Leder

Farlig sejlads

8. februar 2008

Det er en yndet beskæftigelse i dansk presse at sætte A.P. Møller-Mærsk under kritisk lup. Det er ovenikøbet en berettiget beskæftigelse i betragtning af, hvor gigantisk en økonomisk magtkoncentration koncernen repræsenterer, og hvor tilknappet dens kommunikationsstrategi over for omverdenen traditionelt har været.

Derfor er det en god ting, at Mærsk efter pres fra Berlingske Tidende nu omsider har offentliggjort tal for CO2-belastningen fra selskabets ca. 1.000 ejede og lejede skibe, der sejler verdenshavene tynde med deres containere eller last af olie, gas m.m. De opsigtsvækkende tal viser, at Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO2 om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO2 – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.

Og som det fremgår af dagens avis, er energiforbruget og dermed CO2-udledningerne fra den samlede Mærsk-dominerede handelsflåde ovenikøbet dramatisk stigende: Med en vækst fra 2005 til ’06 på hele 30 pct., hvor det øvrige danske energiforbrug ifølge Danmarks Statistik steg med beskedne fire pct. Tallene afspejler Mærsks opkøb i 2005 af rederiet Nedlloyd, men også den generelle, stærke vækst i den danske handelsflåde og søtransport gennem det seneste tiår.

Men skandalen er ikke Mærsk. Mærsk er bare en meget stor virksomhed med en deraf følgende meget stor klimabelastning. Næppe værre pr. transporteret container eller ton olie end så mange andre rederier. Skandalen ligger i to andre forhold.

For det første, at den danske skibsfarts voldsomme udledninger holdes ude af det nationale CO2-regnskab. Hvis disse udledninger var med, ville det være synligt for enhver, at gennemsnitsdanskeren ikke er ansvarlig for en årlig CO2-udledning på 10 ton, men snarere 15-16 ton. Handelsflådens bidrag til dansk økonomi er med i nationalregnskabet, så hvorfor er dens CO2-bidrag ikke med i klimaregnskabet?

Dette er en følge af den anden skandale. Nemlig at den internationale skibsfarts klimabelastning ikke er omfattet af Kyoto-aftalen fra 1997. Dengang kunne landene ikke enes om at fordele ansvaret for de grænseoverskridende forureningskilder – skibe såvel som fly – og derfor lod man være. Deres CO2-belastning forsvandt i den blå luft. Ingen regner dem med, og der gælder ingen krav om at reducere udledningerne. Derfor kan rederierne klimaforurene i fred. Med 1,2 mia. ton CO2 om året på globalt plan.

11 år efter Kyoto er der stadig ingen, der gør noget. Enkeltrederier er begyndt på egen hånd for at spare på olieregningen og beskytte renomméet, men hverken EU eller FN har gjort noget. EU har i årevis raslet med sablen og bl.a. varslet indlemmelse af skibsfarten i EU’s CO2-kvotesystem, men da EU-Kommissionen i januar præsenterede sit forslag til revision af systemet, var skibsfarten udeladt. For svært at gennemskue om kvotesystemet er det rette redskab, undskyldte Kommissionen sig. I stedet sender EU aben videre til FN’s maritime organisation, IMO, sådan som man har gjort det mange gange før. Og IMO gør ingenting. Seks år efter Kyoto blev IMO’s medlemslande enige om en resolution om, at noget måtte gøres, men intet er sket. Under stigende pres siger IMO nu, at man vil have noget klar i juli 2009, så verdensoffentligheden ikke på klimamødet i København skal have udstillet de internationale beslutningstageres uenighed. Denne blev senest udstillet under klimamødet på Bali, hvor det med Klima- og Energiministeriets ord »endnu engang ikke (var) muligt at opnå fremskridt i forhandlingerne om emissioner fra international fly- og skibstransport.«

Den ulykkelige sag er et billede på globaliseringen. Skibstrafik er ikke nogen særligt klimabelastende transportform. At transportere en vare fra Kina til Danmark med Mærsks enorme containerskibe er mere klimavenligt end at sende den samme vare med fly, lastbil eller tog. Problemet ligger i mængden og afstandene. Det ligger i, at vi handler med alt mellem himmel og jord på kryds og tværs af kloden i hastigt stigende omfang. Dét er for hårdt for klimaet.

Og når det går galt, er det fordi, det globale markedssystem ikke modsvares af handlekraftige globale institutioner. Det er således ikke let at se, hvordan alverdens lande i regi af det svage IMO skal kunne enes om, hvem der skal tage ansvar for hvilke skibstransporters CO2-bidrag, og hvem der skal forpligtes til at skære hvor meget. Anders Fogh Rasmussen illustrerede konflikten med en kommentar i går:

»Det er meget vanskeligt at sige, at den udledning, der er fra skibe, skal tilskrives et bestemt land. Der kan være tale om fragt fra Asien til Sydamerika på et dansk skib. Så ville det ikke være rimeligt at sige, at det er Danmark, der skal belastes af det.«

Hvis der findes en vej frem med dette hastigt voksende klimaproblem, hedder den måske høje internationale CO2-afgifter på alle former for transport. Det kan få skibsrederne til at oppe sig af hensyn til bundlinjen. Og det kan få os andre til at dæmpe den globaliserede handlen til et mere bæredygtigt niveau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralph Sylvestersen

Anders Fogh Rasmussen illustrerede konflikten med en kommentar i går:
..... Så ville det ikke være rimeligt at sige, at det er Danmark, der skal belastes af det.«

for så samtidigt, at belaste Kina og Indien for deres enorme energiforbrug velvidende at hovedparten af dette forbrug skyldes aftagere i den vestlige verden.

- tungere og tungere blir byrden på vores skuldre. Herregud, vi lever jo bare som vi har lært af vores forældre, og måske bedsteforældre. Alle generationer før dem har levet et beskedent liv uden meget overforbrug.
Så hvorfor ikke prøve noget nyt: Målet kunne være 50%.
Og det handler om reduktion af faste udgifter, om opvarmning, om boligareal, kødforbrug, privatbilisme og IKKE MINDST: arbejdstimer hos din arbejdsgiver.
Sikken et løft i livskvalitet vi kunne opleve. Og dem der ikke kan leve uden sit fuldtidsarbejde, må vel så fortsætte lidt endnu. Masser af mennesker producerer unødvendige varer, og kunne flytte over i andre sektorer.
Dine børn vil elske dig, du vil stå med oprejst pande når du kigger i spejlet, og stress og anden dårligdom vil få svære tider.
Samtidig vil du få kræfter til at holde din politiker fast på en ordentlig politik.