At sejre sig ihjel

Det siges almindeligvis, at alle er blevet socialdemokrater. Og det hedder sig, at det store gamle arbejderparti har sejret sig selv ihjel.

Dette bliver ikke rigtigt, bare fordi det bliver gentaget. For den holdning, der om nogen har sejret i den danske velfærdsstat, synes ikke at være den socialdemokratiske kobling af stor omfordeling, sociale garantier, fortsat økonomisk vækst og opdragelse af borgerne til demokratisk deltagelse. Det er snarere grundlæggeren af Centrum Demokraterne (CD), Erhard Jacobsen, der synes at have sejret sig ihjel. Ikke alene er han selv død, men lørdag blev hans gamle parti CD officielt nedlagt. Og alligevel forekommer det i dag mere præcist at hævde, at alle er blevet centrumdemokrater, som Erhard Jacobsen var det. CD opstod i 1973 som en protest imod Socialdemokratiets venstredrejning, den venstreorienterede dominans i kulturlivet og i Danmarks Radio, hvor borgerne skulle opdrages til at være fordomsfri og selvstændigt tænkende.

Erhard Jacobsen ville have en velfærdsstat uden venstreorienteret opdragelse af borgerne til demokrati og uden foragt for de borgere, der ville have lov til at have deres behagelig velstand i fred og med god samvittighed. For Socialdemokratiet i 1960'erne og 1970'erne var velstand uden demokratisk velfærd et rædselsscenario for det danske samfund. For CD var Socialdemokratiets foragt for velstand alene grundlaget for, at partiet blev skabt. Erhard Jacobsen ville befri villaejerne og privatbilister fra en velfærdsstatslig pædagogik, som ringeagtede den, der tilfreds passer sit eget, som en småborger og en snylter på fællesskabet. Formlen for CD var en velfærdsstat uden demokratisk velfærdspædagogik.

Ved valget i 2007 stod alle fra SF til Dansk Folkeparti sammen om at frede boligejerne. De skulle sandelig ikke udsættes for ondsindet beskatning. Den stadige modvilje mod massive satsninger på offentlig transport og den fortsatte fredning af privatbilisme indikerer et andet felt, hvor CD's synspunkt er blevet konsensus. Ingen ville forpligte middelklassen på andet end forsvar for middelklassens privilegier.

Det er i denne sammenhæng ikke uden en vis historisk ironi, når Erhard Jacobsens datter og senere partiformand, Mimi Jacobsen, nu beklager, at partiet røg ud af Folketinget i 2001, fordi det ikke længere var muligt at opdrage de borgerlige vælgere til en vis humanisme. Hun forsøgte at sætte sig på den gren, som hendes far allerede under fanatisk spektakel havde været med til at save over. Hun måtte erkende, at borgerne var blevet umådeligt immune over for alle forsøg på politisk, humanistisk prægning. Det gamle CD havde sejret i en grad, så det nye CD ikke blev til andet end en parentes. Knud Heinesen har påpeget, at nok stammer Dansk Folkeparti oprindeligt fra Fremskridtspartiet, men i dag har det snarere overtaget CD's gamle platform med et massivt forsvar for den bestående velstand og en lige så massiv foragt for humanistisk argumentation. CD tabte midten til en radikalisering af sit eget program, som end ikke Erhard Jacobsen havde drømt om. /p>