Leder

Tynd alliance

Debat
22. januar 2008

I SIDSTE UGE mødtes en lang række toppolitikere i Madrid til møde i Alliance of Civilizations, der er et spansk-tyrkisk initiativ til brobygning mellem den islamiske verden og den kristne. Under ministerpræsident Recep Tayyip Erdogans ledelse er Tyrkiet en stolt og populær deltager, der ofte fremhæves som et unikum i den islamiske verden og et forbillede for (alle) andre muslimske lande. I den sammenligning har Erdogan uden tvivl noget at være stolt af.

Men der ville være endnu mere at være stolt af, om han bare investerede en smule af den ihærdighed og prestige han bruger på international brobygning i at bygge broer inden for Tyrkiets egne grænser. For når man kigger på den måde, Tyrkiets omkring 100.000 kristne (og godt 20.000 jøder for den sags skyld) bliver behandlet på, så ser man, at der i alarmerende grad er brug for brobygning i Erdogans egen baghave.

De religiøse mindretal har det problem i Tyrkiet, at de er underlagt en ekstrem restriktiv lovgivning, der gør det svært eller umuligt at eje fast ejendom. Tyrkiet har en historisk angst for, at den ortodokse kirkes patriark, der holder til i Istanbul vil opbygge et nyt Vatikan, hvis han fik bedre mulighed for at eje jord.

Mere alvorligt er de seneste års angreb og drab på mere end en håndfuld fremtrædende kristne. I april sidst år fik tre missionærer halsen skåret over, for to år siden blev en præst skudt og dræbt, og i lørdags markerede op til 10.000 mennesker i Istanbul, at det var præcis et år siden, at den armensk-tyrkiske redaktør Hrant Dink blev skudt og dræbt foran sit kontor. Dertil kommer flere ikke-dødelige angreb.

GERNINGSMÆNDENE har i alle tilfælde været ultranationalistiske unge mænd, der mener, at en rigtig tyrker er muslim, at kristne tyrkere derfor ikke er rigtige tyrkere, og at missionærer er en trussel mod den tyrkiske nation. De unge gerningsmænd har alle været revet med af den blodtørstige nationalisme, der taler om nødvendigheden af, at man ofrer sig og som dyrker soldaterbegravelser, og kalder de dræbte soldater for martyrer. Det handler om, at den tyrkiske stat i vidt omfang forsømmer at tilbyde sine unge noget fornuftigt at tage sig til, og de derfor er overladt til tv-stationernes voldsforherligelse og fodboldkampe, der også på klubplan er gennemsyret af nationalistiske slagsange.

Det hele næres særligt af militæret, der med sin aktive offentlige profil er med til at militarisere samfundet. En anden og større skurk i den forbindelse er de ledende politikere, der forsømmer enhver lejlighed til at række hånden ud til de trængte mindretal. Efter hvert af de blodige overgreb på kristne er der kun kommet rutinemæssige fordømmelser fra landets toppolitikere, men aldrig noget der rækker videre end den konkrete forbrydelse.

Hurtigt efter forbrydelserne har myndighederne i stedet fået travlt med at reducere forbryderne til en flok lokale kriminelle, i stedet for at se på, hvordan overdreven dyrkelse af flag, blod og martyrer hænger sammen med overgreb på religiøse mindretalspersoner og dermed overgreb på både demokrati og religiøs forsoning, som Tyrkiet i Alliance of Civilizations ellers hævder at stå i spidsen for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her