Leder

Kanal Klam

Debat
13. februar 2008

DANMARKS RADIO har en dims, som kan trylle seertal til tops og rette op på et flosset image efter skandaler om et ustyrligt byggebudget, massefyringer og afskaffelse af hæderlige dokumentariske montager i radioen.

Dimsen er et skjult kamera.

Når man først er i besiddelse af denne mekanik, skal den helst bruges når som helst, senest præsenteret af DR med himmelråbende selvfølelse klokken 21 i søndags. Dimsen havde i et halvt år været i brug på det psykiatriske plejehjem Ringbo, og det viste sig, at der en dag var en patient, som gjorde personalet opmærksom på, at han havde fået udleveret en forkert pille. Man oplevede også patienter, som fik flere piller på en gang, men dimsen kunne ikke helt se, hvad patientjournalerne viste, og hvad psykiaterne mente om den sag. Det gør dog ikke så meget. For dimsen kunne trække bestyrtede politikere i studiet, og så er der gang i den. Når forargelsen koger derude i hjemmene, drypper det på DR.

Koste hvad det vil.

HVOR GENIALT er det at sende en elektronisk udrustet spion ind blandt syge mennesker, hvis sygelighed kan give sig udslag i tvangstanker om at være aflyttet og overvåget af folk, som giver sig ud for at være omsorgsfulde, men hemmeligt tjener en fjern og bureaukratisk organisation med en anden dagsorden - ja, en organisation, der minder om DR, hvis talrige topchefer lider af så grotesk en arrogance, at de under fyringsrunder flokkes i hobetal for at mæske gourmetmad på luksushoteller i New York på licensydernes regning?

Hvad har DR mon tænkt - om overhovedet noget - om fremgangsmåden på Ringbo, hvor en beboer har gjort vold på sig selv i desperation over DR's metode, og personalet mener sig voldført? Historien om disse mulige overvejelser kommer seerne nok til at vente længe på, for DR har en smart sløjfe at sætte på sin fantastiske dims. Sløjfen hedder "det er ikke vores bord". Det skjulte kamera sad nemlig på en snushane fra Bastard Film, som har lavet indslaget for DR, og som handler frit med alle kanaler og blade, der ikke har ondt i moralen. Ih nej, DR har intet galt gjort, og er der alligevel noget galt, er der handlet i en højere sags tjeneste, siger en DR-chef. Alle, der ikke kan se det, må gå ind for over- og fejlmedicinering.

IKKE VORES BORD er en velkendt vending i DR, når det journalistiske lokum brænder. Da DR besluttede sig for at ødelægge læge Søren Ventegodts praksis, havde man for en sikkerheds skyld allieret sig med Ekstra Bladet, som har mange papirsider at gøre godt med, hvis det skulle blive nødvendigt for DR at tørre den af. Og nødvendigt, det blev det.

Man satte den magiske dims på Ekstra Bladets journalist, der kunne spille liderlig, og sendte hende til konsultation hos lægen med de alternative behandlingsformer. Her prøvede hun at snakke sig i bukserne på lægen. Uden held. Nu var gode råd dyre, for dér hang hele udsendelsen i laser, og hvad skulle man så stille op med DR's elendige image, som ellers ville have været reddet for en årrække, fordi DR øjnede en chance for at gnide sig op ad Ekstra Bladets smagfulde forsidehistorie om 'doktor Klam'.

Tv-programmet blev dog frelst, fordi et ord bortkom, og så lød det, som om lægen lovede journalisten samleje mange, mange gange. Hurra, forargelsen kogte, og DR var reddet. Lige indtil nævenyttige journalister afslørede den lille forbedring og andre artigheder under produktionen med den magiske dims - og DR måtte foretage opstramninger og omrokeringer.

Dette har dog, må man konstatere, ikke hjulpet, for DR er, som en narkoman efter junk, vendt tilbage til dimsen igen og igen og har nu givet den et meget fint navn: Undersøgende journalistik.

Men er det undersøgende journalistik, når man - som det er blevet så populært på både DR og TV 2 - smugfilmer velfærdssamfundets hårdt pressede fronttropper og deres fejl og dermed tror, at man har gravet dybt og grundigt i problemerne? Hvor er det lige, at de sølle kommunale budgetter stammer fra? Hvem er det, som systematisk ikke vil afse midler til tilstrækkelig og veluddannet bemanding af institutioner, der tager sig af samfundets svageste?

Uha, det er vist for farligt at undersøge nærmere. Det kunne jo vise sig, at man endte med at placere aben på skuldrene af nogle af de seere, man så ivrigt lefler for.

SATTE MAN skjult kamera op på DR's redaktion, ville det på et halvt år nok være muligt at indfange lidt sexchikane, småsvindel med kørselsbilag og grå løgne over for kilder. Men hvor retvisende og relevant et billede ville dette kig med skyklapper give af DR og de stressede medarbejdere, hvis det blev blæst op på forsiden eller i bedste sendetid?

Man har ikke brug for skjult kamera for at opdage, at DR er hærget af inkompetente ledere. Hertil behøver man blot tænde for Kanal Klam, DR-Byens nyheder søndag aften, når den såkaldt undersøgende journalistiks hovedløse blodhund halser af sted over skærmen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lige i øjet, Liebst! Men hvordan kan man vente sig andet, når kortfilm af folk, der bliver ydmyget på gaden og filmet med "skjult kamera" betragtes som morsom underholdning?