Leder

Mådehold

2. januar 2008

"Det går så godt, at den største risiko i det nye år er, at det kommer til at gå for godt"

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin nytårstale i går

Danmark er mulighedernes samfund, og dansk økonomi er så bomstærk, at det vækker misundelse i udlandet, gentog statsministeren i årets nytårstale. De senere års økonomiske opsving er kommet næsten alle til gode - ja, en "social revolution" har den medført, men nu er det tid til at stoppe op og vise mådehold, mener Fogh Rasmussen med en slet skjult adresse til de offentligt ansatte, som i de kommende måneder skal forhandle nye overenskomster.

Forhandlinger, hvor der næsten skal et mirakel til, hvis de ikke skal ende i storkonflikt og et politisk indgreb.

"Vi har et fælles ansvar for at sikre fremgang i Danmark ved at være realistiske i vores krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn," sagde Fogh Rasmussen i aftes.

Med andre ord kan de forventningsfulde ansatte godt skyde en hvid pind efter de store lønstigninger, som de godt hjulpet på vej af politikere og faglige ledere har drømt om det seneste år. Det er tid til at vise samfundssind. Og for alle andre er udsigten til øgede forbrugsmuligheder og bedre offentlig service også ved at blegne. Nu skal forventningerne og kravene skrues ned.

"Ingen har glæde af at stille for store krav i dag - for at få den dobbelte regning i morgen," sagde statsministeren. Den økonomiske logik er, at for høje lønstigninger i Danmark vil føre til ringere konkurrenceevne og arbejdsløshed, fordi danske virksomheder ikke kan sælge deres varer i udlandet og måske ligefrem vælger at flytte produktionen til andre lande.

Det er helt andre toner fra statsministeren, end vi har været vant til. For blot et år siden sagde han eksempelvis:

"Når vort samfund bliver rigere, har vi også råd til at sikre en offentlig service af høj kvalitet."

Der var i nytårstalen for et år siden råd til at sikre både børnepasning, ældrepleje og skoler af meget høj kvalitet. Og når danskerne nu oplevede så stor fremgang i privatøkonomien, og der var råd til at skifte køkkenet ud, så var det helt naturligt, at de også forventede en offentlig service, som er i top, sagde Fogh Rasmussen. Mådehold var ikke tilnærmelsesvis en del af statsministerens budskab, og helt frem til folketingsvalget den 13. november var der råd til det hele, frit valg på alle hylder nærmest - med tidligere finansminister Thor Pedersens ord kunne vi købe hele verden. Og mens økonomerne advarede - nøjagtig som nu - blev en skattelettelse på 10 milliarder kroner hastet gennem Folketinget, og strømmen af løfter til både offentligt ansatte og almindelige forbrugere af offentlig service tog til måned for måned.

Så hvad er der sket på det år, der er gået? Ja, advarslerne fra vismænd og andre økonomer er stort set de samme. En ekspansiv finanspolitik var også gift for en overophedet økonomi for et år siden, og de truende udsigter til mangel på arbejdskraft var de samme. Den væsentligste forskel på Foghs optimistiske nytårstale 2007 og det mådehold, som blev temaet i 2008, er, at folketingsvalget nu er overstået, og der er lang tid til, at vælgerne igen kan bestemme. Så nu er der tilsyneladende tid, rum og mulighed for at regeringen kan tage sig af de problemer, som dansk økonomi står over for, på en mere forsvarlig vis. Ærgerligt at den politiske kappestrid i så lang tid har handlet om, hvem der havde de største gaver i sækken. Og beskæmmende at se, hvor hurtigt de politiske signaler kan skifte, blot fordi der ikke længere er valg i luften.

De problemer som regeringen i dag står med i forhold til at sikre en sund økonomi er altså i vidt omfang selvskabte. De krav og forventninger til højere løn, større forbrug og bedre offentlig service, som statsministeren nu forsøger at dæmpe, er for størstedelen skabt af ham selv. Og den ophobning af løfter fra denne og tidligere valgkampe, som er en del af kontraktpolitikken, betyder, at regeringen har store vanskeligheder ved at foretage den økonomiske kursændring, som er nødvendig og den mest ansvarlige lige nu. Det er nu engang ikke let med den ene hånd at indfri løfter om højere børnecheck til børnefamilier, lavere indkomstskatter og andet og med den anden mane til mådehold og samfundssind.

