Leder

Baba Chatungas folk

1. april 2008

DER FINDES BLANDT zimbabwere et mylder af vittigheder om Chatunga Mugabe, Zimbabwes 84-årige diktator Robert Mugabes ti-årige yngste søn, som med sin fødsel gav sin far hans seneste shona-kælenavn i befolkningen (Baba Chatunga - Chatungas far).

Chatungas mor, diktatorens 40 år yngre anden kone Grace, spørger sin lille søn, hvad han vil være, når han bliver stor. "Pilot!" svarer han. "Men vil du da ikke være præsident som din far?" spørger hans mor. "Nej," svarer den lille, "for når jeg bliver voksen, er min far stadig præsident."

Historien siger noget om håbløsheden i det land, der engang var Afrikas kornkammer, engang var ledet af en af de afrikanske befrielseskampes største helte, men som i dag efter 28 års stadig mere hård og håbløs ledelse af den selv samme frihedshelt synes at stå på kanten af en afgrund.

Da zimbabwerne i weekenden gik til valg, var det midt i en inflation på mellem 100.000 og 200.000 procent, en arbejdsløshed på mere end 80 procent, og verdens korteste forventede levetid: 34 år for kvinder og 37 for mænd.

Hvor udenlandske valgobservatørers tilstedeværelse var blevet stærkt begrænset af regimet, hvor utallige rapporter bekræftede forhåndsmistanker om fusk med stemmesedler og valgdistrikter, hvor udlands-zimbabwere (og dem er der - efter de seneste katastrofale år - millioner af) var blevet forbudt at brevstemme, og som kommentatorer og politikere i resten af verden forlængst havde afskrevet som symbolsk.

Der var al mulig grund til håbløshed.

OG SÅ SKETE DET, som ingen havde set komme: Zimbabwerne stillede sig op i valgkøerne. De kom rejsende til deres valgsteder. De afgav deres stemmer, mens oppositionsbevægelsen Movement for Democratic Change modvirkede regeringens observatør-boykot ved at udsende i titusindvis af egne valgobservatører, og ved valgsted for valgsted at fotografere og offentliggøre optællingsresultaterne.

Zimbabwerne brugte, i trods mod fusk og apati, deres valg til at markere deres utilfredshed med diktatoren i en grad, så den umuligt kunne fuskes væk. Og hvor resultatet end ender, viste de verden, at den ikke kan tillade sig at opgive håbet for dem. At der i Zimbabwe er en opposition, som på trods af tortur, tæv, fængslinger og chikane holder fast. At der er et civilsamfund af journalister, advokater og fagligt aktive, af vittighedsfortællere og migranter og aktivister af alle slags, der kæmper imod. Og at der er en befolkning, der bruger de bittesmå vinduer den får, til at sige fra.

Det er muligt, at Zimbabwes valg denne gang ender med endnu et konstrueret resultat, som vil give den ældgamle diktator seks år mere. Men til dem, der tvivler på, om fremmede lande nu også kan forstå det dér med demokrati, og til dem, der tvivler på, om der findes et civilsamfund at opbygge et nyt Zimbabwe på: Her er der et råb fra den zimbabwiske befolkning, som ingen kan sidde overhørig .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu