Leder

A-våben og havemøbler

Debat
16. februar 2008

"Det er jo så moderne at tale om Corporate Social Responsibility - det, der på dansk hedder CSR."

Sådan sagde en ansvarlig politiker, da Information forleden fangede ham til en kommentar til de stadig flere sager om pensionskasser, der investerer i krigsmateriel.

Bevares, nydansk er svært. Og ligeså svært er det tilsyneladende at integrere etiske hensyn for dem, der er sat til at få danskernes pensionspenge til at yngle. I forrige uge var det klyngebomberne. I denne uge var det atombomben, der sendte Danmarks største pengekasse, ATP, i tænkeboks. Deja vu? Tja, med jævne mellemrum tager pressen et kig på pensionskassernes porteføljer, og det er sjældent spild af tid. For mens virksomheder, der producerer varer, som forbrugerne kan lade stå på hylden, eller har aktionærer, der kan true med bål og brand, er blevet tvunget til at vende sig til begrebet CSR, har ATP ikke haft brug for andet end det gode danske ord 'købmandskab'. Enhver lønmodtager er nemlig tvunget til at spytte i kassen hver måned.

Af ATP's aktieportefølje fremgår det, at pensionskassen har aktier for 290 millioner kroner i fem virksomheder, som den norske oliefond har sat på den sorte liste, fordi de medvirker til produktion af kernevåben. Det er alle globale våbenproducenter, der næppe vil være modtagelige for aktionæraktivistiske råd om at sadle om. Som konsulent Erik Alhøj udtrykte det i Information i denne uge:

"Det er nonsens at sige til en virksomhed, der har besluttet sig for at lave våben: 'Skulle I ikke til at lave havemøbler i stedet?'"

ATP tjener penge på atomvåben, og det vil de blive ved med, til de bliver bedt om noget andet fra politisk hold, lød det fra pensionskassens aktiechef.

"ATP fører ikke en udenrigspolitik, der afviger fra Folketingets," sagde Claus Wiinblad og uddybede med, at Danmarks medlemskab af NATO betyder, at vi samarbejder med lande, der har atomvåben. Vist ligger ATP sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond inde med en formue, der svarer til et års dansk BNP, men der er vist ingen, der beder dem om at gå Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i bedene. Men man kan med rette bede dem om at inddrage indbetalerne, når kassen skal investeres.

Men ATP kaster bolden over til politikerne, og vidste man ikke bedre, kunne det næsten lyde som en seriekriminel, der håber på at blive fanget. Spørgsmålet er, om man ikke skyder forbi målet ved kræve, at pensionskassernes direktioner bliver fredsaktivister. Ifølge loven skal pensionskasserne nemlig investere midlerne, således at medlemmerne opnår de bedst mulige bonustilskrivninger. De er der for at få vores penge til at vokse. Loven nævnet intet om, at der skal tages andre hensyn. Da krig næppe går af mode lige med det første, og alt tyder på, at atomvåben igen er tilbage i centrum af den geopolitiske kamp om anerkendelse og respekt, syntes A-våben at være en oplagt og langsigtet investering.

Det er en moderne antagelse i CSR-kredse, at virksomhederne helt på eget initiativ og uden hensyn til andet end bundlinjen vil sørge for at investere bæredygtigt og etisk, fordi det er den eneste måde at langtidssikre pengene. Køn teori. Sagen om de danske pensionskasser underbygger den ikke.

Hvis danskernes pensionspenge ikke skal gå til våbenproduktion, er der derfor ingen anden udvej end at bede dem om at finde på noget andet - en erkendelse, der tilsyneladende også har sneget sig ind hos Venstre.

"Det kunne måske være formålstjenligt, at vi som repræsentanter for borgerne kunne medvirke til at opstille et egentligt etisk kodeks for investeringerne," sagde partiets erhvervspolitiske ordfører Jacob Jensen.

Den konsekvens har man for længst draget i Norge og nedsat et råd under finansministeriet, der skal screene oliefondens portefølje. Alt tyder på, at Sverige nu vil følge det eksempel i forhold til Pensionskassen AP.

"AP-fonden råder over pensionspenge, som tilhører det svenske folk. Så det er også rimeligt at Rigsdagen formulerer de regler for etik, som disse fonde skal arbejde efter," siger svensk LO's Leif Håkansson i dagens avis.

Mindre klare udmelding er i denne uge kommet fra den danske fagbevægelses repræsentanter i ATP. LO's formand, Harald Børsting, vil gå så langt som at love, at han gerne deltager i en diskussion, mens Dansk Metals Thorkild E. Jensen, henviste til, at ingen af hans medlemmer havde tilkendegivet, at de var utilfredse med, at deres penge gik til A-våbenproduktion.

"De kan bare henvende sig til mig, hvis de mener, jeg skal sige et eller andet på repræsentantskabsmødet," lød hans opfordring. Hans e-mail er metal@danskmetal.dk, hvis nogen skulle have noget på hjerte.

Det er det, der hedder stakeholder aktivisme - det som på dansk hedder at bruge ventetiden til at skrive en mail, der arkiveres lodret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her