Det lykkedes i weekenden at få gang i forhandlingerne mellem Kenyas regering og oppositionen. Nu er spørgsmålet, om der stadig er tid til at slukke det bål af vold og etnisk had, som politikerne har tændt.
Meget få ville for blot et par måneder siden gættet på Kenya som et oplagt arnested for etniske uroligheder, selvom der allerede ved valgene i 1992 var generalprøve på fordrivelse af kikuyuer fra Rift Valley og organiseret bekæmpelse af oppositionens deltagelse i den demokratiske proces.
Men i ugerne siden valget den 27. december har rapporter fra landet gradvist oprullet et mere og mere skræmmende billede af etnisk vold og udrensninger. Og endnu mere bekymrende: Af nøje planlægning og militær præcision bag store dele af chikanerierne, der især er gået ud over landets kikuyu-befolkning, der deler etnicitet med præsident Mwai Kibaki og en stor del af hans magtelite.
Kikuyuer har dog også kæmpet igen, og med mere end 50 døde over weekenden er det et åbent spørgsmål, hvor let volden vil lade sig stoppe.
Flygtede indbyggere fra Eldoret i det vestlige Kenya fortæller om velorganiserede vejspærringer sat op allerede dagen før valget, hvor folk med kikuyu-navne har fået fjendtlig behandling, efter at lokale ledere af oppositionspartiet ODM brugte valgkampen til at hidse til udrensning af kikuyuer i tilfælde af et nederlag. Om angreb på deres huse, hadefulde emails og sms’er og lokale kommercielle radiostationer for luo- og kalenjin-folket, der spreder had mod kikuyu-indbyggere, ligesom kommercielle kikuyu-radioer også skruer op for den etniske propaganda.
Fra Nairobis slumkvarterer fortæller indbyggere, at trusler mod deres familier deles ud på løbesedler. Kenyanske diasporaer rapporterer om email-opfordringer til at støtte luo’er og kalenjin’er i en væbnet revolution mod Mwai Kibakis regering.
Og store provinsbyer som Kisumu og Eldoret er hærget og stort set tømt for kikuyuer, der næppe vil vende tilbage.
MANGE IAGTTAGERE advarer mod at betragte den kenyanske uro som en etnisk konflikt. Argumentet er, at konflikten er langt mere kompleks, politisk og historisk betinget, end det etniske mærkat antyder.
Men der er ingen modsætning. Alle såkaldt etniske konflikter har komplekse historiske og politiske baggrunde og udfolder sig i et nøje samspil med politiske orkestreringer og udviklinger; det gælder også den kenyanske.
Det sydende oprør mod kikuyuerne som befolkningsgruppe vokser ud af et oprør mod et magtapparat, som præsident Kibaki siden sin indsættelse i 2002 har udfyldt med kikuyuer.
Her har Kibaki fulgt en indgroet tradition i Kenyas politiske system for, at man tilgodeser sine egne grupper med alt fra politiske poster til jord. Kibaki har desuden svigtet sin valgkamps kønne ord om et tæt samarbejde med oppositionspartiet Orange Democratic Movement, der ledes af Raila Odinga og domineres af luoer.
Og han har desuden – blandt andet ved at forsøge at rense ud i den kalenjin-dominerede hær – skabt sig en række magtfulde og militært stærke fjender blandt kalenjin-eliten fra Vestkenyas Rift Valley-region.
Ingen af disse faktorer er ensbetydende med, at hver eneste luo, kikuyu eller kalenjin i Kenya fra nu af som en blodtørstig robot vil udrydde alle andre folkeslag.
Men de demonstrerer, at der findes et stort og historisk velbefæstet potentiale for etniske modsætningsforhold, som kan aktiveres i konfliktsituationer, hvis de politiske og militære ledere er skruppelløse nok. Her har især folk fra Raila Odingas ODM-bevægelse ikke holdt sig tilbage. Human Rights Watch har anklaget bevægelsen for dyb involvering i orkestreringen af voldelighederne i det vestlige Kenya. Og Odinga selv har indtil nu forholdt sig totalt afvisende over for politiske og parlamentariske løsninger på uenighederne.
DER ER ELLERS NOK at tage fat på. Kenyas forfatning indebærer en voldsom koncentration af magt hos præsidenten. Landet har ikke nogen premierminister, og indflydelse er alt for ujævnt fordelt.
Den politiske elite har vestlige bankkonti med penge lænset fra landet, og korruption er et inkarneret problem i det gennem fem årtier bistandsfinansierede land.
Al erfaring viser, at etnisk vold, hvor uansvarlige ledere opflammer bander og militser, hurtigt kan vokse ud af kontrol. Men erfaringen viser samtidig, at volden er uendeligt følsom over for politiske forandringer, pres fra omverdenen og håb om forbedring – ikke mindst for ungdomsbanderne, der bliver lette at rekruttere for voldsmændene, når ungdomsarbejdsløsheden er høj og udsigterne mørke.
Det kan derfor ikke gå stærkt nok med at lægge pres på Kenyas politiske ledere, og på det system, der gør det muligt for befolkningsgrupper at komme til at hade hinanden kollektivt i stedet for – som kenyanerne gør når hverdagen er normal – at samarbejde om at få deres land og deres liv til at fungere.