Om mindre end 50 år vil den største befolkningsgruppe i Danmark og resten af Europa være mellem 60 og 64 år, hvis ikke de danske og europæiske kvinder begynder at føde betragteligt flere børn, og grænserne åbnes for indvandring, konkluderer en helt ny international rapport. Med andre ord har vi kun set begyndelsen, aldringen af samfundene vil tage til, og udfordringerne er enorme. Hvor der i dag er fire mennesker til at forsørge hver dansker over 65 på pension, så vil der i 2052 kun være to. Så hvis det også er Anders Fogh Rasmussen, der skal holde nytårstalen 2009, er der stor sandsynlighed for, at den vil byde på mere mådehold - mere samfundssind - måske i form af en kraftig opfordring til danske kvinder om at få flere børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Så skete det igen, Dronningen viderebragte igen en af de nøje instruerede gode råd fra statsministeren, som skriver hendes taler. Hun formidlede statsministerens budskab om at droppe den økonomiske vækst til fordel for fremtiden videre. Af hensyn til miljøet og sammenhængen mellem den økonomiske vækst og dens underminerende virkning for vort livsgrundlag, er vi nødt til at sætte væksten ned. Symbolværdien heraf er til at tage og føle på.

Og som han siger i sin egen nytårstale: ”De senere års økonomiske opsving er kommet næsten alle til gode - ja, en "social revolution" har den medført, men nu er det tid til at stoppe op og vise mådehold" (med adresse til de offentligt ansatte, som i de kommende måneder skal forhandle nye overenskomster.)

Fra nu af kan vi begynde at tro på, at man forstår, at de som kører i overhalingsbanen aldrig har skabt grundlaget for nogens fremtid, og slet ikke de offentligt ansattes, at det meget langt fra er rigtigt, som det er blevet fremstillet af de købedygtige, økonomisk og politisk succesfulde fra Adam Smith til i dag, at den enes økonomiske succes er den andens, at det tværtimod er løgn, at det er omvendt. Hvad der er godt for de velstillede, det er ikke godt for nogen, og slet ikke for de offentligt ansatte.

Vi skal nu ikke længere høre på statsministerens og cepo´s floskler om at:
"Når vort samfund bliver rigere, har vi også råd til at sikre en offentlig service af høj kvalitet."

Væksten har vist sig så stærk og destruktiv i de dele af økonomien der (i flg. Cepos) trækker alt andet med sig, at de offentligt ansatte må vise mådehold, for at rede os alle sammen.

Fra nu af kan vi begynde at fokusere på økonomien som vores problem. Det er økonomien som er problemet!
Der er ikke plads dens indre logik, for den kan ikke fungere uden den vækst, som er så katastrofal for enhvers fremtid. Vi må derfor minimere den. Trække luften ud af den. Sige sit lønarbejde op, hvis man kan. Kræve mindre i løn, mindre arbejde. Tage børnene ud af institutionerne de gamle hjem fra plejehjemmene. Sælge huset, købe et mindre. Holde op med at bidrage til økonomien. Genindføre subsistensøkonomien, gå over til tusk, dvs. lokale ydelser for lokale ydelser, sort økonomi, genbrug, vedvarende energi, mindre energi, mere kvalitet. Og holde op med at tro på at noget som helst skal kunne betale sig. Det der er noget værd, kan ikke gøres op i bytteværdi, salgsværdi, det kan ikke betale sig.

I gamle dage var en af de mest indgroede og selvfølgelige former for indsigt, der tilhørte adelen og kongefamilien, at lediggang er roden til det gode liv; adspredelsen og sanseligheden. Arbejde og produktion det var noget man prædikede for pøbelen. Nu er det en sandhed som gælder alle. Vi har aldrig haft så meget før, og mere kan kun betyde mindre for alle!

Hurra for Dronningen, statsministeren, Adelen, det lille konstitutionelle monarki, folket, de arbejdsløse, de nyfødte, de døende, og os andre. Vi har nok af det hele, nu mangler vi bare noget at have det i. Og så må vi håbe at de offentligt ansatte er dumme nok til at bære hele læsset, ellers så vælter det.

Steen Rasmussen

Reality is a state of mind: ”Erfaringen svarer ikke til en skid. Enhver beskrivelse af virkeligheden skaber, hvis den overhovedet gør en forskel, sit eget lille flygtige univers. Den performer bare lidt omkring sin egen lille lukkede verden, og så er den væk igen” Men hvor det dog føles perverst at være vidne til det politiske Danmarks selvbeskrivelse.

