Leder

Bragesnak

6. februar 2008

FOR ET ÅR SIDEN lancerede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) et udredningsarbejde, som skulle føre til en meget ambitiøs kvalitetsreform. En reform, der en gang for alle skulle løfte den skrantende offentlige sektor ud af alle problemerne og ind i det 21. århundrede. "En helt ny velfærdsmodel..." skulle blive resultatet af reformen, bebudede statsministeren og satte sig for bordenden i et nyoprettet råd, en kvalitetsgruppe bestående af landets fremmeste eksperter og interesserepræsentanter - 27 håndplukkede rådgivere blev sat til at analysere og idéudvikle for statsministeren og fem af hans ministre. Medier og politiske kommentatorer var begejstrede og beskrev Fogh Rasmussens projekt som genialt og den endelige erobring af den politiske midte, og et eftermæle som den store reformator af det danske velfærdssamfund ventede ude i fremtiden. Efter en stribe møder og debatoplæg fremlagde regeringen i august sidste år en reformplan, som bestod af en trepartsaftale om uddannelse og efteruddannelse med arbejdsmarkedets parter og et udspil til "otte markante reformer, og i alt 180 initiativer", som det hed i oplægget.

I DAG - et halvt år og et folketingsvalg senere - står det klart, at den stort anlagte kvalitetsreform og "det 21. århundredes velfærdsmodel" er ved at løbe ud i sandet. Den ender i en række mindre justeringer, som knapt nok fortjener betegnelsen reformer. Som Information kunne skrive på forsiden af avisen i går, så er den nye velfærdsmodel skrumpet ind til tanker om færre lukkedage i daginstitutionerne, faste kontaktpersoner til syge og ældre, efteruddannelse af offentlige ledere, mad i daginstitutionerne og endnu et forsøg på at afbureaukratisere den offentlige sektor, som i dag er ved at drukne i meget mere papirnusseri, end Mogens Glistrup havde drømt om, da han i 1970'erne gik til angreb på det.

SER MAN TILBAGE på året, der er gået, tegner der sig et billede af en statsminister, som havde ambitionerne om at skabe et nyt velfærdssamfund, men som langsomt mistede interessen og tålmodigheden med projektet, og da valget var overstået, meldte han sig helt ud. Således indeholdt Fogh Rasmussens nytårstale ikke et ord om hverken kvalitetsreformen eller det 21. århundredes velfærdsmodel. Skal man forklare, hvorfor statsministeren mistede interessen, og hvorfor den store reform fusede ud, er der to versioner. Den kyniske er, at kvalitetsreformen udelukkende tjente ét formål - nemlig at vinde det valg, som statsministeren havde besluttet sig for at udskrive. Rådet, rapporterne, debatoplæggene, de store ord - det 21. århundredes velfærdsmodel - tjente kun som middel til at slå Socialdemokraterne på deres egen hjemmebane. Regeringstoppen har aldrig tvivlet på, at Socialdemokraterne satsede alt på at gøre velfærden til det store tema, så hvis Fogh Rasmussen kunne overbevise danskerne om, at hans ambitioner var størst, så ville valget være så godt som vundet.

DA DET I sensommeren gik op for regeringen, at de mange tiltag og tanker om fremtidens velfærdssamfund var svære at forklare, og da Socialdemokraterne havde lanceret deres langt mere kommunikerbare velfærdsrettigheder, tryllede Venstre en kvalitetsfond på 50 milliarder kroner frem som en del af reformen. De mange milliarder skal over de næste år bruges på at investere i offentlige bygninger med mere. Men, som økonomer og andre har dokumenteret her i avisen flere gange, så rummer fonden ikke flere penge, end man under alle omstændigheder i stat, kommuner og regioner ville have afsat til renoveringer og forbedringer af bygninger over den samme årrække. Den anden og langt venligere version er, at statsministeren faktisk søgte et nyt politisk projekt i lighed med globaliseringsprojektet. Men han havde overset de store interessekonflikter og hvor galt, det står til.

DA FØRST REGERINGEN begyndte at prikke til den offentlige sektor, væltede skeletterne ud af skabet. Lønkravene voksede i tillid til, at regeringen mente noget med at skabe større tilfredshed og bedre arbejdsvilkår, basalt set efterlyste man overalt flere ressourcer og flere medarbejdere til at klare opgaverne. Et krav, som regeringen ikke kunne honorere. Dertil kom kritikken af kontrol, skemaer og indberetninger, handleplaner og hvad offentlige institutioner ellers er blevet belemret med.

Det samme gjorde uenighederne om, hvordan den offentlige sektor skal styres. Det paradoksale er, at den reform, som regeringen i begyndelsen lagde op til, per automatik ville betyde, at de ansatte skulle bruge mere tid og ressourcer på dokumentation og resultater. Selve naturen af styringsreformen var, at man skulle kunne sammenligne og benchmarke alt og alle. I dag, efter al kritikken af papirdyngerne og de "kolde hænders" sejrsgang, er regeringens væsentligste argument for en kvalitetsreform, at der er brug for afbureaukratisering. Hvad der begyndte som et reelt ønske om at forbedre den offentlige sektor, er endt i slingrekurs, rådvildhed og en reform, der ikke længere er en reform.

bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu