Leder

I arbejdstøjet

23. februar 2008

DET ER FRISTENDE at konstatere, at det bedste ved de nu afsluttede energiforhandlinger er, at de er - afsluttede. Det har været stærkt frustrationsskabende for store dele af den hjemlige energisektor og motivationshæmmende for en klimabekymret offentlighed, at regeringen og Folketingets partier igennem et helt år har ført skyttegravskrig om de kommende års energipolitik.

Derfor er det i sig selv en stor lettelse, at forhandlerne torsdag aften kunne træde ud af klima- og energiminister Connie Hedegaards mødelokale og erklære, at en aftale var indgået. Omsider kan nationen trække i arbejdstøjet og tage fat på den bogstaveligt talt livsvigtige opgave med at gøre noget ved det fossile energiforbrug, der truer såvel klodens klima som nationens forsyningssikkerhed.

Før man kaster sig over udfordringerne, er det imidlertid interessant at reflektere over selve forhandlingsforløbet. I en situation, hvor internationale klimaforskere siger, at vi har mindre end 10 år til at bremse væksten i de globale CO2-udledninger, er det hjemlige politiske forløb et tankevækkende billede på demokratiets arbejdshastighed. Allerede i juni 2007, da politikerne gik på sommerferie, lå der et udkast til energiaftale. Sammenligner man dette udkast med torsdagens endelige aftale, kan man se, hvad de folkevalgte kan præstere af fremskridt i klimaets tjeneste i løbet af otte måneder.

S, SF og de radikale har siden juni 2007 presset regeringen til at forbedre resultatet med én 200 megawatt (MW)-vindmøllepark til havs, 150 MW ny vind på land, ekstra fem øre mere pr. kilowatt-time (kWh) for vindmøllestrøm på land, ekstra 9,5 øre pr. kWh for biogas-el samt et krav om 75 pct. reduktion i 2020 af energiforbruget i nybyggeri. Til gengæld er der ud af aftalen røget juni-udkastets krav om, at det fossile energiforbrug skal være reduceret med 15 pct. i 2025. I en smal særaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance har energisektorens mastodonter DONG Energy og Vattenfall tværtimod fået grønt lys til at fyre med kul på Avedøre 2- og Skærbæk-værket, der i dag kører på henholdsvis olie+biomasse og naturgas.

Dette er ændringerne fra juni 2007 til februar 2008. Så langt - eller kort - på otte måneder.

SELVE TORSDAGENS energiaftale har Connie Hedegaard kaldt 'historisk', og HUN HAR udlovet en præmie til den, der kan finde et andet EU-land med 20 pct. vedvarende energi i 2011 (bortset fra de fire der allerede i dag har over 20 pct. via bl.a. deres vandkraft). Til det må siges, at Danmarks pæne position - i dag 15,6 pct. vedvarende energi - skyldes indsatsen i årene før regeringens tiltræden, at den årlige tilvækst i den ny aftale ikke er mere ambitiøs end tilvæksten, før regeringen satte tingene i stå, samt at tilvæksten er mærkbart mindre, end det er dokumenteret mulig i en stribe uafhængige energiscenarier.

DET SAMME GÆLDER aftalens energibesparelser: Ambitionsniveauet er markant lavere end dokumenteret muligt i striben af uafhængige scenarier. Isoleringsfirmaet Rockwool, der ikke kun har interesser i sagen, men også indsigt, kalder aftalen "uambitiøs og slap", når det handler om at realisere de store besparelsesmuligheder i eksisterende bygninger. Her stiller aftalen ingen krav, men taler alene om 'kampagner'. Så når SF's Anne Grethe Holmsgaard torsdag aften kunne kalde sparemålet om to pct. reduktion i bruttoenergiforbruget i 2011 for en sejr, var det alene fordi, regeringen under de afsluttende forhandlinger forsøgte at løbe fra dette mål, som faktisk var på plads allerede i juni-udkastet.

Mest bizart er næsten, at forhandlerne ikke har fastsat noget nyt nationalt mål for CO2-reduktion - som kunne svare til f.eks. den tyske regerings beslutning om 40 pct. CO2-reduktion i 2020. Ja, man har end ikke regnet på, hvad aftalen faktisk betyder for de danske udledninger.

DETTE ARBEJDSTEMPO, sammenholdt med tempoet i de globale klimaforhandlinger, signalerer, at de nationale og internationale politiske institutioner arbejder for langsomt til at redde verden fra ukontrollable klimaforandringer. Står det til det danske Folketing, andre parlamenter og FN's klimafora, så lykkes det ikke.

