Leder

De sendte en kvinde

Debat
29. januar 2008

I Tyskland lykkedes det i søndags socialdemokraten Andrea Ypsilanti ikke bare at sætte sig igennem, trods stor modstand i sit eget parti, men at vinde valget i delstaten Hessen med en fremgang til SPD på næsten otte procent.

Ypsilanti har først og fremmest sejret, fordi hun i sin valgkamp har vist, at politik stadig kan begejstre folk. "Vi har kæmpet for en anden politisk kultur i dette land, og vi har vundet!" råbte hun, da de første valgprognoser forelå søndag aften. Koalitionsregeringen i Forbundsdagen lider netop under, at den ligner et forretningsforetagende, hvor en politik, der bæres af håb og utopi, drive og begejstring, er ubetrådt land.

Ypsilanti har hentet stemmer hos de veluddannede og hos kvinderne. Hvad hendes modkandidat hos CDU, Roland Koch, ikke havde fattet, havde hun, nemlig at også borgerlige i Tyskland er blevet mere oplyste og mere feminine. Og dermed ikke er bange for et ryk til venstre.

Den 50-årige socialdemokratiske sociolog, der først meldte sig ind i SPD i en alder af 29 år, har på ingen måde - som Socialdemokraterne i Danmark - forsøgt at smigre højrefløjens vælgere. Tværtimod har tidligere kansler Gerhard Schröder kritiseret hende for at være for venstrevredet. Andrea Ypsilantis synspunkter er hendes egne, de er oplyste, anstændige og rimelige, og hun har blikket stift rettet mod Tysklands fremtid.

Andrea Ypsilanti har en stærk sag. Hun vil reformere det tyske skolesystem, der hænger som en møllesten om halsen på tyskerne. Skolesystemet deler børnene efter 4. klasse og sætter to streger under den sociale arv. Det har også oplyste borgere i Hessen opdaget, og de er mere bange for deres børns fremtid end for de kriminelle indvandrere, Roland Koch slog på i valgkampen. Ypsilanti viger ikke fra kravet om en mindsteløn og dermed større social retfærdighed - en sag af stor almenmenneskelig interesse, som CDU hidtil har nægtet at røre. Endelig har hun grønne synspunkter, er for vedvarende energi og imod atomstrøm. Hessens to atomkraftværker er ganske vist allerede lukket, men rigtigheden i synspunktet, og at det er den vej, miljøbevidste unge tyskere vil, hersker der ingen tvivl om.

Andrea Ypsilanti bliver formentlig Tysklands anden kvindelige ministerpræsident. Den første og hidtil eneste var Heide Simonis, der regerede Slesvig-Holsten for SPD fra 1993-2005.

Ypsilanti står for en ny kvindetype i politik, der ligger lysår fra jernladyen Margaret Thatchers mopsede, bedrevidende og formynderiske stil i 1980'erne. Også kansler Angela Merkel er af denne type. Trods en anden partifarve udviser hun et mod, som forgængeren Schröder ikke kunne mobilisere. Vi ser i dag modige kvinder som Hillary Clinton i USA og Ségolène Royal, som franskmændene nu ærgrer sig over, at de ikke stemte på. De har en idé om fremtiden, som de gerne deler med andre, deres eventuelle politiske mangler til trods.

Men ingen vinder uden en taber. Og hvad har Hessens ministerpræsident siden 1999, Roland Koch, tabt? Et småborgerskab, som ikke kan mobiliseres mere. I og med at han talte til fordomme og gamle illusioner, fik han gamle socialdemokrater ud af hullerne og hen til valgurnerne. Hos vor store sydlige nabo Tyskland kan der ikke længere føres politik og vindes valgkampe på fremmedfrygt. Det er slut. Den højrepopulisme, vi oplever dagligt i Danmark, går ikke i Tyskland. Roland Kochs polemiske valgkamp med fokus på ungdomskriminalitet blandt indvandrere, omgående udvisninger, fængselsstraffe til 12-årige og straffelejre var ynkelig og gennemskuelig selv på de bagerste rækker.

For Koch og hans parti CDU blev der afregning ved kasse ét. Koch fik en valglussing, hvis røde fingre vil sidde på hans kind i mange år endnu. CDU rutsjede fra himmelråbende 48,8 procents opbakning ved valget i 2003 til bare 36,8 procent af stemmerne i søndags. Det store tyske ugeblad Spiegel siger, at tyskerne kan være stolte over, at "det hævdvundne anti-udlændingenummer ikke trækker længere", og berlineravisen taz godter sig med overskriften 'Udvisning truer Koch'.

Valget i Hessen og det samtidige valg i nabostaten Niedersachsen blev også en sejr for Venstrepartiet. Det er nu en kendsgerning, at Tyskland har fem partier på landsplan, og Venstrepartiets indtog lige over spærregrænsen med 5,1 procent af stemmerne er altafgørende for Ypsilanti. Kun med parlamentarisk støtte fra dette parti vil hun kunne danne regering sammen med De Grønne. Hermed har det oprindelig postkommunistiske parti fået fast rod i hele Tyskland. Det er nu repræsenteret i ni af landets 16 delstater.

Venstrepartiet vil bide Socialdemokratiet i haserne ved alle fremtidige valg i Tyskland. Det kan få partiet til at markere sig klarere til venstre for midten, og netop Ypsilanti har som den første vist, at her er der også en fremtid, hvor social retfærdighed og et moderne skolesystem vil blive mærkesager, der må kunne vindes valg på også andre steder end i det lille luksuriøse Hessen. hen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Pedersen

Ypsilanti har vel blot gjort det, der altid er tiltalende: At gå tværs igennem taktik og politisk fedtspil. En vis Obama ser ud til at prøve det samme. Var det ikke noget, Helle Thorning og Co? I har intet at tabe.

"Hos vor store sydlige nabo Tyskland kan der ikke længere føres politik og vindes valgkampe på fremmedfrygt. Det er slut. Den højrepopulisme, vi oplever dagligt i Danmark, går ikke i Tyskland. Roland Kochs polemiske valgkamp med fokus på ungdomskriminalitet blandt indvandrere, omgående udvisninger, fængselsstraffe til 12-årige og straffelejre var ynkelig og gennemskuelig selv på de bagerste rækker."

Vi må simpelthen erkende at tyskerne er langt mere civiliserede end danskerne, og at deres demokrati er langt mere modent og veludviklet, med en sund sans for beskyttelse af svage minoriteter.