Leder

Befriende Villy

21. februar 2008

Midt på eftermiddagen i går var der over 600 reaktioner på SF-formand Villys Søvndals skarpe blogindlæg mod Hizb ut-Tahrir. Og medmindre SF's partikontor sidder på Pravda-maner og sorterer de kritiske indlæg fra, så er der tale om en helt usædvanlig og nærmest manifest opbakning til Søvndals angreb på de yderligtgående muslimer i Danmark. "Godt gået," "tak Villy," "bravo," "klar og fornuftig tale" lyder reaktionerne en efter en dernedad, og selv om en del af indlæggene givetvis er skrevet af Venstrefolk, så er der ingen tvivl om, at SF-formandens hårde udfald kommer som en befrielse for mange på venstrefløjen. Villy Søvndal skrev i sin blog, at tilhængerne af Hizb ut-Tahrir, som fredag demonstrerede mod genoptrykning af Muhammed-tegninger i danske aviser, ikke hører hjemme i Danmark, "hvis de er så fladpandede, at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført." "Der er lande i verden, der er meget tættere på disse tossers våde drømme," skrev Søvndal og opfordrede demonstranterne til at slå sig ned i Iran eller Saudi- Arabien i stedet.

For så vidt er der ikke noget nyt i hverken Villy Søvndals eller SF's holdning til fundamentalisterne. Partiet har aldrig støttet eller udtrykt sympati for Hizb ut-Tahrir eller de, der sympatiserer med organisationen - tværtimod. Og SF mener fortsat ikke, at Hizb ut-Tahrir skal forbydes ud fra argumentet om, at den slags synspunkter skal bekæmpes med ord og holdninger frem for med straf og forbud. Nej, det nye er ordvalget. Villy Søvndal taler om groteske synspunkter og vanvittige demonstrationer og patetisk ubehjælpsomhed i et indlæg, som bærer præg af et sandt raseri over, at krav om middelalderligt religiøst diktatur tilsyneladende fortsat bliver taget alvorligt.

På det parlamentariske plan har Villy Søvndal med sit udfald begået et kommunikativt hattrick. Han har godt og grundigt overhalet "oppositionens leder", Helle Thorning-Schmidt, og Socialdemokraterne, som alt for ofte ender med lidt for meget uld i mund, når disse spørgsmål er til debat. Samtidig har Villy Søvndal distanceret sig endegyldigt fra den del af venstrefløjen, som stadig taler om rummelig multikulturalisme og plads til alle synspunkter og værdier. Hvis nogen under sidste års valgkamp var i tvivl om, at SF og Søvndal forholdt sig meget kritisk til Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget for Enhedslisten, så er de i hvert fald ikke længere i tvivl om, hvor partiet står i den til tider meget polariserede debat om kulturelle, religiøse og demokratiske værdier. Endelig som det tredje har Villy Søvndal med sit udfald gjort et tiltrængt indhug i Dansk Folkepartis mediemæssige monopol som forsvarere af danske demokratiske værdier. Der er ingen tvivl om, at det har ærgret mange SF'ere og socialdemokrater, at Dansk Folkeparti har formået at tegne en falsk uenighed og nogle kunstige fronter, fordi ordvalget på højre fløj i Folketinget har været langt stærkere og mere entydigt.

Men skal Villy Søvndal forblive tro mod sine egne og venstrefløjens idealer, er det naturligvis vigtigt, at han fastholder en knivskarp skelnen mellem yderligtgående "tosser" som dem, der sympatiserer med Hizb ut-Tahrir, og så resten af det muslimske mindretal. Det er lige præcis den skelnen, som tilsyneladende ikke er helt klokkeklar for Islamisk Trossamfund og dets talsmand Kassem Ahmad, der i fredags deltog i Hizb ut-Tahrirs demonstration. Og det var formentlig også for at sikre netop den balance, at Villy Søvndal i går fulgte op på sin tirsdagsblog med et nyt indlæg, der slår fast, at "der ER diskrimination i Danmark mod mennesker med anden etnisk baggrund. Der ER forskelsbehandling. Der ER uretfærdigheder, der rammer etniske minoriteter, og der ER en generaliserende og nedladende debatform, som særligt rammer muslimer."

Den skillelinje, som har tegnet sig på venstrefløjen, og som er blevet mere og mere tydelig siden før Muhammed-krisen, går forenklet sagt mellem dem, der i mellemfolkelig og multikulturel sympati sætter det kulturelle øverst og derudfra forklarer forskelle i værdier og livsopfattelser. Alle kulturer er i denne optik nærmest ligeværdige, og ingen kan lære noget af den anden, vi er bare forskellige. Problemet med denne tilgang er, at den har en uhyggelig tendens til at retfærdiggøre eller se igennem fingrene med selv den groveste undertrykkelse, om det er af kvinder, andre religioner eller af seksuelle minoriteter. Det kan forklares eller bortforklares med, at det skyldes andre kulturelle normer og traditioner. Over for denne relativisme står venstrefløjens mere traditionelt rodfæstede idealer om lighed og frihed, som Villy Søvndal er eksponent for. De er tro mod internationalismen, universelle rettigheder, frigørelse, demokrati og kampen mod undertrykkelse af enhver art. De to strømninger, som præger venstrefløjen, udkæmper fortsat en sej kamp, men skal man bedømme det umiddelbare styrkeforhold ud fra de mange sympatitilkendegivelser på SF's hjemmeside, så har Søvndals linje fået overtaget. Heldigvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Winther:

"Over for denne relativisme står venstrefløjens mere traditionelt rodfæstede idealer om lighed og frihed, som Villy Søvndal er eksponent for. "

Personer der tilhørere sårbare minoriteter skal nok ikke forvente sig for meget af Winthers og Søvndals lighedsbegreb. Meget tyder på, at der er nogle hudfarver der er mere lige end andre...

Bent Winther skrev:

"Over for denne relativisme står venstrefløjens mere traditionelt rodfæstede idealer om lighed og frihed, som Villy Søvndal er eksponent for. De er tro mod internationalismen, universelle rettigheder, frigørelse, demokrati og kampen mod undertrykkelse af enhver art."

Er de oppositionelle, de progressive, de venstreorienterede i Iran mon enige med Søvndal i at det ville være bedre om HuT kom derned og kæmpede for kalifatet istedet? Eksempelvis de iranske studerende, der udviser stort mod ved at trodse styret (http://www.information.dk/154978) Flere undertrykkere, herligt hva?

Ikke videre solidarisk eller internationalistisk at mene, at antidemokraterne bare kan flytte deres galimatias og på den måde give lorten videre til andre mennesker, så vi andre får fred. Det er plat og tarveligt og udtryk for demokratisk underskud sådan bare at give op og bede folk fise af.

Det store heppekor, som inkluderer Bent Winther, synes Søvndal er en rigtig folkehelt, når han sådan tør - for nu at bruge et Pia Kjærsgaard udtryk - "være bramfri". Og så er der os andre der ser grøftegravning, populisme og en klaphat, der vel snart begynder at ryge og selvantænde.

Per

'sårbare minoriteter' - Hizb ut-Tahrir?

Give me a break hva!

Her har vi i flere tilfælde at gøre med folk som står sådan et par tusind kilometer til højre for Djenkis Khan (i enhver henseende lang mere højreorienterede end selv det Pia Kærsgaard og Søren Krarup ka præstere - som du ikke kunne drømme om at gå i dialog med) - og så bare fordi de taler gebrokkent dansk, er i mindretal og ser frammedartede ud, så skal vi være åhh så forstående.

Det er fandeme for langt ude

Der er sgu situationer hvor det er helt på sin plads at sige - skik følge - eller ta lige og overvej om ikke det bør være et - land fly

Bo - de venstreorienteterede iraner jeg igennem årende har været i kontakt med ville være 100% enig med Villy

Vi bør lige som på den hjemlige politiske scene skelne mellem de kræfter vi ønsker at støtte og dem der skal ha fingeren

Det har Villy faktisk heller ikke skrevet. Omend det er tæt på. Ordlyden er:

"Jeg har med årene lært mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Så et råd til Hizb-ut-Tahrir er – ikke venskabeligt men ikke desto mindre dybfølt – at de med fordel kan søge andre græsgange.

Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!"

Så kan man naturligvis debattere, om "I må videre" er lig med, at de skal skride hjem. Det mener jeg ikke.

