Leder

Vejen for Kosovo er kun lige begyndt

18. februar 2008

Med akkompagnement af massernes jubel blev Kosovo i går erklæret selvstændigt, og dermed faldt den sidste rest af Jugoslavien endeligt fra hinanden. Ni år efter Slobodan Milosevics blodige krig mod kosovo-albanerne sluttede, er Kosovo nu frit og selvstændigt, og kosovo-albanerne går fra at være et mindretal i Serbien til at skulle løfte ansvaret ved at være et overvældende flertal i deres eget land. Tusinder af kosovo-albanere over hele verden fejrede i går og i forgårs den nye republik, men der er endnu ikke tale om et uafhængigt Kosovo i traditionel forstand. For med selvstændighedserklæringen følger nu mange år med total afhængighed af EU.

Allerede inden ministerpræsident Hashim Thaci sagde det i sin tale, var det klart, at Republikken Kosovo er uendeligt afhængig af, at de europæiske lande bidrager med så godt som al den administration, der skal til for at drive et land. De første 2.000 EU-administratorer er allerede på vej i form af dommere og politifolk, og da det ikke er nok til at garantere lov og orden, bliver de mere end 15.000 NATO-soldater, der allerede er i Kosovo, hvor de er, for at sikre ro og orden i det lille land. I løbet af en overgangsperiode, der løber i de kommende 120 dage, skal også en forstærkning af den civile administration på plads, og så begynder hverdagen for republikken.

I aftes var det endnu ikke klart, om Serbien vil reagere med andet end fordømmelse på Kosovos uafhængighed. Serbien kan for eksempel vælge at afbryde sin del af strømforsyningen, og sammen med Rusland kan det indføre restriktioner mod Kosovo, og småstater i området, der handler med Kosovo eller blot anerkender det. Men selv uden sanktioner fra Beograd og Moskva har Kosovo en stribe særdeles alvorlige problemer at slås med. Først og fremmest har landet en arbejdsløshed på 40 procent, og ikke ret meget at tilbyde de arbejdsløse i form af job. Ud over mineraler i undergrunden er republikkens vigtigste ressource, at den har Europas yngste befolkning, hvor over halvdelen er under 25 år. Da Kosovo i 1999 fik udstrakt selvstyre fra Beograd var entusiasmen enorm, og de unge strømmede ud i civilsamfundet for at give en hånd. Men da årene efter ikke bragte den forventede forløsning i form af markante fremskridt dalede engagementet igen, og de unge trak sig fra de civile organisationer.

Med uafhængigheden får Pristina-regeringen en ny chance til at omsætte entusiasmen til fremgang for landet og indfri de store forhåbninger om udenlandske investeringer, der skal give den unge befolkning noget at lave. Men investeringsinteressen hæmmes af, at Kosovo stadig ikke er i stand til at levere elektricitet døgnet rundt, og af, at al eksport i praksis skal køres ad dårlige landeveje til udskibning fra Albanien.

Dertil kommer, at udenlandske pengemænd ikke kan forventes at sætte penge i republikken, før der er gennemført økonomiske reformer, der sikrer et pålideligt og gennemsigtigt erhvervsklima, og før der er taget et gevaldigt opgør med korruptionen, der gør Kosovo til verdens fjerdemest korrupte land. Samtidig er Kosovo også et af Europas centre for organiseret kriminalitet, idet den albanske mafia sammen med kosovo-albanske mafia-organisationer tjener millioner af euro på indsmugling af våben, narkotika og mennesker til Europa. Begge dele er naturligvis ødelæggende for enhver udenlandsk investeringslyst.

Gårsdagens uafhængighedstaler fra Pristina var præget af gentagne løfter om, at Kosovo vil være demokratisk og vil skrive under på alle internationale konventioner om menneskerettigheder. Hashim Thaci sagde, at "Kosovo er hjemland for alle dets borgere" som en tydelig invitation til det serbiske mindretal, der udgør 120.000 mennesker blandt to millioner albanere. Det var, som det skulle være, men forude venter en opgave, der ikke kan løses med ord alene. Hvis kosovo-serberne skal blive en del af Republikken Kosovo, er den kosovariske regering nødt til at vise helt konkret handling for at opbygge den tillid, der ikke eksisterer i dag.

Knap halvdelen af kosovo-serberne bor i enklaver langs grænsen til Serbien og resten i mindre enklaver og fritliggende landsbyer i den sydlige del af landet. Indbyggerne taler sjældent albansk, de bruger serbiske medier, de ringer på serbiske mobiltelefon-netværk, bruger serbiske dinarer og i skolerne følger pensum det serbiske, så børnene får historie-undervisning som den ser ud i Serbien og lærer russisk som første fremmedsprog. Mistilliden til det albanske flertal er afgrundsdyb, og valget af den tidligere oprørsleder Hashim Thaci har kun gjort den dybere. Mange steder er der tale om regulær frygt for, hvad albanerne vil gøre ved dem, når Kosovo er blevet et selvstændigt land. Frygten går begge veje, men nu hvor mindretallet er blevet et flertal, er det hos kosovo-albanerne, ansvaret for, at mindretallene føler sig sikre og inkluderede, ligger. Så selv om der mangler arbejdspladser, vand, strøm og veje over hele Kosovo, så er behovet for den slags konkrete fremskridt særlig stort i netop de serbiske områder.

Med tanke på udfordringerne i landet og den dybe afhængighed af EU er Kosovos vej til uafhængighed og demokrati på ingen måde slut. Den er kun for alvor begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu