Omstilling til kriseøkonomi

"Hvis vi ser på de seneste 25 år, har skiftende regeringer ført en konjunkturmodløbende politik, hvor vi efter 2000 har ført en økonomisk politik, der har forstærket styrken af opsvinget."

Nationalbankdirektør Nils Bernstein.

MÅSKE ER DET så mange år siden, at mange har glemt, hvordan det er, når den økonomiske vækst går i stå eller direkte går over i recession. Sidst, vi oplevede en alvorlig økonomisk nedtur i Danmark, var i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, hvor massearbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner fyldte bevidstheden og nyhedsstrømmen. Den daværende Schlüter-regering valgte i bakspejlets kloge lys at stramme op på det forkerte tidspunkt med kartoffelkur, tvungen opsparing og begrænsning af rentefradraget for boligejere, Det betød, at nedturen blev værre, end det havde været nødvendigt. Og da den borgerlige regering smed tøjlerne i 1993, var det på papiret en opslidende tamilsag, der væltede statsministeren, men i realiteten var det, fordi den ikke havde midlerne og evnerne til at sætte ind over for den store ledighed. Tilliden var brugt op - også hos kongemagerne - de radikale.

I DAG STÅR verdensøkonomien og den danske ditto så foran en ny økonomisk afmatning. Hvor omfattende og alvorlig den bliver, hvor dyb en krise, vi ender i, er der mange gætterier om, men det bliver næppe en ubetydelig krusning. For tiden udfoldes der store bestræbelser fra især den amerikanske centralbank, FED, for at imødegå den finanskrise, som USA i nogen tid har befundet sig i. Senest løb den 85 år gamle amerikanske investeringsbank Bear Stearns i fredags tør for penge, og centralbanken satte søndag diskontorenten ned igen, hvilket er blevet taget som et udtryk for, at FED vurderer krisen som langt alvorligere end hidtil, så i stedet for ro er der gået mere panik i aktiemarkederne. Centralbanken har igennem et stykke tid været i gang med en næsten desperat brandslukning, og forsøgt at sætte plaster på et sår, som bliver ved med at bløde. Både markante sænkninger af renterne og store indsprøjtninger af dollar til kapitalmarkederne ser ud til at være slået fejl. Og som en økonomisk læresætning lyder, så breder der sig forkølelse i resten af verden, når man nyser i USA.

DERFOR MÅ VI formentlig herhjemme indstille os på nogle magre år efter mere end 10 års ubrudt fremgang. Nationalbanken aflyste i fredags alle tidligere advarsler om overophedning. Nu er signalet, at dansk økonomi er i gang med en afkøling. Ledigheden kan blive fordoblet i løbet af de næste par år, og nedturen for boligmarkedet vil fortsætte et stykke tid endnu.

FORBRUGERNE og erhvervslivet er allerede begyndt at indstille sig på de nye tider og holder igen med forbruget og nye investeringer. Det medvirker i sig selv til en negativ spiral. Men hvad gør regeringen? Meget tyder på, at centralbankerne snart kan have udspillet deres rolle i bestræbelserne på at afbøde krisen. Rentemedicinen har sine klare begrænsninger, og derefter knytter forhåbningerne sig udelukkende til de nationale regeringer. Gennem den offentlige økonomi og den finanspolitiske kurs - især hvis man som Poul Nyrup Rasmussen arbejdede intenst for i 90'erne koordinerer mellem landene i EU - kan man afbøde de værste virkninger af en konjunkturnedgang. Indtil VK-regeringen kom til i 2001 har det været god økonomisk latin at føre en økonomisk politik, der regulerer konjunkturudsvingene.

Det vil sige, at man i nedgangstider og helst så tidligt som muligt, pumper flere penge ud i offentligt og privat forbrug, mens man i opgangstider forsøger at opsuge forbrugsmuligheder ved at hæve skatter og holde igen med offentlige udgifter. Men Anders Fogh Rasmussen (V), som sidste år i en kommentar til en kritisk vismandsrapport mente, at de økonomiske lærebøger bør skrives om, har fulgt en anden kurs. Skatten er blevet sat ned og de offentlige udgifter er steget år for år, mens den private økonomi har buldret derudaf. VK-regeringen har bundet sig selv ind i et skattestop og har af hensyn til en velfærdsorienteret opposition ikke kunnet skære i de offentlige udgifter. Det var netop det, som nationalbankdirektør Nils Bernstein kritiserede i sidste uge, at regeringen har stimuleret væksten frem for det modsatte. Måske er den nuværende regering slet ikke gearet til at føre økonomisk politik, fordi andre hensyn tilsyneladende er vigtigere?

I EN ØKONOMISK nedgangstid vil presset på regeringen og finansministeren for at fintune den økonomiske politik være langt større. Indtil nu har VK-regeringen kunnet slippe af sted med en laissez faire-agtig kurs, der prioriterede ideologiske mærkesager, fordi kurverne har vendt den rigtige vej både for den offentlige økonomi, ledigheden og privatøkonomien. Når krisen først begynder at kradse, vil kravet om en indsats mod tvangsauktioner og stigende ledighed tage til i styrke. Vil Løkke Rasmussen være i stand til at håndtere den situation? bew