Anyway, jeg er enig med Villy Søvndahl her. Der skal langes ud efter de mest ekstreme, så der kommer en klokkeklar skelnen mellem det store flertal af moderate muslimer og den lille minoritet af tosser. Den skelnen skal være helt tydelig i folks hjerner og mange år med DF-retorik har desværre fjernet den.

Om Villys måde at gøre det på så er den rigtige, det ved jeg ikke. Men jeg tror det. Hvis der inden for de næste par dage kommer en større smædekampagne fra de tre regeringspartier VK&O, så ved vi, at Villy har ramt hovedet på sømmet, og at blokken er bange for at miste deres monopol for udlægningen af muslimer.

Ristinge:

"'sårbare minoriteter' - Hizb ut-Tahrir?"

Hvem siger, Per Thomsen taler snævert om HuT? Kan det ikke tænkes, at Thomsen her peger på, at den så højt respekterede Søvndals ordvalg er en blåstempling af en svinsk tone, der har lydt imod etniske sårbare mindretal i en årrække efterhånden?

At du og jeg og Søvndal ikke kan lide HuT er ingen undskyldning for at spæne lige i armende på Pia K.

Men det er vidt deværre for sent nu. Os der har kæmpet en antiracistisk kamp i årevis ser vist desværre ud til at tabe stort. Fuck...

I øjeblikket finder der en hidsig debat sted på de forskellige tråde, om Villy Søvndals bramfrie ”indvandrekritiske” udtalelser, som det vist hedder på nudansk. Den opmærksomme læser har for længst bemærket, at flertallet af de personer der varmt støtter Søvndal i denne sag, er personer der er kendt for dagligt at sende ekstremt nationalistiske, islamofobiske og ”indvandrekritiske” indlæg til debatten.

Alene af den grund ville jeg i øjeblikket have skammet mig som en hund, hvis jeg havde været medlem af SF.

Konsekvensen af Søvndals udmelding må være, at Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF sandsynligvis snart vil se mulighederne for at kan fusionere til et socialt nationalistisk enhedsparti.

Det er fandme uhyggeligt!

-suk-

Og her gik jeg og troede, at SF var et internationalt parti, der stod på de undertryktes side - suk --

det gør de så ikke - længere - kan jeg forstå -

Og ja, der finder diskrimination af muslimer sted mv.

Og ja - Hitz-but-tahrir findes ligesom akacietræerne findes og citronerne findes mv. Og nej, man kan ikke få dem til at rejse til f.eks. Saudi-Arabien eller Iran. Det er virkeligt grotesk mener jeg, at man skal høre det fra en folkesocialist, at hvis man ikke kan lide det danske demokrati, ja så må man altså tage et andet sted hen. Virkeligt grotesk...

H-B-T har altså lige så meget ret til at være her som alle mulige andre, f.eks. nazisterne, de to præstefætre fra DF, Villy Søvndal, og i hvert fald lige så meget ret til at være som det SF, der i 1970erne kæmpede for at indført den dejlige socialisme i Danmark, hvorefter Erhard Jacobsen vist nok skulle have sagt, at de da bare kunne tage til Moskva, Peking eller andre steder, hvor noget sådant var virkeliggjort for længst. Men det har en vis hr. Søvndal da vist lige glemt - ligesom han har glemt at sige, at han mente, at det også gjaldt for de to præstefætre fra DF, for Nazi-Johny, og en masse andre personer i det her land.

Og nej, der findes ikke to strømninger på venstrefløjen: der findes kun en strøming p.t. Og det er den nationalistiske. Den der mener, at muslimer har en helt anden kultur pga. deres ethnos (altså deres kultur og folkeslags-tilknytning) og som derfor slår deres mv. pga. af de er muslimer. Og som laver ballade fordi de er muslimer mv. Det er er den eneste strømning, der er p.t.

Overfor den står en mere international orienteret linie, hvor man godt nok anerkendes kulturernes ligeværdighed, men også kritiserer den enkelte handling f.eks. det at slå sin kone eller sine børn. Her er det handlingen, der er i fokus, ikke kulturen. Det er forbudt at slå sine børn og sin kone. Punktum. Uanset om det er en grønlyseblå mand, en polkaprikket mand, eller en kristen, jødisk eller muslimsk mand, der gør det. Punkum.

Det multi-kulturelle samfund er her. Det eksisterer. Og det er kommet for at blive. Det kan folkesocialisten Søvndal slet slet ikke gøre noget ved, lige så lidt som DF kan sørge for at det danske samfund bliver skruet tilbage til sommeren 1958. Det, Villy Søvndal, kræver er noget totalt uhørt, nemlig at en gruppe danske statsborgere i det her land, skal bekræfte overfor ha, at de vil overholde 'danske demokratiske værdier' (hvad det så end er??). Der findes IKKE noget der hedder danske værdier, der findes kun demokratiske værdier, herunder respekten for dem, der har anderledes værdier. Man kan derfor ikke pludselig begynde at kræve af folk, at de skal opgive deres værdier blot for tilpasse sig eller indordne sig under forholdene i Danmark.
Demokratiets grøde er jo netop samtalen mellem folk, der er uenige om mangt og meget, ligesom der må være ytringsfrihed for selv de mest ekstreme holdninger i et demokrati.

Oh ja, det er muligt at lederskribenten opfatter h-b-t- som 'tosser'. Og ja, det er muligt, at Søvdal helst ser dem gå 'ad helvede til'. Og kalder dem alt muligt andet. Hvis vi nu i stedet for på god dansk vis forsøgte at finde ud af hvad de egentlig mente ved at tale sammen med dem, ikke om dem, så kunne det måske være, vi kunne lære noget --- f.eks. hvorfor de mener som de mener. Og det er jo alting en god ting. Det kræver dog en ting: at vi ikke behandler dem som andenrangs-mennesker, der skal INDORDNE sig danske forhold, før vi vil tale med dem. Så er der ikke længere tale om INTE-gration, men om ASSI-milation.

Eller sagt på en anden måde:
Folk skal have lov til at demonstrere mod Mohammed-tegningerne. De skal også have lov til at ønske sig et Kalifat. De må så også forberede sig på at blive modsagt - helst med rationelle argumenter. Og et 'tag et andet sted hen hvor jeres drøm er virkelighed' er altså ikke et rationelt argument. Det er en argumentationskæde fra et 5-årigt barn, som ikke har fået sin vilje i stil med 'nå, men så gider jeg da bare ikke noget som helst'.

Og personligt vil jeg langt hellere have folk der går ind for Kalifatet her i Vesten end i f.eks. Iran eller Saudi-Arabien - ganske enkelt fordi her kan de ikke gøre større skade, men det kan de i Saudi-Arabien eller Iran. I de her lande bliver de nemlig hurtigt en del af systemet, og dermed en del af undertrykkerne, der vil gøre hvad som helst for at få Kalifatet (paradis) indført på jorden.

Winston Smith

Jeg vil gå på gaden for at forsvare samtliges ret til at eksistere i vores demokrati. Og det til trods for at jeg som socialist hader nazisterne af et godt hjerte, til trods for at jeg har oplevet Jehovas Vidners traumatiserende religionsvanvid på egen krop og sind gennem min barndom og ungdom, og at jeg bare ikke har et gram sympati for nogle af de nævnte organisationer i Winston Smith's indlæg.

Begynder vi først at forbyde tanker og grupper, der ikke passer ind i vores idealforestillinger om et trygt og antagonismefrit samfund, så styrer vi lukt imod fascismen. Kalifat får vi under alle omstændigheder ikke. Ej heller nazisme. Men et totalitært system er lige rundt om hjørnet, hvis vi først begynder at forbyde og forfølge den slags. I øvrigt løser det intet, viser al hstorisk erfaring, modstanden går bare undergrund og bliver oftest yderligere radikaliseret.

P.S.

Ovenstående betyder IKKE at jeg vil demonstrere side om side med dem. - tværtimod.

Men at jeg vil kæmpe for en universel ret til at organisere sig politisk og religiøst uanset hvor formørkede, antidemokratiske og misantropiske grupper, der så er tale om. Vi kan og skal rumme den slags, det bedre argument og tankesæt vil vinde. Og hvem ved om man selv en dag er den, der bliver kriminaliseret af magthaverne?

I den forbindelse skal der gå solidariske tanker ud til såvel de iranske venstreorienterede og oppositionelle studerende, de nu forbudte ungsocialister KSM i Tjekkiet og alle, der undertrykkes og kriminaliseres for deres tanker.

Tænk dig dog om, Winston Smith

PPS. selvfølgelig så længe, disse grupper holder sig indenfor gældende lovgivning.

(irriterende, at man ikke kan redigere i sine indlæg)

Bo, jeg TROR, "Winston Smith" var ironisk.Det ville stemme bedst med, hvad han ellers skriver.

Problemet er igen anonymiteten, som gør, at vi ikke kan vide, om det er en ny højrekamphund, der bare bruger samme pseudonym. Men jeg vægrer mig ved at tro, at selv de mest rabiate her kunne skrive sådan - for alvor.

Men igen tror jeg måske for godt om mine medmennesker - det har jeg fået at vide før.

Ok Per, det ville da være rart.

Og nej, jeg kan altså ikke holde styr på alle de her mærkværdige aliaser. jeg ville ønske man skulle registrere sig som bruger og der kunne tjekkes på hvert enkelt bruger, ligesom på regulære internet fora, hvor man ved at klikke på brugernavnet kan orientere sig om tidligere skrevne indlæg osv.

Oh well, sådan kan det gå. I så fald beklager jeg, at jeg ikke gennemskuede ironien, "Winston". Men med den efterhånden ekspoderende tilgang af højre loonies her på debatsiderne ved man efterhånden ikke...

vh
Bo

Det var da på tide

Endelig vågner venstrefløjen op til dåd.
Dem med de korrekte meninger der aldrig møder en utilpasset etnisk dansker i sit liv.
De bor steder, hvor der ikke er andre nationaliteter end etniske danskere, kører i bil og sender deres børn på Zahles, Ingrid Jespersen, Bording, Institut Sankt Joseph og Krebs Skole.
I fritiden møder de sikkert heller aldrig en udlænding.
Tag blot en rundspørge blandt de radikale, S og SF-politikere, hvor de sender deres børn hen.
I hvert fald ikke dér hvor der er andre med anden etnisk baggrund.
Højrefløjen bekender da i det mindste kulør omkring dette emne.

Men nu er det endelig gået op for venstrefløjen, at vi har visse folk i vores land der kommer fra samfund der er så forskellige som vores, som det kan blive. Og visse af disse folk ønsker ikke at indordne sig.

Mange ad disse folk, ser ikke samfundet som noget der er værd at respekterer, kun familie og klan-struktur.
Det overflødiggør ligesom ret meget af de fine og abstrakte ideer venstrefløjen står for.
Den delingskultur og demokratiske ånd der er i venstrefløjens ideer er jo totalt uforenelige med så godt som alle de landes styre hvorfra mange af ikke etniske dansker kommer fra.
Desuden kræver det penge at dele og det glemmer venstrefløjen tit.

Som muslim er man ikke glad for banker, man har pengene hjemme. Man bor i større grad til leje end danskerne. Der er ikke så mange der har velbetalte lønmodtager job som danskerne.
Hmmm - hvor mange penge tror i staten får ind fra denne gruppe så vi kan dele på samfundsniveau?

Endelig er halal-hippierne, der ikke bor og færdes i Nordvest og Nørrebro og aldrig har kendt en eneste invandere med muslimsk overbevisning personligt, vågnet op.

Tilbage til virkeligheden -
Godt gået Villy

Til lykke til Villy! Nu er han på linie med de kommunistforskrækkede, som for få år siden skreg efter enhver socialist eller fredsarbejder "Skrub af over til vennerne østpå!"
Mon der er lunt oppe i sengehalmen hos Fader Fogh?
Aase Bak-Nielsen

Jeg synes ikke så meget det er ordvalget som timiningen, der gør forskellen i sammenligning med tidligere udtalelser om HuT fra SF eller Villy.

De tidligere udtalelser om HuT har mest lignet de sædvanlige taktiske alibi-fordømmelser fra venstrefløjens side for at afværge spørgsmål som "når I nu har så travlt med at fordømme Regeringen/DF/USA, hvorfor fordømmer I så ikke HuT/Iran/Saudi-Arabien osv.". Så har det jo været praktisk at kunne hive en kongresudtalelse fra 1999 frem eller kunne henvise til en forkølet deltagelse i en protestdemonstration med 20 deltagere foran den Iranske ambassade. Så var den flanke klaret, og man kunne med god samvittighed rase videre mod Regeringen/DF/USA osv.

Set med en Venstremands briller har disse fordømmelser været mere taktik end holdning. Nøjagtigt som når venstefløjen har forsvaret ytringsfriheden men aldrig uden et "men", der har relativiseret det allerede sagte til tomme floskler. Men ikke denne gang. Budskabet er formuleret så skarpt, uden uld eller "men", og timet til at få maksimal opmærksomhed, at vi (borgerlige) tror på, at manden virkeligt mener det af hele sit hjerte.

Det kan måske undre de fleste læsere her, at vi (borgerlige) har haft så lidt tiltro til Jeres demokratiske sindelag. Men for mange borgerlige var den første Muhammedkrise et kæmpe chok: Folk, vi troede, vi delte de grundliggende idealer med, kunne nu ikke længere tale om frihed uden at relativisere den ud i det rene akademiske ingenting. Og det gjorde det bestemt ikke bedre, at koncerner som Arla og Grundfoss syntes at deres omsætning var vigtigere end vores frihed, og offenligt forsøgte at dolke regeringen i ryggen, mens krisen var allerværst.

Mere overordnet tror jeg dog ikke, at dette markerer nogen videre højredrejning hos SF, som nogle kommentatorer har været ude med. Det er snarere et gryende opgør med kulturradikalismen i SF. Man kan sagtens være venstreorienteret uden også at være kulturrelativist, men det har i en 20-30 år nærmest været ensbetydende, og det har været noget nær politisk selvmord for menige SFere at foreslå andet. Svarene fra mange af SFerne på Villy's blog udtrykker da også en kæmpe lettelse og glæde over, at det ikke længere er tilfældet. SF ligger, hvor de hele tiden har været på venstre-højre aksen, men er ved at flytte sig på den kulturradikale-folkelige akse. De bestyrtede og fordømmende reaktioner fra De Radikale og fra skribenterne på Politiken bekræfter dette.

Politisk kan det få store konsekvenser, hvis denne proces fortsætter: Socialdemokraterne bløder på begge flanker, er uden nogen klar ledelse og plaget af en udpræget mangel på talent i andet geled. Det kan kun gå en vej, og det er bestemt ikke umuligt at SF overhaler socialdemokraterne som oppositionens største parti. Indtil videre må Villy dog nøjes med titlen som oppositionens reelle leder. Og dét er velfortjent.

Simon - det var Hut og tilsvarende Søvndal anbefalede at søge andre græsgange og det var det Per angreb.

Det jeg påpeger er et symnpatisk diskimation også er en form diskrimination

det er diskriminerende nå visse dele af venstrefløjen er så overbærende at de holder hånden over folk som er så langt ude til højre at man ikke normat ville drømme om at holde hånden over dem.

Jeg vil sgu ikke være i stue med Pia Kærsgaard og hun er sgu nærmest venstreorienteret i sammenligning med nogle af de der fanatikere

Vi skal acceptere en vis inkøringsperiode for enhver der kommer til vores land men herefter skal vi behandle fol som ligemænd og ikke som om de er debile.

Derfor jeg kunne sagtens finde på at be Pia Kærsgaard om 'at gå ad helvede til' så hvorfor fanden skulle jeg så ikke sige det til HuT folkende som er endog endu mere højreorienterede?

Karsten Aaen

citat 'Og her gik jeg og troede, at SF var et internationalt parti, der stod på de undertryktes side - suk --'

Hører HuT nu ind under kategorien 'undertrykte'?

Give me a break! Hvad blir det næste Pia Kærsgaard, en stakkels undertykt hjemmehjælper, som er nærmest dybt er venstreorienteret i sammenligning med HuT?

Nu må i altså tage jer sammen med det grædekoneri - det er som jeg siger bare en anden form fo diskrimination - behandl de folk som vog´ksne ligeværdige mennesker - og kom så med en klar og utvetydig fordømmelse af deres dybt reaktionære politik - stop flæberiet

Til Aase Bak-Nielsen - også jeg har medens jeg var VS og senere SF - ofte tænkt på at nogen af de der kommunuster burde tage over og bo der ovre østpå, det ville sgu have været en øjeåbner for dem - så hva er der egentlig galt i det - historien vil komme en dag og spørge os hvorfor vi ikke sagde det mere tydeligt

folk som dem i Hut kan for mig gerne pakke sydfrugterne, de har indtil nu været en afgørende faktor i at vi har en højredrejning og den mest højredrejede regering i mands minde

Ristinge:

"Til Aase Bak-Nielsen - også jeg har medens jeg var VS og senere SF - ofte tænkt på at nogen af de der kommunuster burde tage over og bo der ovre østpå, (...)"

Det ser ud til at Ristinge, følger samme politiske "modningsproces", som man har set det hos typer som Karen Jespersen, Ralf Pittelkow, Erik Meier Carlsen, og andre repræsentanter fra den generation, der var unge dengang det var relativ moderne i Danmark at være venstreorienteret.

Det er tilsyneladende meget normalt, at mange af de personer, der i deres ungdom har tilhørt den yderste venstrefløj på deres gamle dage ender langt til højre.

Om denne opportunistiske rutchetur gennem det politiske landskab så i reglen borger for erfarenhed, modenhed og visdom, forbliver til gengæld et stort og åbent spørgsmål...

Per Islamisme er definitionsmæssigt lig med fascisme, som jeg også påpeger andet stedes.

Jeg bruger ikke ordet som skældsord men definitionsmæssigt svarer bevægelser som Hamas, HuT, Taliban, og styret i Tehran meget nøje til ordbogens definination på fascisme

Siden hvornår Per er det gået af mode ikke at betragte fascister som venstrefløjens hovedfjende?

Hvorrfor mener du man skal klappe fascismen på hovedet når den bærer turban og taler gebrokken dansk men ikke hvis den er europæisk?

Det er det spørgsmål du burde stille dig selv - det er her du burde anvende Orwell

Trine Pertou Mach:

"Men der skal fokuseres på løsninger - og så tager Informations lederskribent fejl, når han udlægger debatten som for eller imod multikulturalisme eller spørgsmålet om, hvorvidt at alle kulturer er lige gode."

Den gode Trine Pertou Mach har helt ret. Som sædvanlig kører Bent Winther med fuld fart ud af det nationalistiske g etnocentriske spor.

Lad os alle håbe at Bentt Winther snart får et tilbud fra Jyllands Posten eller Berlingske Tidende, så han kan få en arbejdsplads, hvor han værdimæssigt kan føle sig hjemme og godt tilpas, og så vi andre kan få os en ordentlig avis.

Nej og atter nej. Endnu en gang fosser dogmetolerancen ud i uanede mængder.
Det er blevet sat klart og tydeligt op tusindvis af gange, hvad der er kritiserbart ved Hizb ut-Tahrir og ligesindede mørkemænd - alligevel bliver kritikken høvlet tilbage med et "Meget tyder på, at der er nogle hudfarver der er mere lige end andre...".

Beklager ordvalget, men mere kvalmende idiotisk kan det ikke blive.
Der er ikke nævnt så meget som et eneste ord om hudnuancer eller hvad der ligner, som grundlaget for fordømmelsen af HuT.

Skal man kritisere Søvndal på de nævnte udtalelser, kan man i det mindste lægge ud med et forsvar for demokratiske holdninger, selv for de udemokratiske.

At Villy så stadigvæk ikke rummer den samme præmis som Dansk Folkeparti altid har ligget inde med, bør man også tage højde for.

Venstreradikalismen var og er stadig en børnesygdom - ligeledes er ultrahumanismen, der lægger ud med så omfattende et forsvar for Islam og undertrykte kulturer, at den ender i en mindre grad af racisme og forskelsbehandling overfor hvide, herboende danskere, og samtlige europæere, koblet sammen med et blindt forsvar for højrereligiøse kræfter i ny forklædning.
Hvor svært kan det blive ved at være at forstå for halalhippie-fronten?

Grundopskriften for det tolerante smafund er 'lighed for loven', og bør stadigvæk være.