Leder

Relative menneskerettigheder

Debat
26. februar 2008

Menneskerettigheder og demokrati er i stigende grad ikke noget, vi gør noget ved, men bare noget vi taler om. EU og USA har naturligvis både hensigter og politikker, der handler om at skabe demokrati og retssikkerhed i alle de lande, hvor det mangler. Men hverken ved praktisk indgriben eller ved godt eksempel gør de vestlige lande længere noget for at påvirke, tvinge eller true despoter og diktatorer til give deres folk basale rettigheder og medindflydelse.

Vist er der undtagelser, men hvis undertrykkerne er vigtige handelspartnere (som Kina), har olie og gas (som Turkmenistan, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Saudi-Arabien eller Libyen), har atomvåben (som Nordkorea) eller er vigtige allierede (Pakistan) så er kritikken afmålt eller helt væk. Er man derimod fattig (Syrien), en paria (Iran), geopolitisk ubetydelig (Burma) eller i alliance med rivaler som Kina (Sudan), så kan man få en på skrinet og læst og påskrevet om menneskerettighedernes absolutte nødvendighed.

Som beskrevet i Information den seneste tid er den gal med EU's strategi over for Centralasien, hvor hensynet til energiforsyning er kommet til helt at erstatte interessen for kritik af de horrible indenrigspolitiske forhold. De fleste centralasiatere lever i lande uden hverken fri presse, opposition eller frie valg, men i stedet med undertrykkelse, korruption og massiv brug af tortur, og det er stort set ikke noget vestlige, demokratifremmende fællesskaber som EU og OSCE påtaler eller sanktionerer. OSCE's generalsekretær gik endda så vidt som til at gratulere Usbekistans præsident Islam Karimov med den valgsejr, han stjal i december måned.

I Mellemøsten er Libyen de senere år gået fra at være en paria til at være en darling, uden at diktatoren Gadaffi i mellemtiden har indrømmet sin befolkning så meget som et komma i retning af medindflydelse og frie institutioner. Saudi-Arabien er en anden darling, og her påtales menneskerettighedskrænkelser kun i forbindelse med letforståelige enkeltsager, og først når enkeltsagerne går i fast rotation i de internationale medier.

Fortalerne for dialog med diktatorerne argumenterer for, at det kun er gennem samkvem, vi kan påvirke dem til at forbedre vilkårene for deres befolkninger, men den tilgang savner erfaringsgrundlag. Sidste gang et undertrykkende regime frivilligt smed pisk og tøjler, var da Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, abdicerede og det har ikke ført til et demokratisk Rusland.

Derimod er der masser af fortilfælde, hvor det demokratiske Vesten har fremtvunget reform gennem pres og ved at gå foran med et godt eksempel. Tænk blot på alle landene i den tidligere østblok, der i dag er medlemmer af EU. Selv om EU ikke kan tilbyde landene i Mellemøsten, Afrika og Asien medlemskab som gulerod for demokratiske revolutioner, så kan unionen gå foran med et godt eksempel og vise, at vi mener det med demokrati, retsorden og menneskerettigheder alvorligt. Men også det kort er vi nu ved at miste.

Da nogen tidligere på måneden gjorde det af med superterroristen Imad Mughniyeh med en bilbombe i Damaskus, gav det genlyd over hele verden. Manden havde hundreder af amerikanske, franske, israelske og argentinske liv på samvittigheden - soldater såvel som civile - og burde have været stillet for retten for sine forbrydelser.

Kort efter eksplosionen garanterede den syriske regering, at den vil iværksætte en undersøgelse af, hvem der stod bag drabet. Syrien gør dermed nøjagtig som EU og USA forlangte i en tilsvarende sag, da den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafik Hariri, kom af dage i Beirut under lignende omstændigheder for tre år siden. Men ingen i Vesten kom med fordømmelser af det seneste politiske drab, og ingen krævede den makabre henrettelse undersøgt. Tværtimod var der nærmest klapsalver i det amerikanske udenrigsministerium over, at retfærdigheden på blodig vis var sket fyldest.

Der er ikke noget at sige til, hvis undertrykte befolkninger har meget svært ved at tage EU og USA's snak om demokrati alvorligt, når vi selv gradbøjer demokratiet og kræver menneskerettigheder i Syrien og Iran, men ikke i Libyen og Turkmenistan, og når vi lemper rejsesanktioner mod lederne af Zimbabwe og Usbekistan uden at sikre fremskridt til gengæld. Samtidig er afholdelsen af valg i alverdens undertrykte, provestlige lande blevet en sutteklud, der kastes til vestlige regeringer som et pseudobevis på regimernes demokratiske intentioner, og det bliver i vidt omfang accepteret. Også der er det naturligvis skadeligt for EU's mulighed for at være det gode forbillede, når enhver jordansk, thailandsk eller nigeriansk skoleelev kan se, at det ikke er demokratisk, og det ikke øger borgernes medindflydelse.

USA har formentlig mistet sin demokratiske troværdighed med invasionen af Irak, Abu Ghraib-episoderne og Guantanamo, men for EU er løbet ikke kørt endnu. De 27 lande udgør et gigantisk og stabilt marked for eksport af diktaturernes fødevarer, energi og råvarer, og hvis den vil, kan unionen naturligvis lægge handelsvægt bag sine tomme ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her