Leder

Mellemøstrejse uden sammenhæng

14. januar 2008

George W. Bush er fortsat optimistisk på vegne af sin plan om at skabe fred i Mellemøsten inden årets udgang. Det gentog han flere gange i weekenden, hvor hans ni dage lange rundrejse i regionen førte ham til Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater. Her var budskabet, at hvis det lykkes ham at have en israelsk-palæstinensisk fredsaftale på plads, inden han forlader det amerikanske præsidentembede, så vil freden brede sig til resten af Mellemøsten.

Men ligesom han havde vanskeligt ved at give sit budskab troværdighed under besøgene i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder i slutningen af sidste uge, var modtagelsen her præget af en neutral høflighed, der ikke formåede at dække over en dyb skepsis over for præsidentens projekt. For nu er rundrejsen blevet tilføjet et nyt element, som er Irak, og beskeden er, at Bush ikke har planer om nogen snarlig rømning, endsige nedskæring af de amerikanske tropper i landet.

Dette er blevet til endnu en grund til at tvivle på, hvad han egentlig har tænkt sig, for med den helt urealistiske deadline for den israelsk-palæstinensiske fred og fortsat amerikansk tilstedeværelse i Irak, er det forståeligt nok vanskeligt at se de store fredsvisioner.

I KUWAIT BLEV Bush modtaget korrekt, med rød løber og en buket blomster, men han så intet til den massehyldest, der blev tildelt hans far, da han gæstede landet for 15 år siden. Tværtimod slog gæstens tydelige upopularitet ud i folkelige protestdemonstrationer langs vejen fra lufthavnen ind mod hovedstaden, hvilket er en sjælden forekomst i oliestaten. Denne folkestemning er også til stede i de øvrige stater, George W. Bush har på programmet, og alle vegne skyldes den først og fremmest det kaos, han har skabt i Irak ved at iværksætte den amerikanske invasion i 2003. For mens flertallet i oliestaternes befolkninger så Saddam Hussein som en trussel mod den regionale stabilitet, og i begyndelsen billigede fjernelsen af den irakiske diktator, har måden, det er blevet gjort på, skabt stor utryghed i hele Mellemøsten. Demokrati var en af de amerikanske hovedbegrundelser for at gå ind i Irak, og selvom der er ved at vise sig noget nu, har det været en lang og blodig proces at nå dertil, og med god grund frygter andre arabiske befolkninger for deres skæbne, hvis Bush stiller lignende krav om demokrati i deres stater.

Og netop ordet demokrati er også med til at skabe uro blandt de arabiske ledere, som Bush besøger. For alle vegne ligger det i kortene, at præsidentens store fredsprojekt, der begynder med at ordne forholdene mellem israelere og palæstinensere, vil blive ledsaget af håndfaste krav om demokrati efter vestlig model i resten af regionen.

De forskellige arabiske ledere har meget lidt lyst til at høre om den type demokrati, Bush har i tankerne. For mens de alle arbejder med forsigtige reformplaner i skiftende omfang, mener de også, at den hidtidige styreform er den bedste sikring af den relative stabilitet, som heller ikke de kan se, Bush har gjort meget for i Irak. Og de har endda mindre brug for den amerikanske håndsrækning end længe. De uhørt høje oliepriser har nemlig skabt højvande i de olieproducerende landes statskasser, hvilket sætter lederne endnu bedre i stand til at forfølge den klassiske strategi - de overdænger befolkningerne med materielle goder og det søde liv, og så føler kun en lille minoritet sig tilskyndet til at kræve demokrati. Dette ses selv i det fattige Egypten, hvor Bush afslutter sig rejse. Også her boomer økonomien, hvorfor præsident Hosni Mubarak ikke behøver tage kravene om demokrati så alvorligt som ellers.

Kulminationen på dette mønster bliver givetvis, når Bush i dag ankommer til den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Her vil han formelt lancere sin plan om at sælge for 20 mia. dollar våben til golfstaterne, hvor Saudi-Arabien kommer til at stå som den helt store modtager. Dette er den saudiske ledelse naturligvis tilfredse med, men skårene i denne glæde er, at handelen i stor udstrækning sker på baggrund af, hvad man lokalt opfatter som en reel iransk trussel mod den regionale stabilitet. Og netop denne stabilitet er blevet ekstra skrøbelig ved, at USA fører an i konfrontationen mod Iran.

Det kan med andre ord forventes, at kong Abdallah i Riyadh vil sige pænt tak for de mange våben, og så ellers lade resten af mødet ende uafgjort. For den fredsplan for den israelsk-palæstinensiske konflikt, som han og hans land har lagt navn til, går helt andre veje og risikerer at blive skudt i sænk af Bush's forhastede og udsigtsløse projekt, og kong Abdallah har som de andre arabiske ledere heller ikke lyst til at lytte til de amerikanske krav om demokrati.

Som George W. Bush skrider frem med sin rundrejse, synes der således at komme mindre og mindre sammenhæng i hans projekt, og det bliver stadig vanskeligere at se, hvad han bygger sin optimisme på. Mange mellemøstlige analytikere formulerer det ved, at regionen pænt og høfligt lader ham rejse rundt, mens man i det stille ser frem til, at der om lige godt et år kommer en ny præsident i Washington, hvor visionerne kun kan blive større.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu