Leder

Kunstfonden fredet

Debat
1. april 2008

"Sagen er, at der er betydelige kunstnere, som ikke er i stand til at leve af indtægterne fra deres produktion. For dem er det en eksistensbetingelse, at de kan få en sådan ydelse. Og i det øjeblik de begynder at tjene penge, så bliver ydelsen jo sat ned. Det, synes jeg faktisk, er en meget fair ordning."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen til Information mandag

TO MISSILER blev i midten af februar måned sendt hen over det danske kulturlandskab mod en af grundpillerne i det danske kulturstøttesystem, nemlig Statens Kunstfond og især de livsvarige ydelser til knap 300 kunstnere.

Til Politiken sagde Venstres nytiltrådte kulturordfører Troels Christensen: "De får penge til nogle gode middage på nogle dyre steder. Og hvad giver det borgerne af kulturel rigdom?" Dansk Folkepartis ligeledes nytiltrådte kulturordfører Karin Nødgaard istemte koret og så med det samme en mulighed for at profilere sig på en 'folkelig sag': "Det er urimeligt. Hvordan skal man forsvare over for befolkningen, at staten giver penge til folk, der har en meget høj indkomst i forvejen. Det er en forældet ordning, som nogle tror, de har vundet hævd på."

Hvis kulturministeren ikke var gået med på spøgen, var Troels Christensens og Karin Nødgaards udmeldinger sikkert forblevet to vildtfarende missiler. Men nej, Brian Mikkelsen var villig til at se på, om de livsvarige ydelser stadig var tidssvarende. Den konservative kulturministeren udtalte således til Børsen: "Man har en meget konservativ holdning til at bevare tingene, som de er. Prioritering eksisterer ikke i deres verden, så vi må se på, om vi skal ændre fordelingen, og om man skal lægge en anden profil, hvor man eksempelvis giver arbejdslegater."

SÅ VAR FANDEN løs og det etablerede kulturliv på den anden ende. Forfatteren Henrik Nordbrandt sagde eksempelvis til Politiken: "De vil gerne af med hele kunststøtten, og så får de det leverpostejssamfund, som de i virkeligheden bedst kan lide og er bedst tjent med, sådan nogle prangere. Sådan ser jeg det. De vil have leverpostej, ikke åndelighed." Og hans noget yngre kollega Lars Frost istemte: "Jeg gider slet ikke denne her diskussion, den er simpelthen for dum. Vi har et bizart velfungerende samfund, hvor man rent faktisk spørger dem, der ved noget, når der skal tages beslutninger, og så kommer den idiot (statsministeren, red.) og skal pille ved det. Brian Mikkelsen skal fyres - mere gider jeg egentlig ikke at sige til det."

Det var imidlertid ikke bare Nordbrandt og Frost, der protesterede. Store dele af det etablerede danske kulturliv rykkede ud med fordømmelse af forslaget om at ændre på kulturstøtten. Den underliggende præmis bag protesterne er, at regeringen hader kunsten og hurtigst muligt vil afvikle den

Af samme grund var der også en række forfattere, der måtte protestere, da Gyldendal lørdag aften havde inviteret selveste statsministeren til at holde festtalen for Jens Smærup Sørensen i anledning af, at han skulle have overrakt de gyldne laurbær. Fogh Rasmussen blev kaldt en "bonderøv", og Rifbjerg erklærede skråsikkert: "Jeg tror aldrig statsministeren har læst en bog, der for alvor har flyttet hans bevidsthed i en positiv retning."

Man behøver ikke ideologisk at være på bølgelængde med statsministeren for at blive provokeret over den hørm af fordomsfuldhed, der her kommer til udtryk.

At invitere statsministeren til at holde festtalen for Smærup Sørensen viste sig i virkeligheden at være et meget interessant socialt eksperiment, hvor de sædvanlige kulturelle mekanismer blev afprøvet og udfordret. Det er uden tvivl Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, der står bag idéen. Rituelt havde en række forfattere, som end ikke var inviteret til festen offentligt udtalt, at de sandelig ikke ville komme, når Fogh skulle tale. Det viste sig alligevel at være en smart plan.

For hvad var det der egentlig skete? Jo, Laureatfesten blev bemærkelsesværdig på den måde, at statsministeren holdt en god og afdæmpet tale til Jens Smærup Sørensen, hvor han leverede en personlig læsning af bogen og ligefrem dristede sig til en anderledes tolkning af bogen. Ikke mindst holdt han i sin tale politik helt udenfor.

SELVFØLGELIG VAR DER nogle der skar grimasser og havde svært ved at sidde stille under festtalen, men det skulle de jo, og de lagde slet ikke mærke til, at ved at invitere statsministeren blev han også en del af det gode selskab og fejringen af litteraturen. At bede statsministeren tale om sin egen åbenlyse begejstring for Smærup Sørensens store roman 'Mærkedage' har måske gjort mere for at frede det nuværende system af kulturstøtte end nogen anden aktion kunne have forårsaget. Danske kunstnere kan givet ånde lettet op og føle at deres fortjente privilegier alligevel ikke bliver taget fra dem.

Resultatet af det sociale eksperiment kom nemlig, da Informations reporter efter talen spurgte statsministeren om kunststøtten, og han svarede at kunstfondstøtten ville blive fredet i hele hans regeringsperiode. Det var fornuftig tale af statsministeren, men den egentlige strategisk genistreg blev leveret, da nogen fandt på at invitere ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget mere om Henrik Nordbrandt her:

http://www.uriasposten.net/?p=5824#comment-716021