Konklusionen på det er imidlertid ikke, at man skal skrotte Folketinget og FN's klimamøde i København næste år. Konklusionen er, at omstillingen til bæredygtighed kræver mere og må accelereres på anden vis: ved at supplere det politiske maskineri med intensivering af erhvervslivets grønne revolution. Og ved et direkte klima-engagement hos borgerne selv - i form af et folkeligt pres på politikerne, der faktisk kan mærkes, og i form af ændrede forbrugs- og adfærdsmønstre.

Men altså: Nu er det politiske tovtrækkeri endelig overstået. Nu ligger der mere eller mindre klare mål, krav og økonomiske støtteordninger, som diverse aktører kan agere efter. Nu handler det om at rejse møllerne, fyre biomasse ind i kraftværkerne og opsøge energibesparelserne.

Og transportsektoren? Den kommer de nok også til en dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er energiaftalen god nok?
Hvor meget olie er der f.eks. tilbage? Netop nu, hvor der er indgået en energiaftale mellem regeringen og oppositionen, som ikke just kan beskrives som ambitiøs i forhold til de omstillingskrav, der venter, er dette spørgsmål jo ikke uinteressant. Det kan godt være, at klima- og miljøministeren er vældig stolte af aftalen, men hvad er faktabaggrunden på forsyningsområdet for olie? Kan energiaftalen håndtere de omstillingskrav, som en forsyningskrise på olieområdet vil betyde? Kan det ske i tide?
Hvis man forsøger at finde svaret på Internettet efterlades man med forskellige vurderinger af, hvor meget olie, der er tilbage. Prisen på olie og de teknologiske muligheder kan eksempelvis være afgørende for svaret.
Udgangspunktet er, at olien er en endelig ressource. I visse kredse kniber det fortsat med denne erkendelse. Men olien vil selvfølgelig slippe op – og især vil den relativt lette og billige tilgang til olie være en periode i menneskehedens historie, som snart tager sin ende. Man kan måske tillade sig at håbe at det sker, før de miljømæssige problemer bliver alt for store.
Men hvad siger eksperterne? Og kan man stole på dem? Blandt eksperterne må IEA, det Internationale Energi Agentur, være og de giver et bud i deres World Energy Outlook 2007, Fact sheet oil. Næsten som forventet bliver der i dette outlook givet udtryk for, at der er rigelige med reserver i hvert fald til omkring 25 år, men forsigtigheden kommer også til udtryk og der er en tendens til at erkende, at situationen hvad angår oliereserverne er ved at være alvorlig – især i relation til forsyningssituationen og prisen på olie og især i relation til stigningen i transportsektorens forbrug. Miljø og klima bruger IEA ikke tid på.
IEA angiver ikke et skøn for, hvad de resterende reserver er, hvilket som nævnt også delvist afhænger af, om det kan svare sig – miljømæssigt og økonomisk - at udvinde dem. Jo dyrere olien er, desto bedre kan det (økonomisk) betale sig at udvinde vanskeligt tilgængelige reserver. Men IEA angiver tal for forbruget. På globalt plan forventes forbruget i 2030 at være på 116 millioner barrel pr. dag (en barrel = 159 liter). Det er en stigning på 32 millioner barrel pr. dag fra 2006, dvs. ca. 40 % over knap 25 år.
Der skal en hel del reserver til at klare dette forbrug, og man må håbe for IEA, at de har skønnet reserverne korrekt, selvom man næppe tør håbe det for klimaet. Tiden til omstilling af den oliebaserede økonomi ser ud til at skrumpe – måske hurtigere end forventet.
Der er ingen grund til optimisme her. Den største skepsis er på sin plads og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om skønnet af tilgængelige reserver er realistisk. Kan reserverne overhovedet udvindes, så udbuddet kan følge efterspørgslen? Hvad med prisen? Kan forholdet mellem udbud og efterspørgsel få priserne til at eksplodere med de alvorlige følger, dette vil have? IEA giver selv udtryk for bekymringer på dette område, bl.a. med henvisning til den globale vækst i bilismen, som jo er helt beroende på let adgang til olie.
Kan man frygte et sammenbrud på området, hvis det viser sig, at skønnet over de tilgængelige reserver er mindre end man tror og hvis der af en eller anden grund (der er nok at vælge mellem) opstår et alvorligt misforhold mellem udbud og efterspørgsel? Og hvad vil konsekvenserne være, når samfundene er helt uforberedte på situationen? Transportområdet er vel den tydeligste illustration heraf.