Steen Rasmussen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin nytårstale ved begyndelsen af 2008:
"Det går så godt, at den største risiko i det nye år er, at det kommer til at gå for godt"
For en gangs skyld tog han oprigtigt fejl i sin risikoanalyse. Han løj altså ikke, men tog i sandhed fejl. Den største finanskrise siden 1929 kom bag på ham.
Med risikoen for økonomisk overophedning for sit indre øje valgte han at formane mådehold, især over for de offentligt ansatte, men også mere generelt. Den helt store risiko var, som altid, af økonomisk art, men økologien var med både i Dronningens tale og hans egen.
Der kom strejke, sygeplejerskerne og sundhedsmedarbejderne fik lønforhøjelser. Prisfald og den nuværende udsigt til økonomisk depression på globalt plan ser ud til at give den effekt, at lønstigningerne bliver reelle, hvor inflationen ellers ville have ædt værdien af lønstigningen op.
Men forholdene på sygehusene er ikke blevet bedre. Der er kommet flere sundhedsarbejdere til fra udlandet, herunder ulandene. ”Rationaliseringerne” er underfinansieret og personalet flygter over i det private.
Kommunerne har solgt ud i stor stil af borgernes forsyningsselskaber, for at dække de huller i budgetterne, som er opstået som følge af regeringens skattestop. Regeringen fik ikke solgt Dong, som planlagt, heller ikke TV2, men har ”rationaliseret” DSB med bebudet fyring af 300 medarbejdere, og man har besluttet sig for at investere 20 milliarder bl.a. i det offentlige transportnet, primært for at gøre DSB mere salgbar (investeringerne sælges dog udadtil med lidt andre begrundelser).
Politireformen ligger i ruiner. Men sandheden om den bliver syltet med undersøgelser og undersøgelser af undersøgelser omkring effekten af den. Nu og da kommer sandheden frem, selv i trofaste venstremedier, som Vejle amts folkeblad, der forleden ryddede forsiden for at gøre sine læsere opmærksom på, at politiet havde nogle alvorlige problemer, og at ledelserne og politikernes lallende hurraråb på reformens vegne var slemt ude af trit med de erfaringer, man gjorde sig på gulvet inden for korpsene. (Jeg har selv set det i ovre hos svigermekanikken i Jylland)
Regeringen har allerede gennemført en stor redningspakke over for finanssektoren, som indebærer at staten garanterer for indlån i bankerne for op til 4000 milliarder kr. Det politiske system garanterer på den måde for, at man er parat til at gå ned sammen med sektoren. Tilbuddet på 100 milliarder ekstra lån til bankerne står også over for vedtagelse.
Verden over har regeringerne sammen med den danske bevist, at man er parat til at nationalisere tabene på det fri finansielle marked, samtidigt med at man i et væk forbereder og realiserer privatiseringen af offentlige guldæg. Man er så forblindet i sin tro på markedet, så man dels er parat til at gå ind og sætte det ud af kraft, der hvor det svigter og dels overlade de sidste velfungerende almennyttige institutioner til det private, som endnu måtte findes i offentligt regi, alene for at tækkes genstanden for sin tro, altså sin tro på at markedet er løsningen på alle problemer, også selv om netop dette år blev det år, der beviste, at markedet ikke engang kan tage vare på sig selv.
Kapitalens globale liberalisering og troen på markedet som løsningen på alle problemer har manifesteret sig som ren overtro. Men sandheden om denne overtro mangler endnu at ramme de troende i panden på folk som Anders Fjog Rasmussen, som den forhammer, der falder i panden på koen lige før slagteren skærer halspulsåren op på den. Fjoget forstår ikke en skid, han orienterer sig ideologisk, dvs. kontrafaktisk og ikke lærevilligt, som min egen afgud, Niklas Luhmann ville sige, hvis han ikke netop er sten død på tiende år.
Hvad kommer Anders Fuck Det Hele til at snakke om i sin nytårstale i år? Skattelettelser for de velstillede. Stimulanspakker til erhvervslivet og især til bankerne. Om at få råd til at tage sig af miljøproblemerne, altså økonomisk vækst for at tage sig af vækstens utilsigtede bivirkninger. Hvor det sidste år var et problem at få de offentligt ansatte til at holde igen, fordi de velstilledes økonomi var blevet overophedet, så skal de velstillede igen i år formanes til at forbruge sig ud af alle problemer. Vi vil komme tilbage til den gamle sang om, at de velstillede liberale kræfter, som hænger med røven nederst i økologisk forstand, skal flyve så højt som muligt, som om det var løsningen på noget som helst.
I år har vi ikke hørt ret meget om, at EU-monsteret via kommissionen og ministerrådet i smuk forening med de mest EU-skeptiske kræfter er tæt på at bombe bestemmelserne om arbejdstid tilbage til før 1919. Dengang, da den Internationale arbejderorganisation (ILO) blev oprettet, vedtog man otte timers dagen sammen med en 48 timers arbejdsuge.
Når sociale uroligheder, som dem vi nu ser i Grækenland spreder sig til andre mere økonomisk udsatte lande inden for EU, så som Spanien og Portugal, og når det går op for det store sovende flertal, hvad EU er for et monster, evt. samtidigt med at krisen for alvor slår igennem, så falder Fjogets og EU-monsterets selvfede snak sammen. Men da de fleste lande for længst har afskaffet de demokratiske organer af hensyn til den institutionaliserede monetarisme, ja så kan det være lige gyldigt.
Sov godt folkens, i fortjener det!

Bankerne har de sidste 2 år udbetalt ca. 90 mill. kr. til ejerne, de kunne jo starte med at aflevere dem tilbage.
Når man har en pyramideøkonomi der bygger på at sælge varm luft, er den eneste måde at skaffe reelle værdier, at sælge offentlige virksomheder og almene boliger, gøre lejerboliger til ejerboliger og afgiftbelægge frie goder.
Hvad man så vil fyre med næste gang at ballonnen er ved løbe tør for varm luft - tja...!