverdenens øjne er derfor hårfin. Når Brian, der jo om nogen går ind for en ”klassisk organisk konservativ” samfundsstruktur, således satser på at anbringe retten hos toppen i strukturen, retten til det at have og anbringe sin bil hvor man det skønnes mest prestigegivende, så bevæger han sig på grænsen. Spørgsmålet er om det går.

Bilister er eller bliver handicappede, såvel fysisk som mentalt. Det er synd for dem, men sådan er det.

Efter et års tid med udelukkende bilkørsel mister man evnen til at læse køreplaner uden specialpædagogisk indsats. Jeg er bange for at Informations udmærkede angivelser vil være spildte på gruppen af bilister.

For enkelte med adgang til internettet, er der dog håb, de kan bruge www.rejseplanen.dk.

Det næste problem er dog at bilister har meget dårlige ben. Det kan man se af at de fleste altid desperat prøver at parkere så tæt på målet som overhovedet muligt. Jeg er bange for at gang fra at stoppested vil være en uoverstigelig hurdle for denne gruppe.

Bent Winther har ganske ukritisk overtaget Ritt og Bondams "ttrodsalder-argument":
"Se blot på andre storbyer. London, Stockholm, Berlin. Kan man der køre med sin bil lige ind til teatret eller operaen? Nej, og det kan man heller ikke i New York og Paris"
Det er et lavt debatniveau, for mange læsere har jo ingen mulighed for at tjekke om der ikke findes hovedstæder og storbyer, hvor man faktisk HAR P-muligheder i forbindelse med de store scener; og debatten bliver til en "find fem fejl".
Lad mig først finde dem. Selvfølgelig kan man parkere tæt på Barbican og National Theatre i London, der findes en P-kælder lige ved Schaubühne i Berlin (og U-Bahn går LIGE til døren og ligger ikke 400 meter væk). I Hamborg bygger man Elba Philharmonie: I en gammel industribygning indretter man P-Hus og ovenpå bygger man den nye koncertsal! Så selvfølgelig er der masser af eksempler på Scener og P-facaliteter.
Problemet er dog rettere, at Bew overtager en ide om, at enten er man FOR biler og gammeldags eller også er man imod og progressiv. Det er noget sludder. Jeg ser gerne, at man undersøger om de store brogader i København kan ændres sådan som Bondam ønsker det sig, men det betyder ikke, at jeg finder afvisning af P-Huset ved Det KOngelige Teater for begavet.
København har en Parkeringsstrategi, hvor man vil bygge flere P-kældre og fjerne overfladeparkering. En glimrende ide: Man kan dermed styre bilerne hen, hvor man véd der er plads. Byen kræver også af bygherrer, at de løser parkeringsforhold ved opførelsen af større byggerier (privat som erhverv); hvorfor gælder dette krav ikke i denne sag, og hvorfor inddrager Bew ikke disse strategier i sin argumentation. Det er for svagt!
Hele argumentationen har som præmisse at det er parkeringspladserne, der medfører biler. Det er nok snarere aktiviteter og adfærd, der gør det. Når man bygger et kongeligt teater, så kommer folk fra hele regionen og resten af landet. Og de kommer ofte i bil(fordi de ellers ville være hjemme kl.1 om natten, hvis de skulle tage tog + s-tog.) Derfor er p-kælderen i orden, istedet for at de lusker rundt om Sankt Annæ Plads i halve timer og forurener.

Steen Rasmussen

Morten Yde interesserer sig ikke for de strukturer, som afslører sig i kampen om bilerne i denne sag.
Når det fremhæves i lederen, at regeringen agter at gennemtvinge byggeriet med et såkaldt landsplandirektiv og på den måde tilsidesætte de mere lokalvalgte politikeres beslutningsret ,så vidner det om at nogle ideologiske og politisk, økonomisk bestemte ligtorne i den grad er blevet trådt på af Bondam. Og løgnen i påstanden om at "Langt de fleste har brug for at køre i bil til teatret", går på at det netop kun er nogle meget bestemte, som er så fikseret i at hævde retten til at anbringe sin bil, hvor det passer dem.
(mit første lange indlæg er i øvrigt ikke skrevet specifikt som en kommentar til lederen, kun afslutningen på det. Jeg syntes bare det kunne bruges som inspiration til at reflektere lidt over de strukturer, der afslører sig i kampen om sagen)

Selvfølgelig skal vi have parkeringskældre - men de skal ligge ved metroens endestationer. Kun for gangbesværede er der nogen undskyldning for ikke at stille bilen ved Vanløse eller Flintholm, når man skal til Kongens Nytorv eller fx. BogForum. Der er jo ingen, der har krævet, at man skal tage med de offentlige hele vejen, bare at man ikke har krav på altid at kunne stille bilen i Centrum. Det er lidt mere tricky med Operaen - som ifølge nytårstalen jo også ødelægger Dronningens pæne udsigt - men nu ligger den der jo altså, og så må man vel forvente, at hr. Møller, der insisterede på den umulige placering, vil gøre sin pligt og bekoste et stikspor til metroen.

Bo S. Nielsen

"Langt de fleste har brug for at køre i bil til teatret."

- Kulturminister Brian Mikkelsen (K).

LOL!