I Danmark er situationen den, at Energistyrelsen vurderer, at der i Nordsøen er reserver på 240 millioner m3 olie. I 2006 udgjorde produktionen 20 millioner m3 olie. Det giver 12 år ved uændret produktion. Produktionen falder dog i takt med at de lettest tilgængelige forekomster tømmes, men selv med nye felter og teknologiske landvindinger, vil det snart være slut med den danske olie.
Danmark har således i en kort årrække været selvforsynende med olie. Samlet og indtil olien slipper op vil der måske være tale om i alt 25 – 30 år. Rent faktisk en ret enestående periode i Danmarks historie. På disse meget få år er hele den strategiske ressource, som olieforekomsterne må siges at være (have været), formøblet. Sat på spidsen kan man hævde, at denne uvurderlige strategiske ressource er formøblet ved hovedløs privatisering, forbrugt i store benzinslugende biler, som bliver stadig mere slugende jo mindre reserverne bliver, og boliger, hvis energiforbrug er alt, alt for stort med de teknologiske muligheder, der forefindes for at bygge bæredygtige nulenergihuse. Selvfølgelig er der også fremstillet nyttige ting, og disse vil der også fortsat være brug for, men som det er nu, er spildet kolossalt.
Danmark er således snart atter oliefrit område, uden at de mange kroner, der er hentet ind ved olieudvindingen er brugt til en nødvendig og strategisk hensigtsmæssig omstilling af energiforsyningen mod størst mulig bæredygtighed. Den olie, vi skal (vil) bruge fremover skal om kort tid importeres, og den vil være stadig dyrere og stadig vanskeligere at få fat i. Danmark er helt uforberedt på denne situation, som ikke er en forbigående oliemangel, men ophør af æra med let tilgængelig og billig energi.
Enhver kan med sig selv gøre op, om der her er tale om et politisk svigt af ganske betragtelige dimensioner – også selvom man nu har fået en energiaftale, der måske kan berolige nogen. Det er dog sikkert, at omstillingsprocesserne i samfundet med olieæraens ophør vil blive ganske store og overordentlig vanskelige. Sværhedsgraden vil øges jo længere man venter og jo senere man kommer i gang, og det er et åbent spørgsmål, om energiaftalen i denne sammenhæng er god nok – også selvom klimaministeren praler med, at den ikke overgås af noget andet land. At der i de flestes – også relativt begavede menneskers – bevidsthed er langt igen kan man forvisse sig om ved at læse Infrastrukturkommissionens rapport om den fremtidige infrastruktur.
Selvom man skal være optimist og tro på, at omstillingen kan lade sig gøre – samtidig med at vi bevarer et ordentligt samfund – så kan man alligevel nære en lille frygt for, at samfundet måske ikke kan magte den nødvendige omstilling. Man kan håbe på, at energiaftalen er et afsæt for hurtig konkret handlen, herunder indgreb i markedet, der kan anspore til hastig omstilling til bæredygtighed. Altså et første skridt på vejen, hvor et enkelt ton (frivilligt) sparet CO2 og lidt forsigtig EU-regulering på CO2 siden, er i denne sammenhæng helt til grin.
Hvad enden på oliens æra vil betyde på globalt plan har jeg slet ikke fantasi nok til at forestille mig.

Heinrich R. Jørgensen

Erik Rolfsen Nissen:

"Hvad enden på oliens æra vil betyde på globalt plan har jeg slet ikke fantasi nok til at forestille mig."

Det er bestemt vanskeligt at have tilstrækkeligt fantasi, til at forestille sig at politikere o.a. kan fortsætte med at være så uansvarlige og ignorante, at de virkeligt kan tro at f.eks. biobrændstof kan være en løsning. Suk.

Kære Steen Ole Rasmussen
Tak for dine venlige ord, for det har jeg bestræbt mig på, men jeg skal orientere dig om, at Informations debatredaktion ikke er enig med dig. De ville ikke bringe den i avisen.
Jeg skal tillade mig at spørge, om du har en hjemmeside, for som jeg tidligere har skrevet har jeg læst dine blogindlæg med stor interesse.
hilsen

Steen Rasmussen

Kære Erik Rolfsen Nissen

Jeg har ingen hjemmeside, men hvis man klikker på mit navn her på Ínformation, så kommer man altid ind på det jeg er mest optaget af lige nu.

Mvh. Steen