Leder

69

1. marts 2008

"Når kreativiteten leder efter et sted, hælder den måske mod gigantbyerne, men den er primært optaget af, hvor der er rum."

Richard Florida, stjerneøkonom og aktuel i dagens avis med opfølgeren 'Den kreative klasses flugt'

Historien om Ungdomshusets storhed og bratte fald på Jagtvej 69 er gjort af det stof, som skaber fundamentalisme og hævngerrighed. For præcis et år siden firede specialtrænede betjente fra politiets aktionsstyrke sig ned på taget af det hedengangne ungdomshus. Det var tidligt om morgenen, dagen efter en fest i huset - og i løbet af 40-50 minutter fik styrken kontrol over ejendommen, og fik de sovende og kæmpende lagt i håndjern. Aktionen var hårdhændet med megen tåregas og skum - og megen knippelsuppe, hvis man skal tro øjenvidneberetningerne efterfølgende. De unge var væbnet til tænderne forud for det store opgør, men de blev bogstaveligt talt taget på sengen. Få dage senere gik bulldozere i gang med at rive huset ned efter ordre fra den nye ejer. Samtidig tog optøjerne og protesterne mod rydningen fart i de københavnske gader. Brande, stenkastende unge, hollændervogne og kampklædt politi gjorde Nørrebro og andre bydele til kampzoner, hvor både autonome og aktivister på den ene side og politiet på den anden satte hårdt mod hårdt.

Hårdhændede anholdelser, tåregas, tvivlsomme varetægtsfængslinger, ransagninger og en regn af brosten over betjente, som blot passede deres arbejde, har sat mærker for livet på begge sider af gadekampens fronter. Og den generation af helt unge københavnere, som har fået begivenhederne omkring Jagtvej 69 tæt ind på livet, har med sikkerhed ikke taget den sidste kamp mod ordensmagten. Sådan er det med inertien i den slags, det ene opgør lægger kimen til det næste.

I dag, et år efter, står grunden på Jagtvej 69 fortsat blæsende tom. Som en tand, der er slået ud af karreens smil, ligger tomten og fyldes med affald og blikke fra frustrerede forbipasserende. Køberen Ruth Evensen og Faderhuset viste sig alligevel ikke at have nogen plan med den. Om hun købte huset for blot at få de unge ud - ud fra besynderlige religiøse hallucinationer - eller om det var i håb om en hurtig økonomisk gevinst, ved vi fortsat ikke. Den tomme grund ligger der blot og venter på at kunne levere et svar på spørgsmålet om, hvad det hele skulle til for. Og for de unge er den et vidnesbyrd om, hvad man kan formå at destruere, blot man har den økonomiske magt til det bakket op af den private ejendomsrets vogtere - politiet. Derfor alle tårerne, derfor vreden over uretfærdigheden, derfor alle de torsdagsdemonstrationer gennem byens gader. Og derfor er Ungdomshuset i dag en protestbevægelse, som er langt større - og formentlig rummer langt mere fundamentalisme og hævntørst - end dengang huset endnu eksisterede.

Hvad er så læren eller den erfaring, der bør stå tilbage efter det ulykkelige og på mange måder dybt forudsigelige forløb omkring Ungdomshuset? For det første må man have lært en lektie på Københavns Rådhus. Kommunens beslutning om at sælge Jagtvej 69 var fatal, unødvendig og den viste sig i sidste ende at få langt større konsekvenser, end flertallet i Borgerrepræsentationen dengang havde forestillet sig. Siden har kommunen forsøgt at gøre det godt igen med forsøg på at finde et nyt hus til de unge. Det ser ud til måske at lykkes, men lokal modstand og menige københavneres helt forståelige retfærdighedssans gør det overordentligt svært at legitimere. Skal man virkelig belønnes og præmieres med et hus efter at have medvirket til optøjer og ødelæggelser - brand og hærværk for millioner. Det spørgsmål slipper Ritt Bjerregaard (S) ikke for at svare på - om ikke før, så når hun næste år håber på at blive genvalgt som overborgmester i København. Kommunen har tilbudt at sælge to bygninger - en gammel remise på Vesterbro og dele af en skole i Nordvestkvarteret til en fond, som så vil stille huset til rådighed for de unge. Heri ligger overborgmesterens alibi - det er ikke kommunale penge, der er på spil, og hvis nogen ønsker at købe kommunens tomme bygninger, så er de selvfølgelig velkommen til det.

Men bag det ligger der også en erkendelse af, at København under alle omstændigheder har brug for eksperimenterende og kreative miljøer som det, der byggede sig op omkring Ungdomshuset. Frihed til at udfolde sig, mangfoldighed, rummelighed og plads til det skæve og anderledes er det, der gør en storby interessant at bo i for det, der med et efterhånden slidt begreb er kaldt for den kreative klasse.

Så uanset om konservative politikere bryder sig om de piercede unge fra Jagtvej og deres efterkommere eller ej, så er der ikke nogen tvivl om, at de bærer en del af fremtiden for København. Når det københavnske bystyre lægger så mange kræfter i at finde et alternativt hus, er det ikke kun for de unges skyld, men for at signalere, at København er en moderne metropol af internationalt snit - trods alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

69, lever også i Århus.

Pt.. er tilbygningen(træ og metalværkstederne) til Huset, er i meget kort periode (6 mdr.) udlånt til forskellige (sub)kulturelle grupperinger, med det fællesformål at etabelere et brugerstyret kulturhus. (det må jo ikke hedde undgdomhus, for det lyder for BZ'er til, at århus kommune kan forsyne lokaler til projektet.

Flere fristeder..

fred

Problemet med de unges voldsomme reaktioner er vel først og fremmest, at de har afledt almindelige, pæne borgeres opmærksomhed fra, hvad det var for en svinestreg, der blev begået med salget og nedrivningen.

Gadekampe og bål har forhindret, at man har kunnet forklare folk om den magtfordrejning, der fandt sted, og som disse almindelige pæne borgere under andre omstændigheder ville have været dybt - og berettiget - forargede over.

Desværre vil dette indlæg uden tvivl også blive fulgt af de sædvanlige forargede brøl fra disse spalters kronisk forargede højrkekamphunde.