Leder

Privatisering fordi ... ?

Debat
9. januar 2008

OM TRE UGER er Dagbladet Information inviteret med udviklingsminister Ulla Tørnæs på klimarejse til Kenya og Tanzania. Her vil ministeren lade sig fotografere foran Kilimanjaro, Ngorongoro-krateret og andre pittoreske klimaforandrings-landskaber, ligesom statsminister Anders Fogh Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard har ladet sig afbilde på den grønlandske indlandsis. Regeringen Fogh, i dens tredje inkarnation, vil nemlig gerne være banner-fører i indsatsen mod de globale klimaforandringer.

At visse politikker imidlertid ikke lader sig påvirke af den nye grønne profil, blev markeret i går, da det almægtige Finansministerium gav grønt lys til en børsnotering af det statslige energiselskab DONG Energy. DONG vil om et par uger sætte 27,8 procent af sin samlede aktiekapital til salg, og staten efterfølgende stå tilbage med 51 procent af aktierne. Det er ikke en fuld privatisering; det er derimod næsten akkurat en halv privatisering, men denne omstændighed har ikke fået regeringen til at forsyne sin virksomhed med nogen form for grøn styring. Tværtimod understregede klimaminister Hedegaard for nylig i anledning af DONG's kulkraftbyggerier i Tyskland, at statens opgave udelukkende er at sikre, at DONG drives professionelt som et privat selskab, uden statens indblanding. Med marked, aktieafkast og indtjening for øje, med andre ord, og ikke for eksempel miljøet.

IKKE ALENE HAR DONG altså længe skullet privatiseres med opbakning fra et samlet folketing, hvor kun Enhedslisten står udenfor; politikerne har også længe opført sig, som om det allerede var privat - selv om de, som professor Carsten Greve påpeger i dagens Information, sagtens kunne have valgt at gøre deres indflydelse gældende, for eksempel ved at vægte miljøhensyn i DONG's prioriteringer.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har påpeget, at politikere bør føre et skærpet opsyn med den type virksomheder, der leverer vigtige serviceydelser og infrastruktur, og som er opbygget på leverandørrettigheder og offentlige ressourcer, som ikke er opnået på markedsvilkår. Nyrup advarer om, at disse offentlige forsyningsvirksomheder ikke alene udgør urimeligt gode køb for kyniske investorer; deres produkter er også uundværlige i en grad, som et samfund må tage alvorligt - og ikke bare overlade til markedet at administrere.

Målt i antal salg og indtægter til statskassen stod regeringen Nyrup ellers for et endnu mere ivrigt privatiseringsregime end regeringen Fogh. Og det, der gør nødvendigheden af en grundlæggende diskussion af privatiseringens dyder allermest påtrængende, er måske i virkeligheden den store politiske konsensus om, at privatisering altid er vejen frem. En konsensus, der nok toppede med begejstringen for Peter Brixtoftes Farum-model sidst i 90'erne, men som også i dag lever stærkt nok til, at kun få tør betvivle princippet.

DEN STORE KONSENSUS om, at privatiseringer er en dyd så ubetvivlelig, at den dårligt nok er politisk, blev grundlagt i 90'erne. Professor Niels Åkerstrøm har påpeget, hvordan Finansministeriet aktivt gennem årtiet problematiserede politisk indblanding og stod i spidsen for en række reformer og tiltag med det mål at få trukket politikken tilbage i forhold til det administrative, så de offentlige institutioner fik 'frihed' til at foretage en lang række dispositioner frigjort fra politisk indblanding. I denne nye diskurs blev det politiske nydefineret som det generelle og det overordnede og defineret som adskilt fra det administrative og dets dispositioner. Blandt dem var, helt afgørende, styringsmodellerne: dannelsen af statsaktieselskaber, udliciteringer, koncernstyring og kontraktstyrelser.

Denne nyskabte skelnen mellem det politiske og det administrative, påpeger Åkerstrøm, var ikke neutral, men derimod i sig selv politisk. Og, kan man tilføje, den grundlagde en skelnen, som i dag tillader regeringen Fogh at splitte sin politik i to næsten skizofrene dele: En erklæret politisk, der eksempelvis gerne vil gøre en indsats mod klimaforandringerne, og en erklæret administrativ, der har til opgave at sikre statens indtjening, koste hvad det politisk koste vil.

At DONG om et par uger bliver halvvejs privatiseret, er et politisk kompromis, der ikke løser paradokset mellem de store politiske hensyn og det administrationsideal, som privatiseringsregimet repræsenterer. Ikke mindst klimaforandringstruslen vil i de kommende år udfordre idealet om den tilbagetrukne, afpolitiserende stat i et omfang, som ingen i 90'ernes privatiseringsbegejstring havde set komme. Det er en diskussion, der handler om privatiseringer og vil gentage sig med DSB, brobygning og en række andre politiske investeringsbeslutninger som genstand. Men det er også en diskussion, der handler om politikernes ansvar og fremtidens politiske felt. Derfor må den gerne snart blive taget alvorligt af dem, som bestemmer - også over Finansministeriet. lfk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ralph Sylvestersen

Prøv lige at smage og lytte til ordene samfund, almen, fælles. Og prøv så med ordet privat – fremkalder sidstnævnte privat ikke en umiskendelig følelse af en noget skingert?

Imens vi var optaget af den flimrende fladskærm og køb af næste charterrejse er det lykkedes for nogle få, at stjæle vores fælles værdier ud af hænderne på os.

Enkelte husker vel endnu de årlige generalforsamlinger i transformerforeningen og henne i vandværket, og følelsen af ejer- og fællesskab. Ved at genskabe disse værdier, nu med nogle erfaringer rigere kan vi bevæge os ad en mere bæredygtig vej. Al erfaring viser, at privatiseringerne hører ikke hjemme her.

Det er endnu ikke lykkedes nogen at forklare mig, hvordan noget kan blive billigere, endige bedre af, at nogen skal tjene penge på det.

Kære Per
Det er fordi det er en løgn.