Leder

Kulturkamp forvandlet til komedie

Debat
13. marts 2008

"Vi må indse, at opslutningen om folkestyret og respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder ikke er en selvfølge. Friheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation. Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på."
Statsminister Anders Fogh Rasmussen i forordet til Demokratikanonen

SÅ KOM DEN nye statslige publikation. Demokratikanonen. Og dermed den lineære fortælling om, hvad der er de grundlæggende elementer i det danske demokrati. I 35 punkter fra demokratiets rødder til det globale demokrati opremses de begivenheder, personer og bevægelser, der ifølge demokratikanonudvalget udgør kernen i det danske folkestyre, og det som skal styrke folkets kendskab til de principper om frihed og folkestyre, som det danske samfund bygger på. Meget er med. Lige fra de antikke græske 'demokrati'-tænkere, Magna Carta, Jyske Lov, Reformationen, over udvalgte filosoffer til trykkefrihed, Grundtvig, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, folkeafstemningen om EF i 1972, Salman Rushdie-sagen, Murens fald og Europatraktaterne.

DER ER NOGET selvfejrende over sådan en akt. Verdenshistoriens store kulturriger har altid pustet sig op i det øjeblik, de var ved at bukke under. Det gælder eksempelvis Romerriget og det store Habsburgermonarki. Der er en tendens til at blive særlig pompøs, ceremoniel og udvendig i det øjeblik, det smuldrer indadtil. Som det gælder i forbindelse med de forudgående kanoner, er enhver kanon udtryk for et tab og et forsøg på at restaurere noget, som er ved at forsvinde. Nu er det danske rige ikke lige ved at smuldre, men som det fremgår af baggrunden for at nedsætte udvalget bag demokratikanonen, så er demokratiet i disse år under pres fra effekterne af det multikulturelle samfund og truet i forbindelse med den globale kamp med den muslimske fundamentalisme. Det viser alene det faktum, at Salman Rushie-sagen er medtaget i kanon med eksplicit henvisning til "kultursammenstød mellem vestlige frihedstraditioner og muslimsk fundamentalisme".

Godt nok er demokratikanonen ikke oprindelig regeringens projekt, men opstod rent faktisk som en kritik af regeringens kulturkanon. Nemlig fra Ove Korsgaard, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han mente, at mens kulturen nærmere er noget, der splitter samfundet, så ville demokratiet være det oplagte sted at skabe samling i samfundet. Først kulturministeren og siden regeringen var hurtige til at gribe professoren på ordet og nedsætte et udvalg, hvor han også selv kom til at deltage.

INTENTIONEN for udvalget har været at pege på principper, som går på tværs af kulturel, etnisk og religiøs orientering. Intentionen har med andre ord først og fremmest været at fastholde os som borgere i et demokratisk samfund. I den sammenhæng er det derfor mærkeligt, at en aktuel tænker som Jürgen Habermas til forskel fra en lang række andre filosoffer ikke er med i kanonen. For der er næppe nogen der har haft så stor betydning for demokratiopfattelsen efter Anden Verdenskrig som han.

Man kommer ikke uden om, at denne kanon først og fremmest er udtryk for en vestlig tænkning, selektiv i sine nedslag og funderet i en primært borgerlig tænkning.

Det er til at leve med, fordi det vestlige demokrati nu en gang er vores udgangspunkt. Det er derimod sværere at leve med, at demokratikanonen bliver indlemmet som en del af regeringens kulturkamp og at demokratiet på den måde indirekte bliver gjort til deres sag.

OG HVAD SKAL vi overhovedet bruge den kanon til? Med al respekt for udvalgets arbejde, så ligner de 35 kanonpunkter indholdsfortegnelsen til en allerede eksisterende bog i historie- eller samfundsfag. Kanonen kommer til at ligne fuld pensum, og når så meget er med og der ikke er foretaget mere klare og afgrænsede valg, hvor tingene virkelig kunne blive sat på spil, så ender man med, at der i virkelighed ingenting er tilbage. Man risikerer, at demokratikanonen ligesom kulturkanonen ender som den rene ligegyldighed og blot kommer til at stå og samle støv.

Når kanonudvalget afslutningsvist selv peger på en række konkrete eksempler på, hvordan kanonen kan formidles i skolevæsenet, foreslår de at opsætte ordene Demos og Kratos i klassen eller ved skolens indgang, dans af græske kædedanse til græsk folkemusik i faget musik eller tegning og maling af relevante motiver fra det antikke Athen i faget billedkunst. Det her er sandhedens time for demokratikanonen: Vil de med disse metoder virkelig genindføre 70'er pædagogik? Der er ingen tvivl om, at kulturkampen er forvandlet til komedie. pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Man kommer ikke uden om, at denne kanon først og fremmest er udtryk for en vestlig tænkning, selektiv i sine nedslag og funderet i en primært borgerlig tænkning."

Ja, det kan man da vist roligt sige...

HYKLERISK!

Smagsdommere kan vi ikke li - var det ikke F(j)ogh sagde da han kom til magten?

Kanon'er er da smagsdommeri af værste skuffe. Information bør boykotte al omtale af dette hykleri og lade de borgerlige medier om det!

Niels Ivar Larsen

Ja, det er meget meget mærkeligt med den overdrevne fokus på det vestlige demokratibegreb, når alle jo ved, at demokratiet har langt større traditioner og uendeligt meget bedre kår nærmest alle andre steder end lige i Vesten.

Eller er det måske et universelt værdibegreb, som Vesten kan tage æren for at have lanceret, men ikke patentet på?

Hvorfor er Peter Nielsen så sur, og hvad mener han?

Så er kanonen for tyk, så er den for tynd, så er den for vestlig, så er den ditten og datten.

Så er demokratiet truet, så er det ikke truet alligevel.

Så er den en del af kulturkampen, så går den på tværs af kulturkampen

Men hvad, man skal jo producere mindst en skarp holdning hver dag.

PS: stor cadeau til udvalget for ikke at have indtoptaget Habermas:
Som der står i fortalen til Jyske Lov, så skal loven være formuleret i et forståeligt sprog. Det samme bør gælde for en demokratikanon.

Demokratikanon eller ej, så Peter Nielsen ret i at Kulturkampen er forvandlet til en komedie, hvilket skyldes den ensidighed der præger den. Venstrefløjen og de kulturradikale er jo både åndeligt og intellektuelt totalt fraværende, og dermed er det kun det borgerlige Danmark som bidrager med noget konstruktivt.

(Niels Ivar Larsen)

"Eller er det måske et universelt værdibegreb, som Vesten kan tage æren for at have lanceret, men ikke patentet på?"

Ja men det må det vel så være, eftersom Platon, der optræder i titlen på den amerikansk-danske filosof og Tolkien-ekspert (Tolkien er måske den mest konservative, bagstræberiske, reaktionære og demokrati-skeptiske kulturpersonlighed, der har eksisteret i nyere tid) David Gress' ukendte essay FROM PLATO TO NATO, mente, at idéerne fandtes et sted i et immaterielt univers, før de blev opfanget af menneskene. David Gress er CEPOS-medlem og derfor naturligvis med i Kanon-udvalget.

De vestlige hjerner har altså formået, så at sige, at gribe og tilegne sig Demokrati. Nu bliver det spændende, om de driftige kinesere automatisk går over til Demokrati, der jo ifølge Teorien om Globaliseringen altid ledsager hhv. ledsages af markedsøkonomi under fremgang og vækst.

Der er utallige paradokser og urimeligheder i det her; Milan Kundera og andre dissidenter, uden sammenligning i øvrigt, Solsjenitsyn var mærkeligt nok netop blevet demokrati-skeptiske under eller af Socialismen. Det er da klart: Netop Folket hyldede hjernevasken og parolerne allermest og angav gerne de intellektuelle. For de danskere, vi praler allermest af - Andersen, Kierkegaard, Blixen - var Demokrati heller ikke det mest nærliggende.

Digteren Jens Baggesen foranstaltede i tiden omkring Den Franske Revolution en indsamling, for at den tyske friheds- og demokrati-forkæmper Friedrich Schiller kunne leve af sine teaterstykker, digte og essays uden at behøve at arbejde som privatlærer.

Se, det kunne man godt prale af over for udlandet, men man skal vist helst være amerikaner for at komme i Kanon - de ser for mange TV-serier, Friends etc., i regeringen. "Friends" og "Sex in the City" er i virkeligheden måske ledetråden til regeringens politik og livssyn. Et Imperium Americanum, der varer evigt - med Danmark som "most favoured Ally".

@Jakob Schmidt-Rasmussen

De ting du lister op i dit indlæg er jo udtryk for et internt slagsmål icentrum-venstre. Det er altså meningen, at i skal kæmpe denne kultur-kamp mod det borgerlige Danmark. Dette gælder selvfølgelig specielt i en tid, hvor centrum-venstre-partierne er i opposition, og en borgerlig regering faktisk er gået ind i sin 3. valgperiode. Men som jeg sagde: I er helt fraværende.