Dyr famlen i mørket

En stor del af usikkerheden gælder spørgsmålet om, hvor ligene egentlig ligger begravet.

- Raghuram G. Rajan, tidligere cheføkonom i den Internationale Valutafond, i New York Times i går

Han er ung, han ser på fotoet i Financial Times lidt bekymret ud i sin lyse skjorte, og han hedder Jérome. Meget mere har der indtil nu ikke været at vide om den 31-årige bankmand Jérome Kerviel, der i går steg ind i det globale finansmarkeds rampelys ved at pådrage sin arbejdsgiver, Frankrigs næststørste bank, et ufatteligt tab på 35 milliarder kroner. Kroner, som Kerviel havde tabt uden egen fortjeneste og skjult, indtil det var for sent.

Analytikere og politikere havde i går travlt med at hævde, at Kerviels svindelnummer stod alene og ikke var udtryk for noget dyberestikkende problem i den respekterede bank Société Générale. Men det passer ikke. Kerviels svindelnummer fulgtes for det første med en indrømmelse af, at Société Générale ud over svindeltabet har tabt yderligere 15 milliarder kroner på de håbløse amerikanske boliglån, hvis kollaps har ramt storbank efter storbank i de seneste måneder og vil ramme flere i månederne, der kommer. For det andet var Kerviels svindel ikke et lyn fra en blå himmel.

Hans er ganske vist det største enkeltstående tab på investeringsfusk nogensinde og overgår langt den indtil i går legendariske Nick Leeson, der i 1995 lukkede britiske Baring's Bank med et tab på cirka 15 milliarder kroner gennem fejlslagne - og fordækte - satsninger på det japanske marked. Men hvad Kerviels kolossale tab først og fremmest afslørede, er et langt større problem og et fænomen på de globale finansmarkeder, der meget let kan blive vores alle sammens hovedpine: Ingen har helt styr på, hvad de investerer i.

Måske var det energiselskabet Enrons amerikanske kollaps i 2001, der indledte epoken. Skandalen om Enron handlede nemlig om et fænomen, der i dag lever i bedste velgående i banker og børser: En masse mennesker render rundt og foretager finansielle satsninger, som meget få af dem helt præcis forstår eller har overblik over, hvad indebærer. Enrons revisor, revisionsgiganten Arthur Andersen, som også blev bragt med i faldet, forstod i hvert fald ikke de regnskaber, de hvert år skrev under på. Med mulig undtagelse af den i dag fængslede økonomidirektør Jeffrey Skilling er det faktisk tvivlsomt, at ret mange af Enrons ansatte, direktion eller bestyrelse nogensinde gennemskuede ret meget af det selskab, der kun på overfladen solgte energiforsyning, men bag facaden var én stor finansiel spekulationsvirksomhed.

NØGLEORDET i den mærkelige, hyperkomplekse nye virkelighed, som vores kontoindehavender, pensionsopsparinger, investeringer og afbetalinger i dag hvirvler rundt i, hedder derivater. Derivater betyder, at et produkt henter sin værdi fra et andet produkt. De er investeringer, som er afledte af andre investeringer. Så et derivat er en option, hvor man køber sig ret til at købe en bestemt aktie om et år, hvis man vil. Eller en future, hvor man binder sig til at købe denne aktie om et år. Det kan der være glimrende grunde til at gøre; for eksempel kan man sikre sig mod tab på én aktie ved at sikre sig ret til at købe en anden aktie, der med sikkerhed vil stige, hvis éns egen falder. Det hedder at 'hedge' sin investering, og hedges var, hvad Jérome Kerviel beskæftigede sig med, indtil han i går mistede sit job, sin ære og 35 milliarder kroner af sin arbejdsgivers kapital.

Sagen med derivater er for det første, at de også kan bruges til at øge risikoen - og den mulige gevinst - ved spekulation. For det andet er sagen med dem, at de binder finansielle produkter sammen i et uendeligt, globalt spindelvæv, hvor banker og investorer satser penge på hinandens lån og aktier i en uendelighed, og ingen aner, hvor den endegyldige risiko helt ligger - hvor liget reelt ligger begravet. Dét betyder for eksempel, at der stadig vil gå måneder, før verdens banker bliver færdige med at udrede, hvor store tab de hver især har påført sig, fordi nogle amerikanske kreditselskaber begyndte at satse på dårlige betalere engang i starten af årtiet. Og så er sagen med derivater, at deres omfang er eksploderet. Verdens mængde af kapitalværdi er sammenlignet med værdien af den globale produktion eksploderet i de sidste 30 år, og værdien af derivater over for mængden af kapital er eksploderet inden for de sidste 10, så den samlede værdi af handlede derivater i dag er næsten den dobbelte af hele den samlede værdi af verdensøkonomien.

Derfor er markedet blevet indviklet. Dets aktører investerer i blinde, og alle deres investeringer hænger indbyrdes sammen. Når fejlene eller recessionen kommer, rammer de hinanden som dominobrikker. Med vores alle sammens penge som grundlag.

Den britiske økonomiske historiker David Kynaston har påpeget, at folkeskolebørn i kommunistiske lande blev oplært i, hvordan deres samfundsøkonomi fungerede. Den slags er der ikke noget af i kapitalismen, men det burde der måske være.