Leder

Brug for ægte ledere

22. marts 2008

SEJDI HALILI er en gammel mand i det nordlige Albanien, far til otte sønner. Han har en gåsehuds-smuk historie at fortælle. Halilis søn og nevø kom i klammeri med en anden ung mand. Der var knive, og den anden unge mand døde for den kniv, som nevøen førte. Retten gik sin sædvanlige gang, morderen kom i fængsel. Men historien sluttede ikke der. For Halili bad en mægler om at finde en løsning mellem de to familier efter gammel albansk tradition og en ny lov. Tre år senere nåede de to familier til forsoning.

Morderen fik udgang fra fængslet til den traditionelle forsoningsmiddag, og offerets mor satte ham mellem sine to tilbageværende sønner og erklærede, at han nu var hendes nye søn. "Offerets mor kyssede min nevø, og vi kyssede alle både Koranen og korset," fortæller Sejdi Halili, (de to familier er henholdsvis katolikker og muslimer.) Hver gang, han fortæller den historie, føler han tårer indeni, siger Halili - en bemærkning, der ellers sjældent kommer over albanske mænds læber. Siden forsoningen betragter de to familier hinanden som slægtninge, der besøger hinanden til familie-, jule- og bajram-fester.

"At tilgive er mod, visdom og det største, et menneske kan gøre," siger en af de nordalbanske mæglere, en vis, gammel mand ved navn Pal Kuka fra byen Rreshen.

LIDT DERFRA, oppe i bjergene, ligger Kosovo - hvor stemningen er anspændt for tiden. Sidste uge var der uroligheder i den serbisk-albanske by Mitrovica. Der var håndgranater og skyderi, der var stenkast og brændte biler. Optøjerne var ifølge flere kilder styret fra den serbiske hovedstad, hvor der hersker voldsom utilfredshed med, at Kosovo - hidtil en del af Serbien - i februar erklærede sig selvstændig.

Der var jubel i Kosovos gader op til og omkring selvstændigheden. Men initiativet til selvstændigheden kom ikke fra kosovarerne selv - skal man tro den italienske udenrigsminister Massimo d'Alema. Uafhængigheden blev skabt med støtte fra NATO, sagde ministeren. Altså endnu engang stormagternes rænkespil på bekostning af Balkan-folkene?

"Mennesker er fantastiske," sagde den sydafrikanske biskop Desmond Tutu for et par år siden. "Jeg har set eksempler på, at det faktisk er muligt at finde løsningen på problemerne, og at folk siger - som vi gjorde i Sydafrika - hvorfor har vi været så dumme så længe?" Tutu er manden bag forsoningsarbejdet i Syd-afrika, og ordene faldt efter forsoningsmøder i Nordirland, hvor Tutu deltog.

Kosovos albanske flertal har været undertrykt og diskrimineret længe. Kosovos serbiske mindretal har fået hadet at smage og set kirker og klostre blive brændt og plyndret. Og videnen om, hvad der hændte i de omkringliggende lande, øger kun spændingerne.

Spørgsmålet er, hvornår befolkningen får nok af vold, spændinger og interesser fra fjerne hovedstader. Og hvornår de finder sig ægte ledere. Ledere, der er ansvarsfulde som familiefaren Sejdi Halili var, da han bad offerets familie om at søge vejen til forsoning - og storhjertet som offerets mor, da hun kyssede sin søns morder.

Serie

Seneste artikler

  • Æresbegreber stopper Kosovo-domme

    7. juli 2008
    Ingen vil vidne i sagerne efter det blodige etniske opgør i 2004, hvor snesevis af serbere blev dræbt, og hundredevis af serbiske huse og flere ortodokse kirker blev sat i brand
  • Voldsomme uroligheder i Nordkosovo styres fra Beograd

    18. marts 2008
    I går satte det serbiske mindretal i byen Mitrovica ild til FN-biler, kastede med sten og affyrede granater, efter at det besatte domhus i byen var blevet ryddet af de internationale styrker. Ifølge kilder fra både Serbien og Kosovo koordinerer den serbiske regering urolighederne
  • Kosovo-strid bragte Serbiens regering til fald

    10. marts 2008
    Serbiens regering er faldet. De nationalistiske partier ville knytte de videre EU-forhandlinger sammen med et krav om, at Kosovo skulle forblive i Serbien. Nyt valg ventes i maj. Dermed går de store internationale rifter midt gennem Serbiens politiske liv i disse dage.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu